Boganmeldelse: Theresa Scavenius, klimapolitisk forsker ved Aalborg Universitet og klimaordfører for Alternativet, forsøger i sin bog ’Klimastaten’ at gøre op med en af de mest udbredte klimapolitiske overbevisninger: At klimakrisen er et eksempel på tragedy of the commons, hvor fælles naturressourcer udtømmes, fordi det ikke er i den enkeltes interesse at stoppe sit overforbrug. I stedet mener Scavenius, at klimakrisen er udtryk for tragedy of the few, hvor det er lykkes en række magtfulde fossile selskaber at få alverdens politikere til at danse efter deres pibe. Analyserne er ualmindelig tyndbenede og bygger på et fundament af utroværdige sammensværgelser, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne del to af boganmeldelsen.
I bogen ’Klimastaten’ forsøger Theresa Scavenius, klimaordfører for Alternativet, at gøre op med den alment anerkendte antagelse om, at klimakrisen bunder i et såkaldt kollektivt handlingsproblem som udlagt i teorien om tragedy of the commons, hvor optimale individuelle forbrugsstrategier fører til tragiske kollektive resultater.
Klimaspecifikt går antagelsen på, at selvom det er i alles interesse, at menneskeheden reducerer det samlede forbrug af drivhusgas, så er det ikke i den enkeltes interesse at reducere sit forbrug, da velfærdsforringelserne herved langt overstiger fordelene.
At give afkald på flyrejser, oksekød og andet klimatungt forbrug har typisk mærkbare negative konsekvenser for den enkelte, hvorimod reduktionen i drivhusgas afledt af den enkeltes eget offer blot har mikroskopisk effekt – og derfor fortsætter de fleste deres CO2-overforbrug.
En oplagt løsning på problemet er at afgiftsbelægge drivhusgas og derved bringe den enkeltes interesser i overensstemmelse med kollektivets. Altså, hvis prisen på klimatunge varer og services stiger markant, vil mange forbrugere være tvunget til at reducere deres klimatunge forbrug. På økonomisprog handler det om at internalisere negative eksternaliteter og derved lade forureneren betale.
Afgiftsløsningen er dog ikke for alvor blevet implementeret nogetsteds i verden. Formentlig fordi politikerne godt ved, at det vil gå ud over borgernes forbrugsmuligheder, hvilket skaber surhed og brok – og måske stemmetab. Dertil kommer, at klimakrisen udgør et globalt problem, hvor ingen regeringsleder er parat til at svinge afgiftshammeren over sin befolkning, så længe befolkningerne i andre lande bare kan udlede løs – derved havner vi et tragedy of the commons, på landeniveau.
Ifølge Scavenius bunder klimakrisen imidlertid ikke i tragedy of the commons men derimod i tragedy of the few, hvor nogle få aktører hævdes at være skyld i krisen: ”Det nuværende juridiske og politiske landskab af politikker gør det muligt for nogle få virksomheder at dominere den globale distribution og det globale forbrug af naturressourcer.”
Og videre: ”Derfor er det nødvendigt at fordele de ressourcer mere ligeligt, som kan overforbruges af nogle enkelte med ejerskab over avanceret teknologisk udstyr. Det er essensen i, hvad jeg kalder tragedy of the few – at få får lov til at opbruge fællesskabets og naturens ressourcer.”
Scavenius søger at begrunde tragedy of the few-antagelsen ved at henvise til en undersøgelse, der viser, at 63 procent af de globale industrielle udledninger af drivhusgas fra 1751 til 2010 kan føres tilbage til 90 private og statsejede virksomheder.
To ting: For det første omhandler undersøgelsen industrielle udledninger (afbrænding af fossile brændsler, metan-lækage og cementproduktion). Udledninger fra landbrug indgår ikke i regnestykket. For det andet er det direkte misvisende at tale om, at nogle få virksomheder har opbrugt fællesskabets ressourcer. Forbrugere og virksomheder overalt i verden har taget aktivt del i den fossile energifest – og vi har derved spillet en central rolle i overforbruget af fossile brændsler.
Scavenius skriver: ”Ingen af os kan fravælge det fossile liv.” Hun har ret, et kort stykke – umiddelbart kan ingen enkeltindivider eller selskaber bringe deres CO2-udledninger i nul.
Men hvis skyld er det? Klima var på dagsordenen ved FN’s første Verdenstopmøde i 1972. Vi har haft rigelig tid til at komme ud af de magtfulde oliegiganters klør og opbygge en grønnere infrastruktur, hvis vi virkelige ville. Men det har vi ikke gjort, hvorved vi – borgere, politikere og virksomhedsledere overalt i verden – bærer en stor del af ansvaret.
Nej, mener Scavenius. Ifølge hende har de 90 magtfulde virksomheder fået assistance fra konkurrencestaten, der enten grundet dumhed eller bedrag har fastholdt befolkningernes afhængighed af fossile brændsler.
Hun skriver: ”I det sidste tilfælde er der tale om, at al politik, der laves inden for konkurrencestatens logik på nationalt og europæisk plan, i øjeblikket grundlæggende er politisk greenwashing og fake klimapolitik.”
Det er værd at bemærke, at man ikke kan slutte fra ’regeringer overalt i verden har ikke gjort tilstrækkeligt for at imødegå klimakrisen’ til at ’regeringer overalt i verden danser efter den fossile industris pibe’. Hvor førstnævnte udsagn forekommer åbenlyst korrekt, synes det at kræve sølvpapirshat-certifikat på allerhøjeste konspirationsniveau at tilslutte sig sidstnævnte.
Hvorfor i alverden skulle regeringsledere i blandt andet Danmark, Frankrig, Indien, Ghana, Argentina, Algeriet, USA, Tyrkiet, Polen, Kina, Tyskland, Japan og Vietnam de sidste 50 år vælge at danse efter 90 store selskabers pibe? Og hvad siger det ikke om befolkningerne? Vi må da være helt vildt afsindigt dumme? Hvorfor skulle vi dog ellers lade fossilindustrien samt nogle forskruede konkurrencestatspolitikere trække os rundt i manegen på den måde?**
Problemet er, at selvom det umiddelbart er bekvemt at betragte os selv som uskyldige ofre for et ondsindet komplot, så bygger Scavenius’ analyse på en antagelse om, at vi er så usædvanligt ubegavede og nemme at narre, at man kan undre sig over, at de fleste af os er i stand til at huske vores eget navn og bopæl.
Men Scavenius tager fejl. Klimakrisen udspringer ikke af, at vi er dummere end yoghurt. Klimakrisen er derimod et eksempel på tragedy of the commons, hvor borgere, virksomheder og stater overalt på kloden handler ud fra deres egne umiddelbare interesser, selvom det er i konflikt med fællesskabets interesser.
Scavenius afviger faktisk – måske utilsigtet – et sted i bogen fra tragedy of the few-fortællingen: ”Politisk ansvarlighed [handler] om at løse de problemer, som er utilsigtede kollektive effekter af vores handlinger. Klimakrisen er et eksempel på det. Ingen mennesker handler med det formål at skade klimaet. Alligevel er det en samlet konsekvens af vores alles adfærd.”
Enig. Klimakrisen er en konsekvens af vores alles adfærd, ikke blot en lille gruppe selskabers. Vi har kendt til klimakrisen i over 50 år og har derfor haft god tid til at foretage klimabevidste indkøb, tilskynde vores arbejdsgiver til at handle mere klimavenligt, stemme på grønne politikere, opfordre vores pensionskasse til at investere mere bæredygtigt og fravælge banker, der finansierer den fossile sektor. Havde vi gjort det, stod vi ikke i suppedasen – klimakrisen er (også) vores ansvar.
Læs første del af Claus Strue Frederiksens anmeldelse her. Theresa Scavenius’ bog ’Klimastaten – Om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst og hvad vi kan gøre ved det’ udkom ved Gads Forlag i 2022.
* Tragedy of the commons omfatter ikke kun enkeltindivider men også stater og virksomheder. Kollektivt set er det i selskaber og landes interesse, at udledning af drivhusgas reduceres kraftigt. Typisk er det dog ikke i den enkelte virksomhed eller stats interesse at reducere lige netop sit CO2-forbrug markant, da dårligdommene i form af lavere indtjening eller reduktion i BNP typisk overstiger de klimafordele, som den enkelte virksomhed eller stats eventuelle CO2-reduktion vil indebære. Bemærk desuden, at teorien ikke forudsætter, at mennesker udelukkende er drevet af egeninteresse – den forudsætter blot, at hensyn til egne interesser (sommetider) spiller en rolle, når mennesker træffer beslutninger – hvilket synes at være en overordentlig banal antagelse.
** Det fremgår ikke tydeligt af bogen, hvilke lande Scavenius betragter som konkurrencestater. Men uanset antallet, så ændrer det ikke ved, at hun skylder en forklaring på, hvorfor regeringer overalt på kloden de sidste 50 år har danset efter 90 store virksomheders pibe. Det sagt, så synes konkurrencestaten i Scavenius optik at være særdeles udbredt – ifølge Scavenius er konkurrencestaten nemlig skyld i klimakrisen. Hun skriver blandt andet: ”Konkurrencestaten er altså skyld i den nuværende krise, fordi den repræsenterer den politiske tankegang, som i 30 år har fokuseret på at omdanne den offentlige sektor, så den administrativt ligner en privat virksomhed.”
Og det er ikke kun klimakrisen, men også de stigende antidemokratiske tendenser i verden, som konkurrencestaten er skyld i: ”Det skyldes blandet andet konkurrencestatens anden rolle i at forhindre klimapolitikken, som er, at den har bidraget til verdens afdemokratisering og populistiske tendenser ved ikke at tillægge alle de institutioner, som skaber det demokratiske og faglige fundament for staten, nogen værdi.”
Antidemokratiske tendenser i lande som Indien, Ungarn, Venezuela og så videre skyldes altså konkurrencestatens markedslogik – Goddag mand økseskaft!
Billede: Bogomslag, Gads Forlag.
