Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

DSV sætter ny høj standard for klimavægt i topchefbonus. Halvdelen af variabel løn rettes mod klima

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 20. februar 2024 kl. 18:23

På en ekstraordinær generalforsamling i 2021 blev det vedtaget, at DSV-topledelsens bonusprogram skal indeholde klimakomponenter. I 2022 blev beslutningen udmøntet og klima blev tilføjet topledelsens variable aflønningsprogram med en vægt på 20%. Ifølge transportgigantens nyligt udgivne vederlagsrapport er klimavægten siden blevet øget til 50% af de kortsigtede bonusmål. Bestyrelsesformand Thomas Plenborg siger, at med DSV’s stadig større fokus på bæredygtighed er opjusteringen af klimavægten en helt naturlig udvikling.      

Med en samlet CO2-udledning på knap 16 millioner ton indtog DSV sidste år fjerdepladsen over de mest klimatunge C25-selskaber, kun overgået af Danske Bank, FLSmidth og Mærsk. Hvilken placering DSV får i år er endnu for tidligt at sige. Men den danske transportgigant har det seneste år formået at reducere CO2-aftrykket til 12,7 millioner ton, svarende til en reduktion på 21 procent.

CO2-reduktionen kommer ikke ud af den blå luft. DSV har de seneste år søsat en række grønne initiativer, som også er knyttet til topledelsens bonusprogram. DSVs topledelse består af CEO Jens H. Lund og CFO Michael Ebbe (Jens Anders Bjørn har også fået bonus, men er efterfølgende fratrådt som CEO).

Af transportgigantens seneste vederlagsrapport fremgår det, at klima spiller en meget central rolle i topledelsens variable aflønning. Mens indtjening og aktiekurs hver vægter 25 procent, så udgør klimaresultater den resterende halvdel af bonusprogrammet.

DSV er dog langt fra ene om at inkludere klimakomponenter i topledelsens bonusprogram. Som det fremgår af Økonomisk Ugebrevs seneste kortlægning indgår klimakomponenter i næsten halvdelen af danske large cap-selskabers bonusprogrammer for topledelsen. DSV udmærker sig dog ved at tildele klima en væsentlig større rolle i bonusprogrammet end de fleste andre store danske virksomheder. Til sammenligning udgør klimakomponenter en tredjedel af topledelsens langsigtede bonusprogram i Rockwool, for Mærsks vedkommende er det 7 procent.*

At klimaresultater vægter halvdelen af bonusprogrammet i DSV er da også nyt. I 2022 blev klimakomponenter for første gang introduceret i programmet med en vægt på 20 procent for grønne tiltag. Den andel er nu steget til 50 procent i 2023.

Ifølge bestyrelsesformand Thomas Plenborg skyldes inklusion af klima i bonusordningen, at klimaindsatsen i DSV er forankret hos topledelsen:

”I DSV er bæredygtighed et centralt element i vores koncernstrategi, og vi har sat ambitiøse målsætninger for vores CO2-reduktion frem mod 2030 og – ikke mindst – et mål om klimaneutralitet i 2050. Indsatsen er forankret hos direktionen. Og i bestyrelsen synes vi det er helt naturligt, at bæredygtighed indgår som en komponent i det variable vederlag. For 2023 er vægtningen af bæredygtighed derfor løftet fra 20 procent til 50 procent,” siger Thomas Plenborg til Økonomisk Ugebrev.

Ifølge vederlagsrapporten blev topledelsen i 2023 konkret målt på, hvorvidt den var i stand til at etablere en grøn omstillingsplan, der gør selskabet i stand til at nå sine 2030-klimamål. Topledelsen indfriede bonusmålet og fik derfor tildelt den højst mulige bonus i form af aktieoptioner.

Den nye klimaplan indeholder fire omstillingsstrategier, der skal bidrage til at nedbringe DSVs klimaaftryk. Hovedpunkterne er: Energieffektivisering og optimering; Udfasning af fossilt brændstof i transportforretningen; Produktion af vedvarende energi samt udbygning af grøn infrastruktur; Innovation og partnerskaber (en detaljeret beskrivelse af køreplanen findes i DSVs seneste bæredygtighedsrapport).

Baggrund og klimahistorik

DSV har, som nævnt, det seneste år reduceret sit samlede CO2-aftryk markant, men går man længere tilbage, er aftrykket dog steget. I 2019 var selskabets samlede CO2-aftryk på 8,9 millioner ton, altså en stigning på 43 procent. Den kraftige stigning skyldtes dog ifølge DSV hovedsageligt opkøb af selskabet Agility GIL, hvilket ikke blot har forøget DSV’s omsætning og medarbejderstab betragteligt, men også klimaaftrykket.

Da DSV udliciterer hovedparten af transportopgaverne til underleverandører, er selskabets direkte CO2-udledninger, det såkaldte scope 1, relativt begrænset. Den klart største post i klimaregnskabet er derfor udledningerne fra værdikæden, det såkaldte scope 3, som for DSV’s vedkommende inkluderer eksterne transportpartnere. I 2023 var transportgigantens samledes CO2-aftryk på 12,7 millioner ton, heraf var scope 3 aftrykket på 12,2 millioner ton, altså 96 procent.

Beslutningen om at integrere klimakomponenter i topledelsens bonusprogram blev truffet på en ekstraordinær generalforsamling i 2021. I december 2021 oplyste Flemming Ole Nielsen, EVP Investor Relations i DSV, til Økonomisk Ugebrev: ”I DSV blev det i efteråret 2021 vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling, at ESG-kriterier skal indgå i fastsættelsen af topledelsens variable aflønning. Detaljerne bliver nu drøftet i bestyrelsen.”

Bestyrelsens arbejde udmøntede sig til, at der i topledelsen 2022-bonusprogram indgik en klimakomponent med 20 procent vægt. Bonussen ville blive udløst, hvis topledelsen i 2022 succesfuldt formåede at sætte en ny CO2-baseline tilknyttet et 2030-reduktionsmål. Topledelsen indfriede målet, hvilket udløste den højst mulige bonus i form af aktieoptioner. Som det fremgår af ovenstående, blev klimaelementet i bonusprogrammet for 2023 ændret.

* Ifølge A. P. Møller – Mærsks seneste vederlagsrapport udgør ESG-komponenter, fordelt på tre kategorier, samlet set 20 procent af topledelsens langsigtede bonusprogram. Det tre ESG-kategorier er: CO2-reduktion, diversitet og inklusion samt sikkerhed.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank