Agentisk AI – AI-agenter – kommer til at ændre spillereglerne for virksomheder fuldstændigt. Arbejdsgange, værdiskabelse og alt andet. AI-agenter kan nemlig utroligt meget. Mange opgaver løser de hurtigere og mere præcist end mennesker. Det åbner for et enormt potentiale. Et potentiale, der dog ikke bliver indfriet lige om hjørnet. Vejen dertil er stadig lang og snørklet.
At udvikle og derefter skalere generativ AI har vist sig at være en krævende opgave, skriver McKinsey.
Mange virksomheder har endnu til gode at se deres AI-investeringer slå igennem på bundlinjen. Men det er blot et spørgsmål om tid. Forandringerne, der er undervejs, er nemlig massive, både i hastighed og omfang. Og den kræver opmærksomhed. CEO’er befinder sig i dag i en særlig vigtig position: Hvordan de vælger at gribe AI-udviklingen an vil være altafgørende.
Først bør man se på, hvad AI-agenter egentlig er, og hvad de kan. Mange har nemlig stadig begrænsede – eller helt forkerte – forestillinger herom. Ifølge McKinsey findes der groft sagt to niveauer for brugen af AI-agenter: ‘agentic labour’ og ‘agentic engine’.
Agentic labour dækker over agenter, der fungerer som en form for hjælpeværktøj. De assisterer mennesker med deres daglige opgaver. Udarbejder udkast, tager noter, laver referater, skriver kode eller laver research.
I praksis er det en slags digitalt sidekick, der yder individuel forstærkning. Det kan øge produktiviteten med 20-30 pct. Et andet område i samme kategori er workflow-automatisering. Her lægges en agentisk løsning ovenpå eksisterende processer for at gøre dem hurtigere eller billigere. Det kan øge effektiviteten med 20-40 pct., men her er man stadig afhængige af de gamle systemer – og af mennesker til at overvåge og styre.
Agentic engine er det næste og langt mere transformative niveau. Her er tankegangen ikke længere, at man bygger oven på noget eksisterende, men derimod at man designer processerne med agenterne som udgangspunkt. Det betyder nye systemer, nye måder at arbejde på – og mulighed for at skabe langt større værdi.
Herunder findes funktionelle agentiske workflows, hvor man redesigner en funktion, f.eks. kundeservice eller finans, så et team af AI-agenter samarbejder om at løse opgaver. På den måde optimerer man processer for både hastighed og kvalitet.
Tager man den endnu længere, er der tværfunktionelle agentiske systemer. Her arbejder AI-agenter på tværs af afdelinger og styrer hele værdikæder. Det er her de helt store gevinster ligger: hurtigere beslutninger, lavere omkostninger, bedre kundeoplevelser og i nogle tilfælde op til 70-80 pct. besparelser.
Men den slags forandring kræver noget helt andet end små pilotprojekter. Det kræver, at CEO og bestyrelse selv er dybt involverede – for på dette niveau handler det ikke bare om teknologi, men om at gentænke hele virksomhedens måde at arbejde på. En 3-årig plan kunne se sådan ud:
AI-transformation – År 1 og 2. I de første to år handler det først og fremmest om at bygge forståelse og skabe momentum. Det er her, fundamentet bliver lagt – de kompetencer, systemer og arbejdsgange, som senere skal gøre det muligt at skalere. Målet er at lære.
Medarbejdere skal blive ”flydende” i at arbejde sammen med AI-agenter. Det er en ny form for digitalt samspil, hvor mennesker ikke bare bruger AI-værktøjer, men samarbejder med dem – sætter mål, tildeler opgaver, retter output og overvåger performance. En hybrid arbejdsmodel. Det kræver træning, tålmodighed og en kultur, der tør eksperimentere.
I starten bør agenterne bruges til at automatisere en bred vifte af eksisterende processer, så man får erfaring med, hvor de giver mest værdi. Men her er det vigtigt, at fokus ikke låses fast på individuel produktivitet. Den virkelige effekt kommer, når man ændrer hele arbejdsgange, tænker tværfunktionelt og redesigner processer fra bunden – med agenter som en integreret del.
Skalering – År 2 til 3. Når man har fået de første erfaringer og et solidt fundament på plads, begynder næste fase: skalering. Her handler det om at tænke agenterne helt ind i kernen af, hvordan virksomheden fungerer.
I denne fase bør agenter ikke blot integreres i eksisterende workflows, men processerne bør i stigende grad bygges omkring agenterne. Hvor agenter tidligere har været et supplement, bliver de nu selve rygraden.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.







