Denne første rating af over- og underbetalte topchefer i dansk erhvervsliv viser flere interessante forhold: Nemlig at det bestemt ikke er et klart mønster, at de højest lønnede topchefer også er de mest overbetalte.
Det er faktisk en undtagelse, og blandt de største selskaber er det især Lundbecks Deborah Dunsire og Demants Søren Nielsen, der efter denne model defineres som overbetalte. For begge selskaber er der – eller har der været – udfordringer, for Lundbeck med manglende sællerter til at afløse patentudløb, og for Demant med sidste års hackersag, som kostede selskabet store ekstra tab.
Økonomisk Ugebrev tager nu hul på en proces, hvor vi fremover vil forsøge at identificere henholdsvis over- og underbetalte topchefer i dansk erhvervsliv. I denne artikel præsenterer vi den første model, som vil blive fintunet over de kommende år. Modellen søger at tage højde for selskabernes størrelse og topdirektørens performance over de seneste år. Formålet er bl.a. at nuancere den offentlige debat om høje direktørlønninger
Af de allerhøjest lønnede topchefer defineres bl.a. TDC’s Allison Kirkby, med en samlet årsløn sidste år på 44 mio. kr., som meget overbetalt, men i den samlede løn indgår også et stort ekstraordinært beløb for at tiltræde.
Også Novo Nordisks Lars Fruergaard Jørgensen defineres som i moderat grad overbetalt, men her er forklaringen de usædvanligt gode lønninger indenfor den globale Bigfarma-industri, som anvendes som benchmark for også den danske topchefs lønpakke.
Fair løn til Søren Skou
A.P. Møller-Mærsks CEO Søren Skou fik sidste år en samlet aflønning på 38 mio. kr., og ifølge modellen ligger det inden for det ”normale” for et selskab på denne størrelse. Og med den betydeligt forbedrede lønsomhed i år, er der udsigt til, at Skou med samme løn i år ikke vil blive defineret som moderat overbetalt.
En stribe af de laveste lønnede topchefer bliver her defineret som underbetalte. Det drejer sig bl.a. om en gruppe direktører i mindre selskaber, som har forbedret ROIC-afkastet ganske betydeligt de seneste år, i flere tilfælde fra et stort minusafkast til et mindre minusafkast.
Det omfatter bl.a. Postnords CEO Peter Kjær Jensen, som sidste år fik en samlet løn på 4,2 mio. kr. Også IBM Danmarks Henrik Bodskov, med en årsløn på 4,6 mio. kr., scorer højt på denne parameter.
For begges vedkommende vil de ikke længere blive defineret som underbetalte, hvis ROIC de kommende år ligger fladt eller kun forbedres en lille smule.
Velkendt er det, at der indgår rigtig mange parametre ved fastsættelsen af en topchefs løn, hvor virksomhedens størrelse og performance (i form af bonus og aktieoptioner) kun er en del af de variable. Som regel vægter de meget tungt i den samlede aflønning. Men der er også en stribe mere selskabs- og branchespecifikke forhold, som indgår.
Eksempelvis Carlsbergs CEO Cees ’t Hart med en årsløn sidste år på samlet 50 mio. kr. ligger kun lige uden for gennemsnitsintervallet med en score på 1,41, mod gennemsnitsintervallet på 1,6-1,8. Ud fra denne model får han altså stort set den aflønning, som han fortjener, men med tendens til en mindre overbetaling.
Hvis en stor international virksomhed skal tiltrække en ny topchef, er det afgørende, at der tilbydes en konkurrencedygtig lønpakke, som kan matche, hvad andre succesfulde internationale chefer får inden for samme branche.
Bl.a. det forhold kan være en medvirkende forklaring på Carlsberg-chefens relativt høje aflønning, som i øvrigt var lidt lavere end i 2018.
Og så er der selvfølgelig også afsmitning fra virksomhedens historik, og hvad den tidligere topchef fik, men det er ofte mindre usaglige begrundelser, som ikke bør tillægges stor betydning.
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her




