Historieinteresserede læsere vil nyde Børsens december-serie om fortidens store iværksættere og erhvervsledere. Tirsdag handlede det om A.P. Møller, altså skibsrederen selv, og chefredaktør Niels Lunde forklarer hans berømte budskab om, at ”intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.” Alle danskere har lært, at det er og forbliver en særlig dyd i det stolte danske rederi.
Men hvor særlig er denne dyd, når det kommer til stykket? Spørger man Google Translate, skal rettidig omhu oversættes til due diligence, slet og ret, og det er jo en verdenskendt standard. Mon ikke skibsrederen har mødt begrebet i sin amerikanske hustrus hjemland og blot oversat det til dansk?
Skulle det være tilfældet, er det også fint nok. Det bliver rettidig omhu ikke ringere af. Men man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om det i praksis har været noget, som har kendetegnet rederiet, eller om det – i hvert fald i nyere tid – snarere er omvendt. Den transformation af rederiet, som den nuværende CEO Søren Skou bokser med, er vel netop nødvendig, fordi selskabet ikke så forandringerne i global logistik i tide.
Inden Skous tid var koncernen et konglomerat med en skrabet investorinformation, og ændringen fra denne struktur til at være et mere almindeligt børsnoteret selskab skulle normalt bringe store værdier frem i lyset. Men i Mærsks tilfælde har der tilsyneladende ikke været sådanne værdier, for aktien har nu i to årtier skvulpet omkring samme niveau.
Det rimer ikke rigtigt med, at de skiftende ledelser skulle have indstillet kompasset efter først og fremmest at undgå unødige tab.
Papirklip i juletiden
Denne udgave af Økonomisk Ugebrev er den sidste i 2020. Den forestående højtid er sæson for refleksion, så her er nogle generelle betragtninger om mediernes troværdighed – med udgangspunkt i endnu mere historie.
Se dette billede. Det viser et klip fra en gulnet udgave af Berlingske Tidende årgang 1938. Til venstre er der en meget rosende anmeldelse om en bog om racehygiejne – anmelderen er glad for, at nogen gør noget ved den nødvendige ”slægtens genrejsning”. Bogens forfatter, nordmanden Jon Alfred Mjøen, var egentlig farmaceut, men som så mange andre på den tid var han meget optaget af racelære. Uddannede genetikere rynkede på næsen af ham, men hans virke bragte ham ind i andre cirkler, og han mødtes f.eks. med den italienske diktator Mussolini. Mjøen selv var så heldig at dø inden verdenskrigens udbrud og den efterfølgende selvransagelse.
Til højre på billedet er der nogle betragtninger om, hvad man kunne gøre for sudetertyskerne, der levede under de onde tjekkers åg, alt imens briterne spredte usaglig propaganda. I virkeligheden var det hele naturligvis et udslag af nazistisk propaganda, der skulle forberede verden på den tyske invasion senere på året.
Berlingske var, dengang som nu, en borgerlig avis, der skyede enhver form for ekstremisme. Man kan derfor udelukke en mistanke om, at avisen eller dens skribenter har ønsket at støtte fascister eller nazister, endsige de folkemord, der fulgte. Så det, artiklerne viser, er, hvor svært det er for medier at styre fri af de dagsordner, der mere eller mindre kynisk bliver skabt i en politisk eller økonomisk hensigt. Når tilstrækkeligt mange har et eller andet synspunkt, er man nødt til at forholde sig nøgternt og neutralt til det, og det indebærer interviews med moderate mennesker, der efter bedste evne forsvarer deres sag med saglige argumenter. I slutningen af 30’erne var der på den konto mange medier, som kom til at løbe mørke kræfters ærinde. Men fænomenet findes til enhver tid.
Hvordan vil aviserne fra 2020 blive oplevet, når folk om 80 år finder dem under oprydning på loftet? Vil man ryste på hovedet af, hvordan vi håndterede coronaen? Vil man grine af, at vi troede vi kunne styre klimaet, eller forarges over, at vi ikke gjorde mere for at afværge en katastrofe? Vil man anerkende årets kamp mod racisme, eller vil man tværtimod gyse ved at se, hvordan vi igen var begyndt at se karaktertræk og holdninger som en funktion af hudfarve? Vil man overhovedet forstå balladen om Morten Østergaards hånd på Lotte Rods hånd? Og på den økonomiske front – vil man hæfte sig ved, hvordan medierne dårligt registrerede, at den politiske konsensus om økonomisk ansvarlighed pludselig var væk?
Tiden vil vise det. Kun de mindste børn bliver gamle nok til i år 2100 at sidde med de gulnede aviser fra 2020. Må det gå dem – og alle os andre – vel. Glædelig jul og godt nytår!
Sten Thorup Kristensen
