Højrefløjspolitikere har i disse dage travlt med at forsvare retten til koranafbrænding. Regeringens pragmatiske tilgang, der sigter mod at bringe dansk lovgivning på linje med europæiske lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, er ifølge Støjberg og andre udtryk for nedslagtning af fundamentale frihedsrettigheder. Det pudsige er dog, at ingen af buldrehovederne mener det alvorligt. En ting er nemlig stensikkert: Ingen af dem går så meget op i retten til at brænde religiøse skrifter, at de vil kræve, at en kommende regering ruller den varslede lovgivning tilbage – nej, her er udelukkende tale om patetisk teatertorden tilsat papirstynde glidebaneargumenter, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Det er en fejltagelse af historiske dimensioner, intet mindre. Vi står til at miste de fundamentale frihedsrettigheder, som generationer før os er gået i døden for – retsstat og folkestyre vil smuldre og forsvinde. Højrefløjspolitikere er oppe på den helt høje klinge i deres forsvar for retten til at brænde Koranen af.
I DR2 Deadline melder Inger Støjberg klart ud: ”Der er noget, som er utroligt vigtigt her – og det er vores fundament af frihedsrettigheder og den levevis, som vi har. Og hvis vi begynder at give køb på det, så har vi tabt kampen.”
Ifølge Støjberg er regeringen altså i færd med at kaste vores frihedsrettigheder og demokratiske levevis overbord. Det er ikke bare alvorligt, det er meget alvorligt – faktisk: Så alvorligt som det overhovedet kan blive! Det er derfor knap så overraskende, at Støjberg mener, at vi bør stå fast på den nuværende lovgivning, uanset konsekvenserne. Det her ”kan ikke gøres op i eksportindtægter eller noget som helst andet.”
Lignende bombastiske udmeldinger kommer fra Liberal Alliance. I et indlæg i Børsen hævder Henrik Dahl og Steffen Larsen, begge folketingsmedlemmer for LA, at vi står ved en skillevej – regeringens forbud mod afbrænding af Koranen fører til demokratiets og retsstatens fald: ”Når regeringen er villig til at ofre disse frihedsrettigheder, smuldrer dét, der adskiller Vesten fra Mellemøsten. Principper er nemlig kendetegnet ved, at de kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt.”
Og videre: ”Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.”
Flere ting er værd at bemærke. Først, både Støjberg og LA-skribenternes gør brug af et såkaldt glidebaneargument, når de argumenterer for, hvorfor regeringen er i færd med at sende demokratiet i graven. Glidebaneargumenter er dog sjældent særligt overbevisende, da de (i den empiriske variant, som der er tale om her*) forudsætter, at når vi først har sagt A, så vil vi også sige B og så videre indtil vi ender i Z, som er den totale katastrofe. Men der er intet, der tilsiger, at fordi vi siger A og forbyder koranafbrænding, så vil vi i næste uge sige B og forbyde religionskritik for så om et par år at ende i Z (diktatur). Virkelighedens verden er således indrettet: Hvis vi siger A, så behøver vi ikke sige B og kan således nemt undgå at ende i Z.
Modstanderne af regeringens pragmatiske linje, der sigter mod at bringe lovgivningen på linje med lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, kan således ikke hævdes at forsvare frihedsrettigheder og demokrati som sådan, de kan kun hævdes at forsvare en ting: Et par få tossers trang til at sætte ild til Koranen.
Og i det lys bør omkostningerne bestemt betyde noget. Også selvom de forekommer urimelige. Bortset fra de mest inkarnerede dogmatikere vil de fleste sikkert medgive, at man skal vælge sine kampe med omhu. Det at have ret, er ikke altid nok – konsekvenserne betyder faktisk noget.
Et eksempel: En ung fodboldfan ønsker at bruge alle sine aftner i nabobyen på at synge smædesange og tørre røv i naboholdets trøje. Det er hans ret. Men vil du råde ham til at gøre det? Inden du gør, så husk ham lige på, at selvom det ikke er hans (men derimod voldsmandens) skyld, hvis han bliver overfaldet, så er det ham, den unge fodboldfan, der skal leve med konsekvenserne. Og er det det værd? Næppe.**
Man kan godt mene, at Danmark skal agere socialkontor for hele verden – at vi altid skal vise vejen, uanset konsekvenserne. Men ærligt talt, det er da for dumt – og for øvrigt ikke noget, som nogen danske regeringer gennem tiden har praktiseret. Tværtimod har vi været – og er fortsat – i mange sammenhænge overordentlig pragmatiske. Ja, måske endda for pragmatiske: Hvilket signal sender det ikke til diktatorer rundt omkring i verden, at vi gerne vil købe naturressourcer af dem, så de kan bruge pengene til hemmeligt politi og torturkamre? Er det noget, der støtter kampen for demokrati og menneskerettigheder?
Nej, er det korrekte svar. Men sidst jeg så efter, har hverken LA eller Støjberg forlangt kraftig revision af dansk handelspolitik. Og hvorfor ikke? Fordi de på lange stræk er fløjtende ligeglade med retsprincipper og demokrati, når det kommer til stykket. Hvilket denne sag fint illustrerer.
Hvis LA og Støjberg vitterlig mener, at et kommende forbud mod koranafbrænding konflikter med fundamentale frihedsrettigheder og på sigt fører til Talebanlignende tilstande i Danmark, så må det som minimum betyde, at de ikke er villige til at støtte en regering efter næste folketingsvalg, der ikke øjeblikkeligt ruller den kommende lovgivningen tilbage. Hvis tilbagerulningen ikke er et ultimativt krav, så må det være fordi, at det ikke er så vigtigt, alligevel. Og lur mig, om det ikke er det sidste, der er tilfældet.
Men er det ikke svært at sige, præcist hvor grænsen skal gå? Jo, og velkommen til virkeligheden, her er fyldt med mudder og gråzoner. Den nuværende grænse er jo heller ikke særlig elegant. I dag må man ikke gå nøgen gennem byen, men man må godt brænde Koranen – i dag må man ikke brænde det iranske flag, men man må godt brænde Koranen. Logikken er vanskelig at få øje på.
Leder man efter krystalklare velbegrundede grænser, leder man forgæves. Sagen er vanskelig og har brug for Løkke-pragmatisme, ikke Støjberg-bulder. Så i stedet for at råbe skældsord efter vores sindige udenrigsminister bør vi rejse os, rette ryggen og træde op på bordet og udbryde: O Captain! My Captain!
* Fagfilosofer skelner ofte mellem forskellige former for glidebaneargumenter. Eksempelvis præsenterer og diskuterer Nils Holtug, professor i filosofi ved Københavns Universitet, to logiske og et empirisk glidebaneargument i denne tidskiftsartikel, hvor han overvejer de etiske implikationer ved genterapi på mennesker.
** Så alle er med: Dette er en analogi, hvor den unge fodboldfan (ligesom DK) risikerer alvorlige konsekvenser, selvom han har retten på sin side. Eksemplet understøtter på ingen måde, at vi skal forbyde fodboldsange i visse områder.
Foto: Jacob Kjerumgaard.
