Under COVID-pandemien nikkede de amerikanske sundhedsmyndigheder ja til en ”antiracistisk” vaccine-fordelingsmodel, som ville føre til flere dødsfald, end hvis man prioriterede de ældre. Ifølge en anerkendt universitetsprofessor førte den ”antiracistiske” fordelingsnøgle ikke blot til flere dødsfald blandt hvide, den resulterede også i en højere dødsrate blandt de minoritetsgrupper, hvis interesser myndighederne ellers hævdede at varetage, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af sagen.
Da læge og sundhedsekspert Kathleen Dooling den 23. november 2020 rådgav den amerikanske Advisory Committee on Immunization Practices (ACIP) omkring uddeling af COVID-vacciner, præsenterede hun en temmelig utraditionel prioriteringsnøgle: Næst efter sundhedspersonale og plejehjemsbeboere skulle vacciner først og fremmest uddeles til de omkring 87 millioner amerikanere med et såkaldt essentielt arbejde, herunder ansatte i supermarkeder og transportbranchen.
Kathleen Doolings anbefaling afveg markant fra andre landes fordelingspraksis. Langt de fleste steder lå ældre borgere og udsatte grupper som eksempelvis kræftpatienter højt på prioriteringslisten. Årsagen hertil er enkel: Ældre og udsatte har langt større risiko for at dø af COVID end yngre uden helbredsproblemer.
De ældre og udsatte indgik da også i Doolings overvejelser. Hun anerkendte ligefrem, at hvis sigtet var at redde flest muligt liv, så burde man sætte de +65-årige foran gruppen af essentielle arbejdere. Der var bare et problem: En uforholdsmæssig stor andel af de ældre amerikanere er hvide!
I Doolings optik tæller hvide amerikaneres liv mindre end ikke-hvides. Hun anbefalede derfor, at vaccinerne i stedet skulle tildeles personer med et såkaldt essentielt arbejde, fordi denne gruppe bestod af uforholdsmæssigt mange sorte samt andre etniske minoriteter. At prioritere denne gruppe over de ældre formodes derfor at bidrage til at reducere ulighed i sundhed mellem hvide og ikke-hvide.*
Selvom Dooling her bryder med snart sagt alle gængse opfattelser af ret og rimelighed passer hendes anbefaling som fod i hose med en af woke-bevægelsens helt store stjernes radikale racismebegreb. I sin berømte bestseller ’How to be an antiracist’ definerer Ibram X Kendi, professor ved Boston University, racistiske politiker således:
“A racist policy is any measure that produces or sustains racial inequity or injustice. An antiracist policy is any measure that produces or sustains racial equity or justice. By policy, I mean written and unwritten laws, rules, procedures, processes, regulations, and guidelines that govern people. There is no such thing as a nonracist or race-neutral policy. Every policy in every institution in every community in every nation is producing or sustaining either racial inequity or equity, racial injustice or justice.”
Det betyder, at hvis en politik forventes at gavne alle amerikanere lige meget, uanset hudfarve, så er politikken racistisk, fordi den ikke bidrager til at nedbryde de nuværende raceforskelle. En politik, hvor man uddeler vacciner til alle, vil således være racistisk, hvis den fastholder raceforskelle i sundhed. Omvendt er en politik, der diskriminerer mod hvide og begrænser deres adgang til vaccinen, antiracistisk.**
En politik, der som uddeling af COVID-vacciner til +65-gruppen, ligefrem forventes at gavne hvide amerikanere uforholdsmæssigt mere end gruppen sorte amerikanere, er således klart racistisk – forudsat, at man accepterer Kendis radikale racismebegreb.
Dooling synes at omfavne Kendi. Det samme gjorde the ACIP, der enstemmigt accepterede Doolings anbefaling. Men ikke hele USA var begejstret. ACIP-planen blev mødt med massiv kritik.
Som Yasha Monk, professor ved John Hopkins University skriver i bogen ’The Identity Trap’: ”These plans, they [the critics, red.] pointed out, inscribed racial discrimination at the very heart of American public policy. They accepted that thousands of people would needlessly die.”
Som Monk påpeger, stopper galskaben ikke her. ACIP-planen ville ikke blot føre til, at flere hvide mistede livet, dødsraten blandt sorte og andre minoritetsgrupper ville også stige, sammenlignet med +65-scenariet.
”Under ACIP’s plans, a moderate increase in the proportion of Latinos and African Americans who got the vaccine in the first months after its release would likely go hand in hand with and increase in the total number of Latinos and African Americans who die from COVID. It is hard to overstate how perverse the implications are: the policy was so focused on reducing the disparity in the number of vaccines that members of different races would receive that it likely resulted in an increase in deaths in the very groups whose welfare it was supposedly designed to prioritize,” skriver Monk.
Selvom kritikken gjorde indtryk og fik ACIP til at opprioritere de ældre en anelse, har den ”antiracistiske” vaccinepolitik ifølge Monk formentlig ført til markant højere dødstal, end +65-politikken ville havde gjort – både blandt hvide og ikke-hvide.
Dooling ikke den eneste ”antiracist” med indflydelse på prioriteringerne i det amerikanske sundhedsvæsen. Ifølge Monk er hendes fokus på hudfarve udtryk for en større trend: “Dooling’s presentation is one of the most remarkable public documents I have seen in years of studying political science. It is also an example of a wider trend. A few months later, for example, the Republican governor of Vermont announced that all “Black, Indigenous residents and other people of color” would be given access to COVID vaccines at a time when most white residents continued to be ineligible for them; when the policy proved controversial, he dismissed its critics as “racist.””***
* Ifølge Doolings præsentation er der ingen væsentlige sundhedsfaglige grunde til at prioritere de essentielle arbejdere over de ældre. Derimod er der et etisk argument: Gruppen af personer med et essentielt job tæller procentmæssigt flere sorte og andre minoriteter end gruppen af ældre.
** En omfattende undersøgelse af ulighed i sundhed blandt forskellige grupper i USA foretaget af KFF konkluderer: “Overall, this analysis found that Black, Hispanic, and AIAN [American Indian and Alaska Native, red.] people fared worse than White people across the majority of examined measures of health and health care and social determinants of health.” Selvom KFF ikke selv fremhæver det, fremgår det desuden af undersøgelsen, at gruppen af asiater i USA generelt klarer sig langt bedre sundhedsmæssigt end hvide amerikanere. Og ser man isoleret på forventet levetid, så viser undersøgelsen, at hvide i 2021 har en kortere forventet levetid end både latinoer og asiater, henholdsvis 76,4 år mod 77,7 og 83,5 år. Sorte amerikaneres forventede levetid (70,8 år) er dog væsentlig kortere end de andre gruppers.
*** Monk peger på en række andre eksempler. Eksempelvis henviser han til to prominente læger, der argumenterer for diskrimination af hvide: ”Bram Wispelwey and Michelle Morse demonstrated that nonwhite patients had, in the past, been discriminated against when decisions were made about whom to admit to the hospital’s overstretched cardiology unit. But rather than making up for these injustices by taking the necessary measures to ensure that the hospital would treat white and Black patients equally in the future, their “implementation measure to achieve equity” consisted of “a preferential admission option for Black and Latinx heart failure patients.”
