I 2016 meddelte Novo Nordisk, at selskabet vil fokusere på at nedbringe det såkaldte scope 3 aftryk fra værdikæden, der udgør over 90% af den danske medicinalgigants samlede klimaaftryk. Resultaterne er dog udeblevet. De seneste to år er Novo Nordisks samlede CO2-aftryk steget 47%. Økonomisk Ugebrev har stillet Novo Nordisk en række spørgsmål om selskabets klimamål og resultater. Novo Nordisk har sendt én samlet fyldigt kommentar, som dog på lange stræk omhandler forhold, vi slet ikke har spurgt til, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
“We’re therefore broadening the scope of our strategy and will work on reducing the CO2 impact from so called indirect emissions – these are emissions from sources not controlled by us, such as the goods and services we purchase, from raw materials to business flights.” (Novo Nordisk, Annual Report, 2015)
I årsrapporten for 2015 understreger Novo Nordisk gentagende gange, at selskabet vil begynde at fokusere på at nedbringe CO2-aftrykket fra værdikæden, det såkaldte scope 3 aftryk.
Ti år senere er det imidlertid vanskeligt at få øje på resultaterne. Ifølge Novo Nordisks dugfriske årsrapport var scope 3 aftrykket i 2025 på 2,5 millioner ton CO2, mod 1,8 millioner ton i 2023, altså en stigning på 44 procent på blot to år.
Fra 2023 til 2025 er Novo Nordisks direkte CO2-udledninger, det såkaldte scope 1 og 2 aftryk, næsten fordoblet, fra 93.000 ton til 183.000 ton. Det betyder, at Novo Nordisks samlede scope 1, 2 og 3 aftryk 2023-25 er steget med 47 procent.
I samme periode er Novo Nordisks omsætning steget 33 procent, hvorved CO2-aftrykket er øget mere end forretningen. Fra 2023 til 2025 er intensitetsaftrykket – forstået som ton CO2 pr. omsat mio. kr. – steget fra 7,9 til 8,7 ton CO2 pr. omsat mio. kr., altså en stigning på 10 procent. Så også her er det gået den forkerte vej.
Men hvad med de forudgående år? Det er uvist. Novo Nordisk har ændret metode og genberegnet CO2-aftrykket bagudrettet, men kun til 2023. Det er således ikke muligt at sammenligne udviklingen i selskabets CO2-aftryk mere end to år tilbage.
Kraftige stigninger i CO2-aftrykket kan dog spores tilbage til 2022-23, som er de første år Novo Nordisk i officielle rapporter oplyser om udviklingen i det samlede CO2-aftryk. Ifølge årsrapporten for 2023, der indeholder CO2-data opgjort via den nu kasserede beregningsmetode, steg Novo Nordisks samlede CO2-aftryk fra 2022 til 2023 med 53 procent.
Ti år efter udmeldingen om at ville nedbringe scope 3 aftrykket, er Novo Nordisk ude af stand til at fremvise positive resultater. Tværtimod viser den data, som Novo Nordisk selv har offentliggjort, at CO2-udledningerne fra værdikæden stiger kraftigt, år efter år.
Novo Nordisk er således kommet rigtig dårligt fra start i forhold til at nå selskabets klimamål om at reducere udvalgte dele af scope 3 aftrykket med 33 procent i 2033, med 2024 som baseline.
Novo Nordisk: Resultater opnås ikke fra den ene dag til den anden
Økonomisk Ugebrev har stillet Novo Nordisk en række spørgsmål. Vi har blandt andet spurgt til, om Novo Nordisk er tilfreds med de sidste ti års klimaresultater – altså perioden siden selskabet meldte ud, at det ville fokusere på at nedbringe scope 3 aftrykket.
Vi har også spurgt Novo Nordisk, hvad selskabet konkret gør for at reducere scope 3 aftrykket, hvilket resultater selskabet har opnået – samt om det vil have konkrete konsekvenser for topledelsen, Novo Nordisks omdømme eller selskabets indtjeningsmuligheder, hvis 2033-målet om at reducere udvalgte dele af scope 3 aftrykket ikke indfries.
I stedet for at svare på vores spørgsmål, har Novo Nordisk sendt én samlet fyldig kommentar, der på lange stræk omhandler forhold, vi slet ikke har spurgt ind til. Eksempelvis omhandler dele af kommentaren Novo Nordisks arbejde med cirkulær økonomi, herunder selskabets plastikaftryk (vi bringer kommentaren i fuld længe samt vores spørgsmål nederst i artiklen).
Dorethe Nielsen, Associate Vice President, Environmental Responsibility i Novo Nordisk, er afsender på kommentaren. Hun svarer ikke på, hvorvidt Novo Nordisk er tilfreds med de sidste ti års klimaresultater, særligt i forhold til at nedbringe scope 3 aftrykket.
I stedet henviser hun til, at Novo Nordisk har øget forretning: ”I takt med at vi opskalerer vores produktion for at kunne nå ud til flere patienter, ser vi en stigning i vores miljøaftryk. På trods af det arbejder vi målrettet på at finde veje til at reducere vores miljøaftryk og fremme cirkulære løsninger. Den øgede CO2-udledning skyldes primært opkøbte produktionsanlæg, som er blevet inkluderet i vores opgørelse i 2025, ekspansionsaktiviteter samt øgede råvareindkøb til produktion.”
Dorethe Nielsen tilføjer, at klimaresultater ikke opnås fra den ene dag til den anden: ”Resultater opnås ikke fra den ene dag til den anden, og større omstillinger er nødvendige for at nå vores mål for 2033 og 2045. Vi fortsætter med at afsøge muligheder sammen med partnere. Aktuelt fokuserer vi blandt andet på at fremskynde investeringer i vedvarende energi og lavemissionsmaterialer.”
Vi spurgte dog ikke til resultater opnået det seneste døgn, men til resultater opnået de seneste ti år. Hvad har Novo Nordisk opnået i alle de år? Selskabets egen data peger entydigt i en retning: Markant øget klimaaftryk. Er det tilfredsstillende? Novo Nordisk lader svaret blæse i vinden.
Spørgsmål til Novo Nordisk samt respons
Økonomisk Ugebrevs spørgsmål til Novo Nordisk:
- Er I tilfredse med de klimaresultater, som Novo Nordisk har opnået de sidste 10 år? (I AR-2015 bekendtgør Novo Nordisk, at selskabet vil arbejde for at nedbringe scope 3 aftrykket, se baggrund nedenfor)
- Hvad gør Novo Nordisk konkret for at reducere selskabets scope 3 aftryk? Og er der nogle af disse reduktions-aktiviteter, der har allerede har ført til markante CO2-reduktioner i scope 3 aftrykket?
- Vurderer I, at de seneste års stigninger i Novo Nordisks samlede klimaaftryk har haft negativ indvirkning på selskabets omdømme? (Fra 2023 til 2025 er Novo Nordisks samlede klimaaftryk steget med 46,5%)
- Hvilke konkrete konsekvenser vurderer I, at det vil få for fx topledelsen, omdømme og Novo Nordisks indtjeningsmuligheder, hvis Novo Nordisk ikke indfrier 2033-målet om at reducere (udvalgte dele af) selskabets scope 3 aftryk med 33%, med 2024 som baseline?
Baggrund, udklip fra Novo Nordisks AR-rapport 2015:
”While the main focus of Novo Nordisk’s climate action programme has been to reduce CO2 emissions from production as well as emissions from distribution of products, Novo Nordisk is now extending the scope of the climate programme to encompass indirect emissions from relevant business activities. The initial focus is on the supply chain, and emissions from company cars and business travel.”
”For the past 10 years, the environmental strategy has had a strong focus on reducing CO2 emissions from Novo Nordisk’s own production plants. (…) Now the company is ready to take the next step in its environmental strategy. (…) Dorethe Nielsen explains “We’re therefore broadening the scope of our strategy and will work on reducing the CO2 impact from socalled indirect emissions – these are emissions from sources not controlled by us, such as the goods and services we purchase, from raw materials to business flights.””
Jakob Riis, executive vice president, is the chairman of Novo Nordisk’s Social & Environmental Committee. He explains (…) ”With overwhelming indirect CO2 scientific evidence of the increased rate and impact of climate change, we simply must set ourselves ambitious targets in this area (scope 3, red.),” he says.
Svar fra Novo Nordisk med Dorethe Nielsen, Associate Vice President, Environmental Responsibility i Novo Nordisk, som afsender:
”I takt med at vi opskalerer vores produktion for at kunne nå ud til flere patienter, ser vi en stigning i vores miljøaftryk. På trods af det arbejder vi målrettet på at finde veje til at reducere vores miljøaftryk og fremme cirkulære løsninger. Den øgede CO2-udledning skyldes primært opkøbte produktionsanlæg, som er blevet inkluderet i vores opgørelse i 2025, ekspansionsaktiviteter samt øgede råvareindkøb til produktion.
Resultater opnås ikke fra den ene dag til den anden, og større omstillinger er nødvendige for at nå vores mål for 2033 og 2045. Vi fortsætter med at afsøge muligheder sammen med partnere. Aktuelt fokuserer vi blandt andet på at fremskynde investeringer i vedvarende energi og lavemissionsmaterialer. Herudover har vi fokus på at skifte til en mere miljøvenlig distribution, udvikle genanvendelige produkter og undersøge alternativer til glukose i vores medicinproduktion.
Lad mig give et par konkrete eksempler: I 2025 forpligtede over 3.000 leverandører sig til at investere i vedvarende energi, når de leverer til os, hvilket svarer til omkring 54 procent af emissionerne fra vores leverandører. Herudover reducerede vi vores plastikaftryk per patient med 5% – et vigtigt skridt på vejen til at nå vores mål om 30 procent reduktion per patient i 2033. Endnu et eksempel fra 2025 er glukose, hvor 13 procent produceres via regenerativt landbrug.”
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her











