Virksomheder bør hurtigst muligt få styr på, hvilke relevante kompetencer medarbejderne besidder i forhold til kunstig intelligens (AI), fremhæver konsulentfirmaet Boston Consulting Group. Sandsynligvis vil der ikke være nok ledige AI-specialister på arbejdsmarkedet, så intern efteruddannelse bliver en vigtig del af løsningen.
Nye vigtige teknologier bringer altid overraskelser i forhold til, hvordan den vil påvirke de ansatte, organisationen og det daglige arbejde. Alligevel var nogle af de vigtigste følger af introduktionen af internettet for 30 år siden forholdsvis ligefremme: Den enkelte medarbejder fik adgang til meget mere viden og information, og der kunne skrues markant ned for de sindrige, logistiske systemer med gammeldags postbesørgelse.
Generativ AI er måske en endnu større revolution. Men uanset, om det er tilfældet eller ej, er den i hvert fald sværere at overskue. Derfor forestår et vigtigt arbejde i virksomhedernes HR-afdelinger med at analysere organisationen med henblik på at omlægge arbejdet på en økonomisk optimal måde.
Naturligvis ser de store konsulenthuse et forretningsmæssigt potentiale i at bidrage til disse omlægninger. Boston Consulting Groups (BCG) koncept hedder GenAI Workforce Productivity Diagnostic, og konsulenthuset forklarer i en artikel på sin hjemmeside nogle af principperne bag det.
Det siger næsten sig selv, at første skridt er at analysere, hvilke muligheder og krav der for den enkelte virksomhed følger af generativ AI. Vi skal ikke gå i detaljer med det her, men det er ikke et skridt, man skal gå let hen over – der skal tænkes kreativt for at opstille scenarier, og man skal være parat til at følge udviklingen og justere planen, hvis et scenarie viser sig at gøre andre mindre relevante.
Næste skridt er at analysere, hvilke kompetencer man har i organisationen. Dette foregår grundlæggende ved at se på, hvad den enkelte medarbejder kan, og hvilket potentiale der vil være ved efteruddannelse mv.
BCG går lidt rundt om den varme grød og skriver om, at generativ AI vil frigive tid til, at medarbejderne kan beskæftige sig med andre og nye vinkler, end de hidtil har været i stand til.
Den hårde virkelighed er naturligvis, at hvor nogle medarbejdere vil blive endnu mere essentielle for virksomheden, vil andre tabe betydning og i nogle tilfælde simpelthen blive overflødige.
Dette må man håndtere på en måde, så man tager hensyn til dem, som er taberne i spillet, og så man ikke skaber unødig uro i organisationen, men samtidig uden at det blokerer for at høste gevinsterne ved generativ AI. For en stor del handler det om, at virksomheden løbende holder sine medarbejdere orienteret om, hvor man er på vej hen.
BCG fremhæver, at det ikke er så enkelt, at man bare kan indføre lidt AI her og der i organisationen. En sådan tilgang vil måske nok spare nogle penge her og nu, men strategisk set vil den ikke rykke det store. Hertil kræves en overordnet plan, hvor de forskellige AI-relaterede tiltag tænkes sammen, og hvor man, som nævnt, er parat til at justere kursen ud fra den udvikling, man faktisk ser.
I BCG’s koncept indgår, at virksomheder tegner et vejkort – ”a roadmap” – der skitserer den transformation, man er på vej ud i. Altså en plan, hvor man definerer de forskellige skridt, der skal til for at nå frem til målet. Når den er på plads, må ledere på forskellige niveauer i organisationen træffe nogle vigtige beslutninger: Hvordan vil man i praksis omlægge processerne? Og hvordan vil man måle, om det fungerer efter hensigten?
Herefter er der ”kun” personaleledelsen tilbage. Der vil f.eks. typisk være pilotprojekter. Sådanne risikerer nemt enten at få for meget eller for lidt opmærksomhed, så lederen skal være opmærksom på at give opmærksomhed til fremtidens mulige løsninger, men uden at negligere det, som fungerer her og nu.
Lederne skal også klædes på til den svære opgave, som forandringsledelse er. Medarbejderne skal holdes til ilden, og deres naturlige bekymringer skal adresseres – dels af menneskelige hensyn, men også for at undgå, at desillusion breder sig og spænder ben for forandringen.
BCG har en ydelse, de gerne vil sælge, men der er formentlig hold i firmaets afsluttende advarsel: Omstillingen til generativ AI er så kompliceret, at selv den mest digitalt modne virksomhed er nødt til at være omhyggelig med sin personaleledelse, hvis det skal gå godt.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.