Spritnye tal viser rekordstore forskelle i forhold til udviklingen på de samme børsnoterede aktiver. Det kan nemt betyde, at der aktuelt omfordeles milliarder mellem pensionskunderne på et forkert grundlag. PFA Pension erkender, at selskabet har værdisat alternativer forkert.
Det gælder om at skynde sig på pension, hvis man er medlem af AP Pension eller PensionDanmark. Så er der nemlig en rigtig god chance for, at man kan få en fed luns af andres surt optjente pensionskroner med sig på pension til ekstra at forsøde alderdommen.
Omvendt bør man hurtigst muligt udskyde sin pensionsalder, hvis den ligger i PBU, der er pensionskassen for pædagoger.
Sådan er situationen, hvis afkastene på alternative investeringer er lige så skæve, som de umiddelbart fremstår ud fra egne tal. Meget tyder på, at det efterhånden er blevet det vilde vesten, når pensionsselskaberne selv opgør afkastet på deres alternative investeringer.
I AP Pension er kunderne eksempelvis i 2022 blevet forgyldt af afkast på 26 pct. på infrastruktur og afkast på 25 pct. på unoterede aktier. Men de samme typer aktiver, blot børsnoterede, har samtidig tabt henholdsvis 1 og 25 pct.
At der er noget helt galt i værdiansættelserne bliver mere og mere tydeligt. Landets største pensionsselskab, PFA, meldte i denne uge ud, at de nu også har mistet tilliden til både eksterne og interne fondsforvalteres opgørelse af afkastet. Så PFA har nu nedskrevet værdier, hvad de kalder de ”rå” afkast, for samlet 8 mia. kr. i 2022.
Men meget tyder på, at det er kun toppen af isbjerget, viser Økonomisk Ugebrevs rundspørge til pensionsbranchen, hvor vi har indsamlet de nyeste afkasttal for alternativerne (se tabel).
Alternativer udgør efterhånden op mod en tredjedel af den samlede pensionsopsparing, altså over 1000 mia. kr. Så skyder man 30 pct. skævt på afkastet, ryger der hurtigt 10 pct. af formuen i ét hug – på ren teknik. Skyder man 50 pct. galt, så er vi helt oppe i nærheden af 15 pct., og på en fuldvoksen pensionsordning kan det nemt blive tæt på 1 mio. kr., der vindes eller tabes på et ret tilfældigt grundlag.
Alene af den grund mener den uafhængige rådgiver og stifter af Confida, Marianne Thørs, at tilsynet nu må stramme yderligere op på området.
”I dag er kunden nødt til at stole på selskabets opgørelsesmetode. Dog tror jeg ikke, at der er nogen pensionskunder, der vil kunne gennemskue, om opgørelsesmetoden i deres eget selskab er mere lempelig eller stram end et andet selskabs. Derfor mener jeg, at opgaven med at få skabt mere gennemsigtighed og ens opgørelsesmetoder ligger hos Finanstilsynet og pensionsselskaberne”, siger hun.
Et nærliggende spørgsmål er så, om dette kan overlades til branchen selv? Her kan man blot konstatere, at branchen før har arbejdet på at nå til enighed – uden et brugbart resultat. De senere år er forskelle i afkast blot blevet større – og dermed også risikoen for, at danskerne tvinges til at deltage i et roulettespil, når de går på pension eller skifter job og selskab.
Meget tyder på, at situationen passer pensionsselskaberne særdeles godt, da de kan bruge disse afkast på alternativer til at pynte på dårlige resultater – altså når afkastet i perioder svigter, som det skete i 2022. Så kan man jo bare skrive op på alternativerne. Særligt hvis man samtidig er kommet lidt bagefter konkurrenterne på afkastet på andre aktiver.
Det afviser brancheforeningen dog er tilfældet. ”Pensionsselskabernes værdiansættelser af unoterede investeringer bygger på almindeligt anerkendte metoder og er i stort omfang de samme på tværs af branchen. Værdiansættelserne revideres af revisorerne, og Finanstilsynet fører tilsyn med dem”, skriver vicedirektør Jan V. Hansen fra F&P i en mail.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.