Klimamål indgår i langt de fleste C25-topchefers incitamentsprogrammer. Modsat bonusprogrammernes finansielle mål med konkrete målbare nøgletal, omhandler klimamål sjældent de CO2-tunge poster i klimaregnskaber. Topchefer i blandt andet Ambu, DSV, Mærsk og Novo Nordisk kan opnå klimabonus samtidig med, at selskabets samlede klimaaftryk stiger, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne analyse.
Flere topchefer i de store børsnoterede selskaber har det seneste år fået tildelt klimabonus, selvom selskabernes CO2-aftryk er øget, viser Økonomisk Ugebrevs analyse. Dette er tilfældet hos blandt andet de to C25-giganter DSV og Novo Nordisk.
Men fænomenet med manglende sammenhæng mellem klimamål og bonusmål er ikke et særsyn, tværtimod går samme mønster igen i andre C25-topchefers bonusprogrammer: Typisk omfatter de finansielle målepunkter centrale konkrete finansielle nøgletal som driftsoverskud og udvikling i aktiekurs i forhold til peers. Mens klimamålene ofte omfatter mindre poster i klimaregnskabet. Det gælder blandt andet i Ambu, Genmab og Mærsk.
På trods af at DSVs samlede CO2-aftryk er steget markant det seneste år, inkasserer CEO Jens Lund ifølge vederlagsrapporten alligevel klimabonus. Forklaringen er, at bonuskomponenten for klima kun indeholder krav til CO2-reduktioner for en meget lille del af DSV’s samlede CO2-aftryk.
Kort fortalt indgår der ikke krav til CO2-reduktion i værdikæden, det såkaldte scope 3, selvom denne post udgør 97% af DSV’s samlede udledninger. Ifølge bonusmålet skal DSV have iværksat en række initiativer for at reducere scope 3 aftrykket – men målet indeholder altså ingen konkrete krav til CO2-reduktioner af scope 3 aftrykket.
Overordnet set indeholder Jens Lunds bonusprogram tre komponenter: Driftsoverskud, udvikling i aktiekurs set i forhold til peers samt klimaresultater. De to første komponenter udgør begge 40% af bonusprogrammet, klima fylder 20%. Mens to første komponenter omhandler centrale finansielle nøgletal for udviklingen i den overordnede forretning, omhandler kravet til CO2-reduktioner kun DSV’s såkaldte scope 1 og 2 CO2-aftryk fra egne operationer.
Målet tilsiger, at scope 1 og 2 aftrykket skal være reduceret med 4% i 2024, set i forhold til baselineåret 2019. Men af DSV’s samlede CO2-aftryk på 13,3 millioner ton sidste år, udgjorde scope 1 og 2 CO2-aftrykket kun 369 tusind ton, altså under 3% af det samlede klimaregnskab.
Dertil kommer, at DSV’s samlede CO2-aftryk er steget det seneste år fra 12,1 millioner ton i 2023 til 13,3 millioner ton i 2024, altså en stigning på 10%. Så andelen, der beregnes bonus ud fra, udgør altså en dråbe i havet, og omhandler ikke udviklingen i koncernens samlede udledning.
Økonomisk Ugebrev har spurgt DSV, hvorvidt selskabet overvejer at justere klimakomponenten i topchefens bonusprogram således, at den fremadrettet indeholder krav til CO2-reduktioner af DSV’s samlede scope 1, 2 og 3 aftryk. Det bliver der ikke svaret klart på.
DSV’s presseafdeling meddeler: ”Kriterierne og målsætningerne for tildeling af variabel aflønning bliver fastsat én gang årligt af bestyrelsen på basis af anbefaling fra DSV’s aflønningskomité. Kriterier for den tildelte bonus i 2025 vil fremgå af selskabets vederlagsrapport.”
Læs hele svaret fra DSV samt respons fra de øvrige C25-selskaber her
Jens Lund er dog ikke den eneste C25-topchef, der kan inkassere klimabonus samtidig med, at selskabets klimaaftrykket er steget markant. Et andet eksempel er Lars Fruergaard, forhenværende CEO i Novo Nordisk. Det seneste år er Novo Nordisks samlede klimaaftryk steget fra 1,8 millioner ton i 2023 til 2,3 million ton i 2024, altså en stigning på 23%.
Alligevel er det lykkedes Lars Fruergaard Jørgensen at indfri det klimamål, der indgår i hans kortsigtede bonusprogram. Heller ikke Fruergaards bonusprogram omfatter nemlig de tunge CO2-poster i Novo Nordisks klimaregnskab. Eksempelvis indkøb af varer og services, der udgør knap halvdelen af CO2-aftrykket.
I stedet går klimamålet i Fruergaards bonusprogram på at reducere selskabets scope 1, 2 samt dele af scope 3 (flyrejser og produktdistribution) med mindst 36% i forhold til 2019. Scope 1 og 2 samt de udvalgte dele af scope 3 udgør samlet set omkring 15% af Novo Nordisks samlede klimaaftryk.*
Udover klimamål omhandler Lars Fruergaard Jørgensens bonusprogram traditionelle konkrete forretningsmål. Eksempelvis mål for salgsvækst og driftsoverskud i det kortsigtede bonusprogram.
En analogi til klimamålet ville være, hvis Fruergaard i stedet for at blive vurderet på salgsvæksten for hele selskabet, blot blev vurderet på væksten i udvalgte regioner, svarende til 15% af Novo Nordisk samlede markeder.
Hvis bonusmålet var skruet sammen på den måde, kunne Fruergaard opnå bonus i en situation, hvor Novo Nordisk-koncernens salg var faldet markant, fordi salget var faldet i mange af de andre regioner. Næppe en situation bestyrelsen ville betragte som belønningsværdig.
Novo Nordisk oplyser til Økonomisk Ugebrev, at et bredere fokus på CO2-reduktion forventes at være afspejlet i fremtidige bonusprogrammer. Det tyder således på, at den danske medicinalgigant vil inkludere krav til CO2-reduktion i nogle af de tungere poster i klimaregnskabet i topchefens fremtidige bonusprogram – læs hele Novo Nordisk svar til Økonomisk Ugebrev her.
Ifølge Ambus seneste vederlagsrapport omhandler klimamålet i topchef Britt Meelby Jensens bonusprogram en reduktion i energiforbruget for hvert produceret produkt. Det fremgår ikke af vederlagsrapporten, hvad der præcist menes med energiforbruget per produceret enhed eller hvor stor en post, det udgør i Ambus samlede klimaregnskab.
Hvis vi antager, at energiforbruget er identisk med aftrykket fra Ambus indkøb af energi, herunder el og varme – altså det såkaldte scope 2 aftryk – så udgør dette ifølge årsrapport kun syv procent af Ambus samlede klimaaftryk. Hovedparten af aftrykket ligger i værdikæden, det såkaldte scope 3 aftryk.
Det betyder, at Britt Meelby Jensens klimabonus på lange stræk er afkoblet udviklingen i Ambus samlede klimaregnskab – det seneste år er Ambus samlede scope 1, 2 og 3 CO2-aftryk steget fra 161 tusind ton i 2023 til 209 ton CO2 i 2024, altså en stigning på 29 procent.
Med et samlet CO2-aftryk på 83,6 millioner ton i 2024 står Vincent Clerc, CEO i A. P. Møller – Mærsk, i spidsen for den mest klimatunge virksomhed i C25-indekset. Ifølge selskabets seneste vederlagsrapport, indgår der klimakomponenter i Vincent Clercs bonusprogram.
Klimamålene i Vincent Clercs bonusprogram er ikke præcist angivet – opfyldelsen bygger på en konkret bestyrelsesvurdering. Overordnet handler målene dog om energi-effektivitet og udbud af grønne produkter i flådeforretningen.
Hvor meget CO2-aftrykket skal reduceres, for at Vincent Clerc kan indfri klimamålene i bonusprogrammet, er således umuligt at sige. Flere ting er dog værd at bemærke: Aftrykket fra værdikæden, der udgør klart den største post i Mærsks klimaregnskab, indgår ikke i bonusmålene. Desuden, hvis energieffektiviteten i Mærsk-flåden stiger, indebærer det ikke nødvendigvis, at flådens klimaaftryk falder.
De seneste ti år er det ikke lykkedes Mærsk at reducere selskabets direkte CO2-udledninger, det såkaldte scope 1 aftryk, hvoraf hovedparten stammer fra flådedrift. De er tværtimod steget 5%. I samme periode er det dog lykkedes Mærsk at hæve energieffektiviteten i flåden betragteligt.
Det tyder altså på, at Vincent Clerc sagtens kan indfri klimamålene i bonusprogrammet, uden at A. P. Møller – Mærsks klimaaftryk er faldet betydeligt.
Læs mere om Mærsks kuldsejlede klimaindsats her
Klimakomponenten i Jan van de Winkes, CEO i Genmab, bonusprogram omhandler kun (dele) af selskabets scope 1 og 2 aftryk. Scope 1 og 2 udgør imidlertid under 1% af Genmabs samlede CO2-aftryk. Jan van de Winkes kunne tidligere på året inkasserer klimabonus, selvom selskabets samlede CO2-aftryk er steget fra 152 tusind ton i 2023 til 191 tusind ton i 2024, altså en stigning på 25%.
Læs respons fra A. P. Møller – Mærsk, Ambu, DSV, Genmab og Novo Nordisk her
Der er C25-selskaber, der inkluderer tunge klimaposter i topchefens bonusmål. Det gælder blandt andet Carlsberg, der stiller krav til CO2-reduktion i værdikæden, der omhandler 78% af bryggerigigantens klimaaftryk.
Ifølge Carlsbergs vederlagsrapport indgår der følgende klimamål i CEO Jacob Aarup-Andersen langsigtede bonusprogram: 2% absolut CO2-reduktion i værdikæden i forhold til 2024 baseline; 18% absolut CO2-reduktion i vores bryggerier i forhold til 2023-udgangspunktet.
* Novo Nordisk klimaregnskab indeholder ikke posterne flyrejser og produktdistribution. I udregningen indgår i stedet posterne: Forretningsrejser samt downstream transport og distribution.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.