For over ti år siden vedtog Folketinget lovgivning, der pålægger store danske virksomheder at rapportere om deres arbejde med samfundsansvar. Siden da er der udgivet titusindvis af bæredygtighedsrapporter, hvor virksomheder oplyser om alt fra medarbejdertilfredshed til klimapolitik. Information om virksomhedernes klimaaftryk er dog fortsat en mangelvare, viser en stikprøve blandt ti mellemstore virksomheder. Økonomisk Ugebrev Samfundsansvars redaktør Claus Strue Frederiksen fortsætter her artikelserien om erhvervslivets klimarapportering.
Økonomisk Ugebrev har i en tidligere stikprøve om Scope 3-klimarapportering, som vedrører indirekte CO2-udledninger fra værdikæden, påvist, at tre ud af ti af de største danske erhvervsvirksomheder i deres seneste bæredygtighedsrapport oplyste om Scope 3. De øvrige syv oplyste ikke om Scope 3, men flertallet af dem er på vej med data i næste bæredygtighedsrapport. Eksempelvis Mærsk og Carlsberg rapporterer om hele deres klimaaftryk.
Men hvordan ser billedet så ud i gruppen af mellemstore danske erhvervsvirksomheder, typisk midcap selskaber. Her er billedet noget mere broget end for de store selskaber, og de er ikke lige så langt fremme i arbejdet med klimarapportering som de store selskaber.
Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har i en stikprøve taget pulsen på ti mellemstore virksomheders klimarapportering. Det drejer sig om Bang og Olufsen, Brdr. Hartmann, FirstFarms, Flügger, Haldor Topsøe, Harboe, HusCompagniet, Jeudan, Per Aarsleff A/S og RTX.
Ingen af de ti undersøgte virksomheder har sat tal på deres scope 3 aftryk i de seneste bæredygtighedsrapport. I forhold til scope 1 og 2 aftryk er det kun Haldor Topsøe og HusCompagniet, der oplyser herom. Begge virksomheder oplyser, at de er opmærksomme på scope 3, og Haldor Topsøe vil begynde at beregne deres scope 3 aftryk i 2021.
Bang og Olufsen og Flügger oplyser om udvalgte specifikke klimadata i deres bæredygtighedsrapport: Bang og Olufsen oplyser CO2-aftrykket for deres bygninger, hvorimod Flügger rapporterer om CO2-aftryk pr. liter maling. Selvom disse data kan være relevante nok, lever de på ingen måde op til rapporteringskravene i de kendte standarder som Global Reporting Initiative, der netop opfodrer virksomhederne til at oplyse om deres scope 1, 2 og 3 aftryk. Samme lidt tågede oplysninger kommer fra Harboe, der oplyser klimatal for egen produktion, dog uden at specificere, hvad det præcist dækker over.
I et svar til Økonomisk Ugebrev henviser Bang og Olufsen dog til en nylig offentliggjort ESG factbook, der er tilgængelig via virksomhedens hjemmeside, hvor de oplyser om deres scope 1 og 2 aftryk samt dele (transport og flyrejser) af deres scope 3 aftryk.
Hverken Brdr. Hartmann, FirstFarms, Jeudan, Per Aarsleff A/S eller RTX præsenterer konkret klimadata i deres bæredygtighedsrapport. I et svar til Økonomisk Ugebrev oplyser Brdr. Hartmann, FirstFarms, Per Aarsleff A/S og RTX, at de forventer at rapportere mere udførligt om deres klimaaftryk fremadrettet, eksempelvis forventer FirstFarms, at de allerede næste år vil rapportere om deres scope 1 og 2 udledninger, men altså først senere om scope 3.
”Vi har i en periode arbejdet på at udbygge vores interne overblik over energiforbrug og CO2-udledning ved beregning af klimaaftryk (scope 1-3) med udgangspunkt i Greenhouse Gas Protocol (GHG). På den baggrund forventer vi også at rapportere mere udførligt om klimaaftrykket fremover,” oplyser Torben Rosenkrantz-Theil, adm. direktør i Brdr. Hartmann.
”Vi har en plan om at rapportere mere udførligt om vores klimaaftryk via GHG Protocol – vi er dog lige nu i den fase, hvor vi er ved at indsamle og strukturere data for vores klimaaftryk, så vi kan danne os en baseline og derefter lave nogle målsætninger på området og nogle efterfølgende handlingsplaner,” oplyser Gregers Pedersen, HR-chef i Per Aarsleff A/S.
Morten Axel Petersen, CFO i RTX oplyser, at virksomheden ”arbejder på måling og efterfølgende rapportering af i første omgang scope 1 og 2 CO2 footprint i regi af CDP.”
Som den eneste virksomhed forventer Jeudan ikke forbedringer af klimarapporteringen, i hvert fald ikke på den korte bane. Jens Lyngstrand, servicedirektør og ansvarlig for ESG hos Jeudan, henviser i den forbindelse til, at det er virksomhedens første bæredygtighedsrapport. Ifølge Lyngstrand har Jeudan ”valgt at prioritere overblik samt en så enkel tilgang til de komplekse problemstillinger, som muligt. Vi følger naturligvis udviklingen indenfor standarderne nøje, men vi forventer ikke at ændre på rapporteringsformen for den kommende ansvarlighedsrapport.”
Ifølge Birgitte Mogensen, ekspert i bæredygtighedsrapportering, illustrerer resultaterne i stikprøven ”behovet for en standardisering af bæredygtighedsrapportering og herunder på klimaområdet. Og den er også på vej. Fra og med regnskabsåret 2023 vil et nyt revideret direktiv om bæredygtighedsrapportering fra EU omfatte en række standarder, hvoraf en af dem vil favne klimadata. Lige nu er det meget svært at sammenligne virksomheders performance på klimaområdet, særligt på scope 3.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.