Selv blandt de største amerikanske virksomheder er det kun hver tiende, der for alvor er i gang med at tage generativ AI i anvendelse, viser nyt survey. Noget tilsvarende gælder givetvis herhjemme. I sidste ende handler det om at brase igennem forhindringerne – og når dette ikke er muligt, så finde en vej uden om dem, skriver BCG. Denne artikel indgår i artikelserien om erhvervslivets anvendelse af AI.
Større virksomheder kan løfte overskudsgraden med 2,5 til 5,0 procentpoint ved at bruge generativ AI, vurderer konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG) i en analyse af mulighederne. Og det vil være en indtjeningsfremgang, der hurtigt slår igennem. Næsten en tredjedel kommer inden for det første halvandet år, lyder vurderingen.
I effektive konkurrencemarkeder, hvor flere spillere er fremme i skoene med anvendelse af AI, vil indtjeningsfremgangen snart blive spist op af lavere salgspriser. For dem, som ikke er fremme i skoene, kan det snart resultere i finansielle resultater, der er så ringe, at det er livstruende for de pågældende virksomheder.
Således skulle man tro, at alle virksomheder var med på vognen nu. Det er imidlertid langt fra tilfældet, viser BCG’s survey blandt store amerikanske virksomheder. Faktisk er det kun 10 pct. af dem, der kører derudad. De har oprettet og testet systemer, som de snart er klar til at skalere ud til hele virksomheden.
Yderligere 50 pct. af virksomhederne er i gang med pilotforsøg. Tilbage er hele 40 pct., som i praksis slet ikke er i gang endnu. At denne restgruppe er så stor, er ikke så overraskende, som man først tænker. De har gordiske knuder, der skal hugges over, før de kan komme i gang.
Konsulentfirmaet har nogle forslag til, hvordan det kan foregå i praksis: For knap halvdelen af virksomhederne i restgruppen er det et problem, at deres it-systemer ikke er up to date. De har måske, før generativ AI pludselig kom frem, levet fint med lidt ældre systemer, som ikke havde topkvalitet, men som til gengæld var pålidelige. Nu er mange af disse virksomheder ved at skaffe sig nye systemer. Men det er også en proces, der tager tid, før de er parate til næste fase.
BCG påpeger, at pilotprojekterne med generativ AI ikke behøver at afvente, at nye systemer er fuldt indfaset. I mellemtiden kan man f.eks. alliere sig med partnere, der er længere fremme, eller man kan erhverve standardiserede AI-systemer.
En endnu større andel af virksomheder har et endnu mere lavpraktisk problem: Deres ledere har simpelthen ikke de fornødne kompetencer på it-fronten. De har derfor også svært ved at identificere relevante AI-projekter. En løsning ligger dog lige for: Send de pågældende ledere på kursus.
Virksomheder, der er bagud på AI-fronten, skal også prøve at gøre det nemt og overskueligt for sig selv. De behøver ikke opfinde alting her og nu. De kan starte med at høste erfaringer fra nogle pilotprojekter, der er udvalgt, fordi de er nemme at gå til og kan påregnes at give et relativt stort udbytte.
Endelig anbefaler BCG at have fokus på governance. På en række områder arbejder virksomhederne allerede med kvalitetssikring. Det gælder f.eks. produktkvalitet, arbejdsmiljø og regnskabsaflæggelse. Tilsvarende bør man have en organisation, der holder øje med, at AI-projekter følger nogle kvalitetsnormer, og som samtidig indsamler de erfaringer, man gør sig hen ad vejen.
Det tager tid. Men der er stadig tid til at indhente de bedste. Og nu har man den fordel, at man kan iagttage, hvad det mere præcist er, der kendetegner frontløberne i forhold til generativ AI. BCG opregner fem punkter:
For det første har frontløberne nogle væsentlige og oplagte muligheder for at profitere af AI. Hver fjerde virksomhed, der sidder fast i startblokken, vurderes af BCG at være blandt dem, der kan se frem til et stort finansielt udbytte ved at nå i mål.
For det andet er frontløberne i forvejen stærke på it og digitalisering, både når det gælder den teknologi, man besidder, og den strategiske tænkning.
For det tredje har de visionære ledere, der dyrker en innovativ kultur.
For det fjerde har de en klar rollefordeling for de ansatte. De er gode til at tiltrække nye ansatte og at give allerede eksisterende ansatte nye kvalifikationer. Og de har tænkt over, hvordan det kan fremme medarbejdernes karriere at opnå kompetencer inden for AI.
Endelig for det femte har de udtænkt og implementeret processer for ansvarlig brug af AI.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.