Selv om kunstig intelligens (AI) med al sandsynlighed vil blive stort, tilsiger erfaringen med ny teknologi, at man heller ikke skal forhaste sig. Men det er en balancegang, fordi det for de fleste virksomheder også er livsvigtigt at komme med på vognen. Løsninger skal undersøges og tænkes igennem, og i den proces er topchefens ageren afgørende, fremhæver konsulentfirma.
Internettet, som vi kender det i dag med en praktisk brugerflade, var dårligt nok opfundet, før de første dommedagsprofetier om detailhandlen kom: Forbrugerne ville købe alting på nettet, og de butikskæder, der ikke formåede at omstille sig, ville dø. Forudsigelsen skulle i lange stræk vise sig at være korrekt. Men kun i det overordnede: Forbruget flyttede langsommere end forventet, og mange af de nye netbutikker, der i begyndelsen var kry og troede, de skulle overtage verden, gik i stedet konkurs med store tab.
Man skulle tro, at dette til gengæld gav de eksisterende storspillere tid og ro til omstillingen. Men de endte, på trods af at de stod stærkt i forbrugernes bevidsthed, i de fleste tilfælde også i historiebøgerne.
Det er et skisma, der fortsætter den dag i dag. Endnu tre årtier inde i internetalderen er der sektorer af detailhandlen, hvor man diskuterer, om og i givet fald hvornår forbruget vil rykke over på nettet. Det er et forløb, der er værd at erindre for topchefer, som har fulgt den kunstige intelligens’ gennembrud med især ChatGPT, og som kan se, at det både er en mulighed og en trussel.
Denne korrekte vurdering betyder ikke, at topcheferne uden videre skal kaste alle mand og alle midler efter AI. Beslutninger på det felt er strategiske, og de skal tænkes godt igennem, så man ender med at komme til markedet med de bedste løsninger – og vel at mærke med den rigtige timing. For at det skal fungere, må topchefen selv sætte sig i spidsen for det arbejde, der ligger forud for de store beslutninger, fremhæver konsulentfirmaet SpencerStuart i en artikel på sin hjemmeside.
Umiddelbart kan det virke uoverskueligt, og der er heller ikke en konkurrent eller en ”sort svane”, som pandemien eller inflationen, der naturligt sætter handlinger i gang i organisationen. SpencerStuart foreslår tre fikspunkter, når CEO’ giver sig i kast med at føre virksomheden ind i AI’s tidsalder.
For det første må man danne sig et overblik over muligheder og risici, samt af hvordan strategien skal justeres. Til det formål må de sædvanlige fora, hvor man diskuterer strategi, aktiveres. Det gælder bestyrelse og direktion, men det vil også typisk være relevant at inddrage personer og instanser længere nede i organisationen, for hvem den praktiske anvendelse af AI synes mest oplagt.
Det er vigtigt i denne fase, at man giver sig god tid. Man skal ikke lynhurtigt nå frem til en ny strategi, man kan sætte to streger under. Man skal så at sige blot identificere de punkter i den eksisterende strategi, der skal gentænkes. Der skal også eksperimenteres med at anvende AI, men i første omgang vil der typisk være tale om få og afgrænsede eksperimenter.
For det andet skal man gennemtænke sin kommunikation om anvendelsen af AI, således at man ikke undervejs sætter sin troværdighed over styr. Hvor det umiddelbart er imponerende, at en robot på få sekunder kan skrive en længere tekst om et komplekst emne, er det også klart, at disse tekster ofte er noget overfladiske, at de kan indeholde alvorlige fejl, og at maskinerne desuden er programmeret med nogle moralske holdninger, som brugerne, eller brugernes kunder, ikke nødvendigvis er enige i.
SpencerStuart undersøgte allerede i 2021, altså før AI’s folkelige gennembrud, hvilken nytte virksomheder havde af at bruge teknologien. Man fandt, at nogle få projekter var meget succesfulde, men at de fleste floppede. Og når det gik galt, skyldtes det typisk menneskelige fejl, hvor operatørerne enten ikke udnyttede potentialet fuldt ud, eller hvor de ikke turde bruge de resultater, maskinerne fandt frem til.
For det tredje må CEO’en vise nysgerrighed, forstået sådan at han/hun skal forholde sig ligefremt til sine manglende kundskaber indenfor AI. Det hele er endnu nyt, og det er ingen skam at hidkalde klogere folk og stille dem spørgsmål, som de måske vil opfatte som dumme.
Det handler ikke blot om, at man selv skal være åben for læring. Det handler også om det signal, man sender til sine ansatte. De skal forstå, at de ligeledes gerne må stille dumme spørgsmål, og det er endnu langt fra givet, hvordan virksomheden kommer til at anvende AI.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.