Danske Bank får både ros og ris i ny omfattende rapport med vurdering af 25 europæiske storbankers overordnede klimamål samt deres udlånsrestriktioner overfor fossile selskaber. Ifølge rapporten, der er udarbejdet af ngo’en ShareAction, har Danske Bank en af branchens mest restriktive politikker i forhold til finansiering af olie- og gassektoren. Til gengæld dumpes bankens klimamål. I et svar til Økonomisk Ugebrev uddyber Elliot Thornton, Research Manager i ShareAction, vurderingerne. Thorbjørn Lundholm Dahl, Head of Climate & Nature i Danske Bank, svarer på kritikken og påpeger blandt andet, at Danske Banks klimamål tager udgangspunkt i en væsentlighedsanalyse. Redaktør Claus Strue Frederiksen ser nærmere på vurderingen af Danske Bank.
Ifølge en ny rapport fra ngo’en ShareAction har Danske Bank en af branchens mest restriktive politikker i forhold til at yde finansiering til olie- og gassektoren. Ud af de 25 europæiske storbanker, der indgår i undersøgelsen, ligger Dansk Bank nummer fem i kategorien fossile politikker.
“Danske Bank har vist lederskab i at adressere risiciene ved finansiering af fossile brændstoffer. Banken har opsat klare røde linjer, der udelukker støtte til selskaber, som udvikler nye olie- og gasprojekter. Det er et vigtigt skridt,” siger Elliot Thornton, Research Manager i ShareAction, til Økonomisk Ugebrev.
Ifølge Elliot Thornton er Dansk Bank dog stadig eksponeret for betydelige klimarisici. Bankens politikker dækker nemlig ikke i tilstrækkelig grad olie- og gasinfrastruktur, som rørledninger og flydende naturgasterminaler – og i takt med at den globale økonomi bevæger sig mod renere energi, risikerer denne type infrastruktur at ende som strandede aktiver.
Læs om rapportens vurdering af Nordea her
Rapporten vurderer også de 25 europæiske storbankers klimamål – både mål som omhandler reduktion af CO2-aftryk fra udlånsporteføljen men også mål, som sigter mod at øge finansieringen af grønne virksomheder og projekter.
Her ender Danske Bank i den tunge ende af feltet, på en 22. plads. Ifølge Elliot Thornton skyldes den dårlige placering blandt andet, at Danske Bank ikke har troværdige CO2-reduktionsmål for centrale højtudledningssektorer som luftfart og bilproduktion, samt at bankens reduktionsmål kun omhandler udlån og ikke bankens øvrige finansieringsydelser.
Elliot Thornton påpeger desuden, at Danske Bank, som en af de eneste europæiske storbanker, ikke har et mål for bæredygtig finansiering: ”Uden et sådant mål kan investorerne ikke se, hvordan banken planlægger at skalere finansiering af grøn teknologi og den grønne økonomi. Den manglende kobling gør det vanskeligere at vurdere, om bankens strategi er fremtidssikret.”
Danske Banks klimachef svarer på kritik
Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl, Head of Climate & Nature i Danske Bank, er det rigtig fint, at Danske Bank ligger i toppen af listen i forhold til vurderingen af storbankernes fossile politikker. Han mener dog, at Danske Bank måske burde ligge endnu højre:
”Vi har i Danske Bank som de eneste sat klare rammer for krav til transitionsplaner, som inkluderer stop for yderligere udvidelse af olie og gas – udover hvad der var godkendt i december 2021. Det må være det vigtigste og mest effektive tiltag i forhold til undgå udvidelse af fossile brændsler i overensstemmelse med det Internationale Energi Agenturs anbefalinger.”
Thorbjørn Lundholm Dahl deler ikke rapportens vurdering af Danske Banks klimamål, der resulterede i en bundplacering. Han understreger over for Økonomisk Ugebrev, at Danske Banks klimamål, som er offentliggjort i bankens klimahandlingsplan, tager udgangspunkt i en væsentlighedsanalyse. I analysen har banken vurderet hvilke sektorer, der er centrale for klimaomstillingen i de nordiske markeder, banken opererer i – samt hvor banken har væsentlig aktivitet.
”Når vi for eksempel ikke har sat mål for luftfart, aluminium eller kapitalmarkedsaktiviteter, så er det fordi, at disse områder udgør en meget lille del af vores forretning. Vores tilgang til klimaomstillingen er at understøtte vores kunder igennem transitionen, med fokus på at skabe størst mulig effekt,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
Han tilføjer, at Danske Bank i ’Approach to Financing the Climate Transition’ forklarer, hvordan banken vurderer troværdigheden af virksomheders transitionsplaner samt søger at understøtte deres grønne omstilling, herunder af værdikæden.


Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her




