Hvis bæredygtighed og profitmaksimering går hånd i hånd, hvordan kan det så være, at vi står midt i en klimakrise? Hånd i hånd mantraet burde jo betyde, at de grønne selskaber for længst havde fortrængt de fossiltunge. Det samme gælder i forhold til udryddelse af arter, aktiviteter i skattely, bestikkelse og brug af tvangsarbejde – hvis bæredygtighed og profitmaksimering vitterlig var hinandens følgesvende, så ville den slags dårligdomme ikke være særlig udbredt. Hvis erhvervsfolk og virksomheder gerne vil have, at vi tager deres arbejde med klima og samfundsansvar seriøst, så bliver de nødt til at holde op med at tale om hånd i hånd og win-win – fortællingen ramler nemlig direkte ind i det ondes problem, der har martret kristendommen i århundreder, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Denne lille femårs pige blev systematisk pint af sine forældre. De slog, piskede og sparkede hende, til staklens lille legeme var fuld af skrammer og blå pletter. (…) Og kan du forestille dig – det lille væsen, der ikke kan fatte, hvad der overgår hende, siddende alene i sit uhumske fængsel, skælvende af kulde, grædende uden ophør, mens hun slår sig for brystet og beder med fromme, uskyldige tårer, ikke forbitrelsens sviende tårer, til ”lille søde Gud” om at komme og redde hende! (Dostojevskij, Brødrene Karamazov)
Teodicéproblemet, i folkemunde kaldet det ondes problem, har plaget kristendommen i århundreder. Kort fortalt går det ud på, at hvis Gud er god, alvidende og almægtig, så kan der ikke findes ondskab i verden. En god Gud ville jo forhindre ondskab, hvis han kunne – og det kan han jo, da han både er alvidende og almægtig. Mere formelt tager argumentet sig således ud:
- Hvis der eksisterer en god, alvidende og almægtig Gud, så findes der ikke ondskab i verden.
- Der findes ondskab i verden.
- Ergo: Der findes ikke en god, alvidende og almægtig Gud.
Bemærk, i en moderne kontekst, hvor ordet ondskab måske er gået lidt af mode (om end Putin ufrivilligt skubber kraftigt på for at give begrebet en renæssance), kan ’ondskab’ udskiftes med ’lidelse’ eller ’dårligdomme’, uden det rokker ved argumentets slagkraft.
Mange har forsøgt at løse problemet ved eksempelvis at henvise til, at prisen for menneskets frihed (som jo er en god ting) er, at vi kan vælge at skade andre – men selv hvis vi accepterer dette, så bringer det os ikke særlig langt. For hvad med sygdomme, naturkatastrofer, ressourceknaphed og alle de andre ulykker, som medfører lidelse i verden – hvorfor i alverden har Gud skabt en verden med den slags sager? Hertil vil trofaste kirkegængere givetvis svare: Guds veje er uransagelige. Næppe et godt svar, men formentlig det bedste.
I dag er kirkerne stort set tomme – en ny tro har vundet indpas: Bæredygtig business. Troslæren er enkel: Profitmaksimering og bæredygtighed går hånd i hånd. Menigheden er enorm og tæller både topchefer, investorer, konsulenter, brancheorganisationer og store virksomheder.
Eksempelvis skriver Danske Bank i sin 2020-bæredygtighedsrapport: ”Samfundsmæssig og forretningsmæssig værdiskabelse kan og skal gå hånd i hånd. Det er grundlaget for vores tilgang til bæredygtighed og en vigtig del af vores Bedre Bank-plan og omstilling hen imod 2023.”
Og i en kommentar i Information kritiserer Søren Skou, forhenværende adm. direktør i A. P. Møller – Mærsk, Informations journalister for at insistere ”på en modsætning mellem finansielle resultater og lødige værdier. Det er en kunstig og irrelevant modsætning.” Ifølge Skou er der nemlig ”ingen virksomhed eller industri, som ikke kæmper for en bedre og mere retfærdig verden.”
Overbevisningen implicerer, at topledere og virksomhedsejere verden over ikke behøver vægte profithensyn overfor eksempelvis klimahensyn – bæredygtig business er win-win, hvad der er godt for bundlinjen er godt for verden. Og det er jo yderst belejligt, for så slipper virksomheder og investorer for at svare på, hvordan de egentlig vægter sociale og grønne hensyn i forhold til profitmaksimering.
Det ærlige svar: Vi vægter (næsten) altid profit højest – lyder jo umiddelbart lidt usympatisk. Og da den menneskelige natur påbyder os ikke at være forbryder i eget narrativ, tyer vi ofte til fantasifulde undvigemanøvrer for at undlade at indrømme, at vi måske er lidt skæve i kanten – så i stedet for at medgive, at sociale og grønne hensyn ikke altid er en gratis omgang, holdes der fast i, at selskabers økonomiske interesser generelt flugter med samfundets og planetens.
At det er hokuspokus, er formentlig åbenlyst for de fleste. Man behøver såmænd bare åbne øjnene i fem minutter for at indse, at der findes flere solide beviser for julemandens eksistens end for erhvervslivets win-win-fortælling.
For hvis bæredygtighed og profitmaksimering vitterlig var hinandens følgesvende, hvordan kan det så være, at vi står midt i en klimakrise? Hvis der er flere penge at tjene på at være grøn end fossil, så ville de grønne selskaber jo for længst have udkonkurreret de fossile. Og hvis tvangs- og børnearbejde ligefrem er en dårlig forretning, hvorfor findes der så 28 millioner tvangsarbejdere og 160 millioner børnearbejdere i verden?
Hvorfor betales der 1 billion dollar i bestikkelse hver dag? Hvorfor eksisterer der skattelylande? Hvorfor står vi midt i en biodiversitetskrise? Eller, for at være mere konkret, hvordan kan det være, at BP’s aktiekurs er steget, efter selskabet for nylig nedjusterede sine klimamål?
Hvis win-win-fortællingen er sand, så er det økonomisk ufornuftigt ikke at være bæredygtig. Men der findes jo tusindvis af virksomheder verden over, der tjener styrtende med penge på adfærd, der langt fra kan betegnes som bæredygtig. Mere formelt kan man sige:
- Hvis bæredygtighed og profitmaksimering generelt går hånd i hånd, så findes der (blandt andet) ingen klima- og biodiversitetskrise.
- Der findes en klima- og biodiversitetskrise.
- Ergo: Bæredygtighed og profitmaksimering går generelt ikke hånd i hånd.
Betyder det, at grøn og social hensyntagen konsekvent konflikter med den økonomiske bundlinje? Nej. Eller at ingen virksomheder arbejder seriøst med bæredygtighed? Heller ikke. Men der er forskel på at være bæredygtig og at arbejde med det – og langt de fleste virksomheder er jo netop kendetegnet ved ikke at være i mål, de udleder eksempelvis stadig CO2 og har negative miljøaftryk.
Det er politikernes opgave at vedtage lovgivning, der belønner bæredygtig adfærd og straffer det modsatte i en sådan grad, at win-win-fortællingen nærmer sig sandhed. Men indtil da er det erhvervslivet opgave at holde op med at udbrede forestillingen om, at bæredygtighed og profitmaksimering allerede går hånd i hånd. For det er løgn, så det brager.
Eksempler på hånd i hånd retorik:
Amazon: We are committed to and invested in sustainability because it’s a win all around—it’s good for the planet, for business, for our customers, and for our communities.
Barclays: This idea that commerciality and sustainability might be in opposition to one another is simply no longer the case. More and more we’re going to see that when you embed principles of sustainability into your business practice and into your strategy it’s going to set up your business for more success.
Dansk Industri: Virksomheder møder voksende krav om at tage samfundsansvar og handle bæredygtigt. Forretningspartnere, investorer, forbrugere og ansatte har i stigende omfang forventninger til virksomhederne om at tage aktivt ansvar for den omverden, de indgår i. Derfor går ansvarlighed og forretningsudvikling hånd i hånd.
Nestlé: Creating Shared Value (CSV) is at the heart of our approach to achieving our purpose: to unlock the power of food to enhance quality of life for everyone, today and for generations to come. We have sought to build our business approach on decisions that are not just good for us and our shareholders, but for society and the planet as well.
Pandora: Reducing what we take from the planet, protecting the environment and treating all stakeholders well is key to Pandora’s business success.
PensionDanmark: De seneste års resultater dokumenterer, at fokus på bæredygtige investeringer på samme tid giver et attraktivt afkast — bedre end de børsnoterede markeder — og giver et vigtigt bidrag til at gøre verden til et bedre sted. Det handler om, at man sagtens kan ”do good and do well” på samme tid.
PwC: Forankring af bæredygtighed direkte i organisationens kernestrategi er nødvendigt for at opnå langsigtet, bæredygtig vækst og lønsomhed.
Saudi Aramco: Quite simply, sustainability makes good business sense. From continuously improving operational efficiency and the environmental performance of our facilities (…), we view sustainable practices as the best way to ensure our business remains viable for the long-term.
Shell: We aim to provide more and cleaner energy solutions in a responsible manner – in a way that balances short- and long-term interests, and that integrates economic, environmental and social considerations.
Walmart: We believe we maximize long-term value for shareholders by serving our stakeholders: delivering value to our customers, creating economic opportunity for associates and suppliers, strengthening local communities and enhancing the environmental and social sustainability of our business and product supply chains. (…) In other words, business exists to serve society: business strengthens society and at the same time serving society strengthens business. We aspire to become a regenerative company—helping to renew people and planet through our business.