Økonomiprofessor Bryan Caplan slår i bogen ’Myten om den Rationelle Vælger’ til lyd for at begrænse de fattige og lavtuddannede vælgeres magt og tildele velstillede og økonomikyndige borgere langt mere indflydelse, end de allerede har. Bogen er velskrevet, provokerende og på lange stræk særdeles interessant – den giver indblik i et antidemokratisk markedsliberalt tankesæt, hvis tilhængere drømmer om rationel regeringsførelse fri for ufornuftige vælgere, der begrænser markedskræfterne, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
Selvom det lyder naivt at lade de velhavende passe på de fattiges interesser, så er det groft sagt, hvad data fortæller. Alle slags vælgere håber på at stille samfundet bedre, men de veluddannede er mere tilbøjelige til at få arbejdet gjort. (Bryan Caplan, Myten om den rationelle vælger, 2022)
Bryan Caplans bestseller ’The Myth of the Rational Voter’ udkom sidste år i en dansk udgave ved forlaget Paludan. I bogen konkluderer Caplan, der er professor i økonomi ved George Mason University, at vi bør opgive princippet én mand, én stemme og i stedet tildele økonomikyndige borgere mere indflydelse, eksempelvis i form af ekstra stemmer. Kort fortalt: Erstat demokratiet med økonomvælde.
Ifølge Caplan lider demokratiske samfund under, at borgere uden basal forståelse for samfundsøkonomi har lige så meget at skulle have sagt på valgdagen, som borgere med indsigt i emnet. Lige adgang til stemmeboksen resulterer i ufornuftige politikker, der gør samfundet fattigere. Løsningen ligger dog lige for: Overlad taktstokken til eksperterne, i dette tilfælde økonomerne. Ja, det koster på demokratikontoen, men bonner ud på BNP-bundlinjen.
Den kontroversielle konklusion bygger på tre umiddelbart ukontroversielle antagelser. Først: Når mennesker skal træffe beslutninger om dette eller hint, så er sandsynligheden for at træffe den mest hensigtsmæssige beslutning langt større for dem med solid indsigt i emnet end for de, der intet aner derom.
For det andet: Økonomer ved generelt langt mere om samfundsøkonomi end den gennemsnitlige vælger. Tre: En stats økonomiske politik har afgørende betydning for borgernes ve og vel – dårlige beslutninger kan i yderste konsekvens føre til sult og død.
Caplan bruger store dele af bogen på at vise, at økonomer ikke blot har mere viden om samfundsøkonomi end den gennemsnitlige vælger, men at sidstnævnte ligefrem har et forvrænget og fordomsfuldt billede af emnet. Eksempelvis har mange ikke-økonomer tendens til at undervurdere markedets gavnlige effekter og i stedet betragte grådighed som socialt skadeligt – hvorfor de er villige til at støtte politiske tiltag, der begrænser muligheden for skabe profit.
Ifølge Caplan er dette markedsskeptiske verdenssyn i direkte modstrid med konventionel fagøkonomisk visdom: ”Økonomer på tværs af det politiske spektrum finder det svært at se på dette synspunkt med andet end et hånligt blik. Profitter er ikke en håndsrækning, men et quid pro quo: ”Hvis man gerne vil være rig, så er man nødt til at gøre noget, som andre mennesker gerne vil betale for.” (…) Den ”usynlige hånd” overbeviser på stille vis selviske forretningsfolk om at tjene det offentlige gode.”
Alarmklokkerne kimer dog om kap ved en analyse af forfatterens rationale: At velhavende menneskers formue altid bygger på sunde forretningsideer og hårdt arbejde, er åbenlyst noget vrøvl. Overalt på kloden går formuer i arv, mange er født med mere end et fuglehus i dåbsgave.
Desuden: At selviske forretningsfolk altid tjener det offentlige gode, er ren tegneserieøkonomi – i virkelighedens verden findes der masser af forretningsfolk, der har tjent penge på at ødelægge naturen, bruge tvangsarbejde og bidrage heftigt til klimakrisen.
Caplan vil formentlig skyde skylden på markedsfejl. Ja, velkommen til virkeligheden – her er masser af mudder, møg og roderi. Og det kan man ikke bare skrive ud af ligningen og lege, at vi befinder os i Andeby. Derfor: Stop med at gø op om, at individuel profitjagt konsekvent flugter med samfundets interesser, for det passer ikke.
Caplan understreger, at økonomvælde ikke er ensbetydende med at sende alle ikke-økonomer ud i kulden. Visse ikke-økonomer er nemlig mere fornuftige end andre – målet er særligt at holde de lavtuddannede og mindrebemidlede uden for indflydelse, da de i Caplans optik har tendens til at støtte ufornuftige markedshæmmende politikker.
Caplan er opmærksom på, at det at fratage visse grupper demokratisk indflydelse bringer minder om en tid, de fleste formentlig gerne vil glemme. Men han holder fast: ”Valgrestriktioner blev historisk brugt af diskriminerende årsager, men det indebærer næppe, at de aldrig igen bør benyttes af nogen årsag overhovedet. En vælgerkompetenceprøve er lige så forkastelig som en køreprøve. Både dårlig kørsel og dårlig afstemning er farlige og ikke blot for dem, der praktiserer det, men også for tilskuerne.”
Den skarpsindige læser har formodentlig allerede bemærket, at Caplans antagelser – at viden om et emne mindsker sandsynlighed for at begå fejl, at økonomi spiller en central rolle i politik samt at økonomer generelt ved mere om samfundsøkonomi end den almindelige vælger – ikke leder direkte til økonomvælde.
For at komme helt i mål foretager Caplan en temmelig problematisk snig-manøvre: Han sætter stiltiende lighedstegn mellem at vide noget om samfundsøkonomi og at være i stand til at udpege den mest hensigtsmæssige politik. Men økonomer er udelukkende eksperter i det første, ikke i det sidste.
Fagøkonomiske indsigter leverer ikke svar på, hvilken økonomisk politik en stat bør føre. Ingen politik formår nemlig at stille alle individer bedst muligt, hvorved økonomisk politik altid indebærer afvejning af forskellige individers interesser. Denne afvejning er ikke et fagøkonomisk spørgsmål, men derimod et politisk spørgsmål om hvilke interesser, der skal tilgodeses. At en given politik forøger et lands bruttonationalprodukt eller skaber større arbejdsudbud betyder ikke, at den nødvendigvis er mest fornuftig og retfærdig. Og Caplan synes da også at anerkende, at tåbelige (læs: ikke-BNP-maksimerende) politikker faktisk kommer nogen individer til gavn.
Han skriver: ”Hvis vælgerne har forskellige begavelser, så kan mange objektivt drage fordel af socialt skadelige politikker. Velstandsulighed er den simpleste årsag: Selv hvis omfordeling er en utrolig hullet spand, så kan den stadig gøre flertallet rigere.”
Denne erkendelse får dog ikke Caplan til indse, at samfundsøkonomi er et politisk spørgsmål, hvor der ikke findes fagøkonomiske rationelle løsninger. I Caplans optik er eksempelvis handelsrestriktioner og begrænsninger af udenlandsk arbejdskraft konsekvent udtryk for irrationel indgriben i det fri marked.
Igen er vi tilbage i et forvasket tegneserieunivers, hvor Anders And er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. Men da virkelighedens verden byder på undertrykkende despoter, lande med slap miljøregulering, kultursammenstød og andre uhyrligheder, er det en tosset strategi at opføre sig som om, vi befinder os i Fætter Højbens fødeby.
Er det eksempelvis rimeligt, at vi i den globale frihandels navn tillader despoter overalt i verden at sælge ud af landets naturressourcer for så at bruge pengene på at undertrykke befolkningen? Eller er det hensigtsmæssigt at overlade produktionen af samfundsessentielle produkter til diktaturstater, blot fordi de kan levere billig arbejdskraft? Næppe.
Caplan bruger nærved nul eksempler fra den virkelige verden og lykkes da også højst med at få fantasi og drøm til at stemme overnes – hvis vi sløjfer demokratiet og lader økonomer og ligesindede bestemme, så vil statslig indgriben i marked blive kraftigt formindsket – javist, måske.
Som den prisvindende forfatter og historieprofessor Quinn Slobodian påviser i sin netop udkomne bog ’Crack-up Capitalism – Market Radicals and the Dream of a World Without Democracy’ står Caplan ikke alene med sit antidemokratiske synspunkt. Et slående eksempel findes i bogens indledningen, hvor den indflydelsesrige økonom Stephen Moore, der blandt andet har været rådgiver for Trump, citeres for at sige: ”Capitalism is a lot more important than democracy. I’m not even a big believer in democracy.”
De markedsgale antidemokrater bør omgående lægge det ikoniske rockband Twisted Sister på grammofonen og lytte godt efter: We’ve got the right to choose, and there ain’t no way we’ll lose it; (…) We’re not gonna take it; No, we ain’t gonna take it!
