Ifølge en pressemeddelelse fra 2024 var det meningen, at investorerne i CIP’s investeringsfonde skulle investere kapital i tidligere ATP-investeringschef Bjarne Graven Larsens investeringsfonde under Qblue. Det skete samtidig med, at CIP-partnerne investerede private penge i administrationsselskabet. Men her to år senere har ingen af fondene under Copenhagen Infrastructure Partners investeret i Qblue, oplyser både CIP og Bjarne Graven Larsen til Økonomisk Ugebrev uden at forklare, hvorfor. En mulig forklaring kan være svigtende afkast i Qblues fonde, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Tilbage i september 2024 så det ud til, at tidligere investeringschef i ATP, Bjarne Graven Larsen, i den grad havde skudt papegøjen. I en pressemeddelelse blev det annonceret, at hans fond Qblue skulle samarbejde med Danmarks største kapitalforvalter af grønne investeringer, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) med næsten 300 mia. kr. under forvaltning.
I pressemeddelelsen fortælles om ambitionerne: nye produkter fra Qblue til CIP’s pensionskunder, en ukendt investering i millionklassen til Qblue fra CIP’s partnere, som også blev medejere af administrationsselskabet med en ejerandel på 15 pct. af Qblue – og selvfølgelig udsigten til endnu flere pensionskroner under forvaltning for dem begge.
Men i dag – her to år senere – viser det sig nu, at ingen af CIP-fondene har investeret en eneste krone i Bjarne Graven Larsens Qblue-fonde.
Fra CIP oplyses det i en mail til Økonomisk Ugebrev: ”CIP Holdings minoritetsinvestering i Qblue er adskilt fra de investeringsbeslutninger, der træffes på vegne af CIP’s fonde og investorer. Ingen af CIP’s fonde er investeret i Qblues produkter.”
Det oplyses ikke, hvorfor CIP-fondene endnu ikke har investeret i fondene bag Qblue. Men det kan ikke udelukkes, at det kan have noget at gøre med det svigtende afkast i Qblue Transitionsfond med flere milliarder under forvaltning. Sidste år gav Qblue-transitionsfonden et afkast på knap 11 pct., svarende til det halve af fondens benchmark som beskrevet i forrige udgave af ØU Finans.
CIP-partner Mogens Thorninger udtalte for to år siden i forbindelse med investeringen i Qblue: ”By combining CIP’s global reach and expertise in renewable energy investments with Qblue Balanced’s pioneering approach in the liquid capital markets, we are well-positioned to deliver powerful new solutions to our investors and stakeholders,” lød det i pressemeddelelsen, hvor Transitionsfonden også nævnes. Med andre ord var det planen, at CIP skulle levere investeringskroner til Qblues fonde. CIP har bl.a. ATP, PFA og PensionDanmark i investorkredsen.
Det handler om penge
Hverken CIP eller Qblue kan i dag tilbyde en officiel forklaring på, om noget er gået galt, eller om det bare skyldes, at Qblue ikke har leveret et særligt godt afkast. Men det er noget, som pensionsselskaber bør interessere sig for. ”Pensionsselskaberne, som i dag investerer i CIP’s fonde og projekter, bør undersøge, om Qblue er det rette makkerskab fremadrettet, når afkastet gennem længere tid er bagud i forhold til sammenlignelige fonde,” siger Marianne Thørs, stifter af den uafhængige investeringsrådgiver Confida.
ØU har spurgt pensionsselskaberne med investeringer i CIP, hvad de synes om CIP’s samarbejde med Qblue. Hverken ATP, PFA eller PensionDanmark ønsker at kommentere på samarbejdet.
AP Pension oplyser, at pensionsselskabet ikke har fået nogen forklaringer fra CIP om makkerskabet med Qblue: ”Copenhagen Infrastructure Partners har købt en ejerandel i et andet asset management-selskab. Det er som udgangspunkt et selskabsforhold, som ikke har betydning for forvaltningen af de investeringsfonde, vi måtte investere i,” oplyser AP Pension i en mail.
Omkring de udeblevne investeringer fra CIP’s investorer i det annoncerede samarbejdsforhold skriver Bjarne Graven Larsen i en mail:
“Qblue Balanced A/S (Qblue) har CIP Holding som minoritetsaktionær. Ingen fonde forvaltet af CIP har interesser i Qblue eller Qblues investeringsprodukter. CIP Holding (altså reelt CIP’s partnerejere, red.) har også investeret i investeringsprodukter udbudt af Qblue. Det, at aktionærer og medarbejdere investerer i Qblue-investeringsprodukter, er sædvanligt og bliver af vores øvrige kunder i investeringsprodukterne anset som en fordel, der bidrager til at styrke fælles interesser.”
Carsten Vitoft
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her














