A.P Møller-Mærsks klimaambitioner er helt i top: Koncernen vil være nul-udleder i 2040. Historisk set er rederigigantens klimaresultater dog alt andet end prangende – det samme gælder den konkrete omstillingsplan hen mod 2040, der for nuværende kun omhandler 4,5 procent af flåden. Hvordan den danske containergigant har tænkt sig at omstille de resterende 95,5 procent svæver i det uvisse, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse af A.P. Møller-Mærsks klimaplan.
Hvem er A.P. Møller-Mærsks Steven Gerrard? Spørgsmålet er blevet aktualiseret, efter den danske rederigigant for nylig meldte ud, at selskabet vil være nul-udleder i 2040. Opfyldelse af målsætningen om at blive fossilfri om bare atten år kommer til at kræve en præsentation på højde med Liverpools berømte comeback i Champions League-finalen mod Milan i 2005.
Bagud 3-0 ved pausen så det ualmindelig sort ud for de rødblusede spillere fra den britiske havneby, men anført af Steven Gerrard endte Liverpool som bekendt med at løfte trofæet til sidst og derved skabe det, der i eftertiden med rette omtales som: Miraklet i Istanbul.
Med en ambition om at gå fra at være blandt verdens største udledere til at være nul-udleder i 2040 har A.P. Møller-Mærsk en endnu større opgave foran sig end den, Liverpools spillere formåede at overkomme den legendariske majaften for snart sytten år siden.
Kigger man nærmere på A.P. Møller-Mærsks evne til at reducere selskabets absolutte CO2-udledninger, ser det umiddelbart sort ud. Det er nemlig mange år siden, at den danske containergigant har været i stand til at reducere sine absolutte CO2-udledninger, sådan rigtigt (en grundig gennemgang af A. P. Møller-Mærsks udledningshistorik og mange forskellige klimamål findes her).
I lyset af de manglende historiske reduktioner ser det ud til at kræve intet mindre end et mirakel at nå 2040-målet. Og Mærsk har da også tidligere måttet skrotte et klimamål. I selskabets bæredygtighedsrapport fra 2018 oplyser rederiet følgende: ”A.P. Moller-Maersk has for ten years pursued ways to reduce our relative CO2 emissions, and had set a target of 60% relative reductions by 2020, using a 2007 baseline. By the end of 2018, our reductions had reached 47% since 2007. This is not enough to reach 60% in two years’ time.”
Selvom A.P. Møller-Mærsk opgav målet, var selskabet godt på vej. Men her var også tale om et såkaldt relativt mål, der muliggjorde stabile – ja, ligefrem højere – udledninger, så længe forretningsaktiviteten steg tilstrækkeligt i forhold dertil. Det nye mål, der handler om absolutte reduktioner – ja, faktisk om helt at stoppe med at udlede CO2 – kræver kolossale ændringer af virksomheden.
Det forekommer derfor besynderligt, at A.P. Møller-Mærsk ikke har præsenteret en solid plan for, hvordan rederigiganten påtænker at nå i mål. Som alle, der arbejder med grøn omstilling og aktivt ejerskab, ved, er det ikke nok for virksomheder at opstille ambitiøse bæredygtighedsmål for, hvor de gerne vil være om tyve-tredive år. Sådanne langsigtede mål er nemlig kun troværdige, hvis de ledsages af en klar plan med veldefinerede delmål.
A.P. Møller-Mærsks klimaplan indeholder dog ingen delmål for direkte CO2-reduktioner – det tætteste, vi kommer på et reelt delmål, går på, at 25 procent af alle skibe i virksomhedsflåden, der er langt den største udleder, skal sejle grønt i 2030. Hvordan det konkret skal føres ud i livet, fortælles imidlertid ikke.
Faktisk indeholder klimaplanen kun et regulært konkret tiltag, nemlig at rederigiganten i 2024-2025 vil have søsat tretten metanoldrevne containerskibe, hvilket svarer til 4,5 procent af flåden. En konkret tidsplan for omstilling af resten af flåden kombineret med en årsoversigt over forventede CO2-reduktioner har rederigiganten dog stadig til at gode at levere.
Der synes således at være tale om en art hockeystavsmodel på steroider, hvor A.P. Møller-Mærsk bevæger sig ultralangsomt hen mod målet, mens selskabet håber på en god løsning i morgen.
Det kan og skal de gøre bedre, alle de dygtige medarbejdere på Esplanaden – med hjælp fra deres mange kollegaer i resten af verden, om nødvendigt. Ellers ender vi inden længe i en situation, hvor rederigiganten igen må proklamere, at den er nødsaget til at skrotte et klimamål. Og denne gang tegner det ikke til, at A.P. Møller-Mærsk vil kunne bryste sig af at være kommet et godt stykke af vejen. Nej, for nuværende tyder det mere på, at ordlyden for containergigantens fremtidige klima-undskyldning bliver: Vi kommer ikke i mål, slet ikke, desværre.
A.P. Møller-Mærsk kan allerede i morgen præsentere nogle klare delmål for, hvordan selskabet har tænkt sig at blive nul-udleder i 2040. Hvad er virksomhedens reduktionsmål i 2023? I 2024? I 2025? I 2026? Og så videre, helt frem mod 2040. Da der er tale om et overordentlig ambitiøst klimamål, bør selskabet også kraftigt overveje at lade en væsentlig del af topledelsens bonus afhænge af, hvorvidt virksomhedens konkrete reduktionsmål opnås.
I sin seneste vederlagsrapport oplyser A. P. Møller-Mærsk, at rederigiganten fra 2023 påtænker at introducere ESG-komponenter i topledelsens bonusprogram – og da klima er et fokusområde for selskabet, må vi forvente, at dekarbonisering kommer i spil.
Det bliver interessant at se, om A.P. Møller-Mærsk for alvor vil tildele konkrete og ambitiøse klimaresultater en central rolle i selskabets bonusprogram, eller om klimakomponenterne i vederlagspolitikken bliver af mere symbolsk karakter. Hvis det sidste er tilfældet, er der kun tilbage at folde hænderne og håbe på mirakler, for uden en konkret reduktionsplan kombineret med tungtvejende klimakomponenter i topledelsens bonusprogrammer når den danske rederigigant næppe sit 2040-mål – i hvert fald ikke uden overjordisk assistance.
