Boganmeldelse: CV’et fejler bestemt ikke noget. Theresa Scavenius er klimapolitisk forsker ved Aalborg Universitet samt klimaordfører for Alternativet, Danmarks selverklærede grønne parti. Hun har bidraget til partiets politikudvikling, skrevet debatindlæg og publiceret forskningsartikler om klima. Ambitionsniveauet er da også helt i top i hendes seneste bog ’Klimastaten’, hvor hun blæser til kamp mod nogle af verdens mest udbredte klimapolitiske overbevisninger. Hun afviser blandt andet, at borgere og virksomheder er relevante aktører i klimakampen. Desværre falder projektet til jorden med et brag. Det moralfilosofiske fundament er det rene sjap og minder mest af alt om bekvemmeligt klimabedrag, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I bogen ’Klimastaten’ forsøger Theresa Scavenius, klimaordfører for Alternativet, at gøre op med to af verdens mest udbredte klimapolitiske overbevisninger. For det første benægter hun, at borgere og virksomheder er relevante aktører i klimakampen. I stedet mener hun, at ansvaret for den grønne omstilling udelukkende påhviler politikere.
Dernæst afviser hun den alment anerkendte antagelse om, at klimakrisen bunder i et såkaldt kollektivt handlingsproblem som udlagt i teorien om tragedy of the commons, hvor optimale individuelle forbrugsstrategier fører til tragiske kollektive resultater.
Kort fortalt, selvom det er i alles interesse, at menneskeheden reducerer det samlede forbrug af drivhusgas, så er det ikke i den enkeltes interesse at reducere sit forbrug, da velfærdsforringelserne herved langt overstiger fordelene. Ifølge Scavenius bunder klimakrisen imidlertid ikke i tragedy of the commons men derimod i tragedy of the few, hvor nogle få aktører hævdes at være skyld i krisen.
Hvis Scavenius’ opgør med de to udbredte overbevisninger var lykkedes, så ville hun havde sikret sig en plads i historiebøgerne som en af verdens mest skarpsindige klimatænkere. Desværre fejler hun totalt. I denne uges delanmeldelse fokuseret jeg på opgøret med antagelsen om, at borgere og virksomheder har et klimaansvar. I næste uge ser jeg nærmere på tragedy of the commons vs. tragedy of the few.
Scavenius understreger gentagne gange i bogen, at det er op til politikerne at løse klimakrisen – borgere og virksomheder har intet klimaansvar. Eksempelvis skriver hun: ”Men det er vigtigt at slå fast – og denne bogs pointe – at det ikke er muligt at kompensere for manglende global og national politik, hverken på borgerniveau eller virksomhedsniveau. Grundlæggende er borgere og virksomheder ikke relevante klimapolitiske aktører.”
Hvis man har lyst til at flyve verden rundt, vælte sig i rødt kød og købe nyt tøj hver dag, så skal man ifølge Alternativets klimaordfører bare give los, privatpersoner har nemlig intet klimaansvar. Det samme gælder selskaber: Så længe loven overholdes, kan de udlede løs med god samvittighed. Scavenius er yderst klar i mælet: ”Virksomheder og forbrugere skal spille spillet, det vil sige leve og drive forretning inden for samfundets regler. Det er en politisk opgave og et politisk ansvar at bestemme, definere og udvikle regler og love.”
Den kontroversielle konklusion søges begrundet via en empirisk og en moralfilosofisk antagelse. I forhold til sidstnævnte skriver Scavenius: ”Det, som er kompliceret, er, at politisk ansvarlighed ikke er konstrueret efter de samme principper som individuel ansvarlighed. Hvor individets ansvar handler om ikke at skade nogen eller andet bevidst, handler politisk ansvarlighed om at løse de problemer, som er utilsigtede kollektive effekter af vores handlinger. Klimakrisen er et eksempel på det. Ingen mennesker handler med det formål at skade klimaet. Alligevel er det en samlet konsekvens af vores alles adfærd.”
Den skarpsindige læser undrer sig formentlig over, at Scavenius her betragter klimakrisen som et resultat af vores kollektive utilsigtede adfærd, når nu en af bogens hovedpointer er, at klimakrisen netop ikke udgør et såkaldt kollektivt handlingsproblem – og ja, ovenstående bemærkning konflikter da også åbenlyst med andre passager i bogen.
Desuden kan det undre, at Scavenius ikke begrunder sit syn på individuelt ansvar yderligere, men i stedet synes at betragte det som alment accepteret, hvilket dog langt fra er tilfældet. Faktisk er påstanden om, at individer lever op til deres moralske ansvar, hvis blot de afholder sig fra at skade andre bevidst, yderst kontroversiel – ekstremt få moralfilosoffer bakker op herom. Tværtimod anerkender langt de fleste, at individer i visse situationer også er forpligtet til at forhindre dårligdomme, de ikke selv har forårsaget – hvis et barn er ved at drukne i en sø, så bør man forsøge at redde det op og ikke bare vente på, at kommunen tager sig af det.
I forlængelse heraf er det værd at notere sig, at man sagtens kan mene, at det først og fremmest er politikernes ansvar at sætte rammerne og samtidig mene, at hvis politikerne ikke formår at designe det perfekte samfund, så bør borgere og virksomheder ikke blot sidde med hænderne i skødet men tværtom selv forsøge at tage ansvar.
Det bringer os til Scavenius’ empiriske antagelse. For udover at mene, at borgere og virksomheder ikke skal tage klimaansvar, så mener hun også, at borgere og virksomheder ikke kan tage klimaansvar. Hun skriver blandt andet: ”Borgerne og virksomhederne kan og skal derfor heller ikke kompensere for det manglende politiske ansvar for klimapolitikken og den grønne omstilling.”
Men hvorfor kan de ikke det? Svaret er ifølge Scavenius, at virksomheder og privatpersoners eventuelle klimavenlige handlinger er for små og ubetydelig til at nytte noget. Borgere og virksomheder opfordres derfor til at droppe illusionen om, at de kan bidrage til den grønne omstilling:
”Hvad gør man så som borger og virksomhed, når man nu ikke er en relevant aktør, og politikerne tilsyneladende ikke påtager sig ansvaret? Man starter med at stoppe for alt oversalg af grønne budskaber, visioner og planer, i erkendelse af at man som enkeltperson eller organisation kan gøre meget lidt i en verden og en global økonomi, der er kulsort.”
Scavenius tilføjer: ”Det bedste, vi som borgere kan gøre, er at passe vores hverdagsliv. Vi skal leve vores liv og sørge for, at vores børn kommer i skole med en ordentlig madpakke og så videre. Virksomheder skal have travlt med at tjene penge inden for de politisk definerede rammer.”
Selvom et klimafripas umiddelbart forekommer besnærende, bør både borgere og virksomheder undlade at udlede løs – fripasset er nemlig tildelt på et fejlagtigt grundlag. Det bedste, virksomheder som A. P. Møller – Mærsk, Danske Bank og FLSmidth kan gøre i klimakampen, er bestemt ikke intet. Tværtimod, de kan eksempelvis udvikle mere klimavenlige produktionsformer, stille klimakrav til leverandører og andre samarbejdspartnere og indgå forpligtende grønne branchepartnerskaber.
Og her er det værd at bemærke, at danske virksomheders klimaaftryk får Danmarks nationale aftryk til at virke småt og ubetydeligt. Sidste år havde A. P. Møller – Mærsk, Danske Bank og FLSmidth tilsammen et (scope 1,2 og 3) CO2-aftryk på 269 millioner ton – til sammenligning er Danmarks nationale aftryk ifølge de seneste beregninger på 44 millioner ton.
Samlet set har A. P. Møller – Mærsk, Danske Bank og FLSmidth således et klimaaftryk, der er mere end seks gange højere end Danmarks nationale aftryk. Og de tre selskaber er langt fra de eneste danske virksomheder, hvor en grønnere forretningspraksis vil gøre en stor forskel – tværtimod, sidste år havde 11 af de danske C25-selskaber et CO2-aftryk på over en million ton. I det lys er der al mulig grund til, at danske virksomheder trækker i arbejdstøjet og forsøger at reducere deres klimabelastning.
Betyder det, at virksomhederne kan klare den grønne omstilling helt alene? Nej, alle aktører har et ansvar – det gælder også politikere og borgere. Indrømmet: I et globalt perspektiv er effekten af vores individuelle grønne indsats selvfølgelig yderst begrænset, men det er vores ansvar jo også. Vi skal ikke redde hele verden – bare gøre vores del.
Som jeg konkluderer i et tidligere indspark, hvor jeg overvejer konsekvenserne af klimavenligt privatforbrug: Ansvarligt forbrug er ikke tossegodt – at fortsætte som hidtil ud fra en betragtning om, at ens adfærd er ubetydelig i det store billede, er derimod bekvemmeligt selvbedrag.
Theresa Scavenius’ bog ’Klimastaten – Om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst og hvad vi kan gøre ved det’ udkom ved Gads Forlag i 2022. I næste uge bringes anden del af redaktør Claus Strue Frederiksens anmeldelse af bogen.
Forfatterfoto af Peter Hesseldahl; Foto: Simon Klein-Knudsen
