Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, viser både forskningen og historien os, at regeringens forbud mod koranafbrændinger er begyndelsen på en farlig glidebane. Peter Kurrild-Klitgaard formår imidlertid udelukkende at demonstrere, at han hverken har kendskab til glidebaneargumenters logiske struktur, eller hvad der kendetegner problematiske og farlige glidebaner. Regeringskritikernes hyppigste og mest højlydte argument mod afbrændingsforbuddet lider således skibbrud endnu engang, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Hvis man grundet mavefornemmelser eller ideologisk ståsted finder noget moralsk forkasteligt, hvor de reelle negative konsekvenser er vanskelige af få øje på, så er det fristende at trække et glidebaneargument ud af ærmet og hævde: Det kan godt være, at det her tiltag ikke er så galt endda, men har vi først sagt A, så følger B – og til sidst ender vi i Z, den totale katastrofe.
Kritikere af det kommende forbud mod koranafbrænding har den seneste tid gjort flittigt brug af den slags dommedagsprofetier, hvor diktatur og støvletramp er lige om hjørnet, hvis loven vedtages. Eksempelvis hævder Henrik Dahl og Steffen Larsen, begge folketingsmedlemmer for Liberal Alliance, i et indlæg i Børsen, at lovindgreb mod koranafbrænding fører til demokratiets og retsstatens fald:
”Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.”
Glidebaneargumenter er sjældent særlig overbevisende, og ophavsmændene er da også blevet mødt med en del kritik og hovedrysten, herunder fra ØU Samfundsansvar. Men nu kommer Peter Kurrild-Klitgaard, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, alarmisterne til undsætning. I en kommentar i Berlingske proklamerer han, at både forskningen og historien viser, at glidebaneargumenterne holder vand. Altså: koranloven er en farlig glidebane.
Videnskabelige referencer? Nul. Solide historiske analogier? Nul. Forudsættes det, der skal bevises? Ja. Plæderes der stik mod det, der søges vist? Gentagende gange. Spilles nazi-kortet? Ja. Alt i alt: Major clusterfuck.
Peter Kurrild-Klitgaard indleder sin forsvarstale med at slå fast, at faren findes: ”Den politiske og moralske glidebane er reel. For det første er det velkendt, at har mennesker først en gang overskredet en grænse, er det rent psykologisk lettere for dem at overskride den igen – eller overskride den mere.”
Her forudsætter Peter Kurrild-Klitgaard det, som glidebaneargumentet skal vise, nemlig at forbuddet mod koranafbrænding er moralsk forkasteligt. Allerede inden regeringen træder ind på glidebanen, har den overtrådt en grænse – men den går ikke. Hele glidebanemanøvren går jo ud på at påvise, at det umiddelbart acceptable vil få uhyrlige konsekvenser (en udførlig præsentation af glidebaneargumenters formelle opbygning findes nedenfor).
”For det andet bliver fortidens handlinger også uvilkårligt brugt som begrundelser for fremtidens. Meget få af dem, der støttede de første moderate forslag om indførelse af sikkerhedsseler i 1970erne, havde formodentlig ventet, at det i løbet af få år ville blive lovpligtigt for alle passagerer. Eller at det et par generationer senere ville blive brugt som argument for lovpligtige cykelhjelme, airbags, osv. Har man først købt den første præmis (at folk skal beskyttes mod egen dumhed), bliver det svært at argumentere imod at pakke dem ind i vat.”
Her advokerer Peter Kurrild-Klitgaard direkte mod det, han søger at vise. Forslaget om sikkerhedsseler var jo netop ikke starten på en glidebane, der her halvtreds år senere har ført til, at vi er pakket ind i vat og kun må færdes til fods iført hjelm og knæbeskytter. Tværtimod er hastighedsgrænserne stort set uændrede, cykelhjelme er ikke lovpligtige, motorcykler er stadig tilladt – det samme gælder skateboards, rulleskøjter og andet kan-ende-galt legetøj.
Sidste skud i bøssen: ”En tredje faktor er, hvad man kan kalde status quos dominans. Det er erfaringsmæssigt sværere at afskaffe en lov end at indføre en ny. Derfor er politik og historien også fyldt med eksempler på farlige glidebaner.”
Igen taler Peter Kurrild-Klitgaard sig selv midt i mod: ”De igangværende planer om at indføre en top-topskat er et illustrativt eksempel. Man så også under coronapandemien, hvor hurtigt mennesker vænnede sig til ganske drakoniske indgreb i deres liv.”
Men de voldsomme indskrænkninger under pandemien er jo ikke fortsat og blevet til flere, tværtimod er de blevet ophævet – altså ingen glidebane der. Og da top-topskatten netop er udtryk for indførelse af en ny skat, så illustrerer den ikke, hvor vanskeligt det er at indføre ny lovgivning – snarere det modsatte.
Peter Kurrild-Klitgaard nøjes dog ikke med top-topskat og pandemi-indgreb. Nazi-kortet kommer også på bordet: ”Havde tyskerne vidst, hvad nazisterne med tiden ville gøre imod jøderne, tyskerne selv eller resten af Europa, havde de næppe stemt så overvældende på dem i 1933. Men med den konstante eskalation, måned for måned, over en årrække blev det til en del af hverdagslivet, indtil den dag udryddelseslejre og totalkrig var hverdag.”
At insinuere paralleller mellem nazisternes uhyrligheder og forbuddet mod koranafbrændinger kræver stort kørekort i både analogiforfalskning og historieløshed, slut.
Glidebaneargumenter: En (lidt nørdet) introduktion
Glidebaneargumenter er kendetegnet ved, at afsender af argumentet mener, at hvis vi accepterer A, der forekommer moralsk acceptabel, så enten vil eller bør vi acceptere Z, der er moralsk uacceptabel. Det problematiske ved A er således ikke A – isoleret set – men derimod at A vil eller bør føre til Z.
Filosoffer skelner traditionelt mellem tre former for glidebaneargumenter, et empirisk og to logiske. Den empiriske variant går på, at hvis vi accepterer A, så vil det føre til Z. Det er denne variant, der dominerer koranafbrændings-debatten.
For at dette argument skal være overbevisende, så skal tilhængerne kunne påvise, at der er rimelig stor sandsynlighed for, at A rent faktisk fører til Z.* Det er i forbindelse med denne manøvre, at mange empiriske glidebaneargumenter falder til Jorden – hvilket også synes at være tilfældet i den nuværende afbrændingsdebat.
Som påpeget i en tidligere kommentar: ”Der er intet, der tilsiger, at fordi vi siger A og forbyder koranafbrænding, så vil vi i næste uge sige B og forbyde religionskritik for så om et par år at ende i Z (diktatur). Virkelighedens verden er således indrettet: Hvis vi siger A, så behøver vi ikke sige B og kan således nemt undgå at ende i Z.”
Det første logiske glidebaneargument går på, at hvis vi accepterer A, der forekommer moralsk acceptabel, så bør vi også acceptere Z, der er moralsk forkastelig, fordi der ikke er nogen moralsk relevant forskel mellem A og Z. Dette argument lægger sig op af et af de mest anvendte og alment accepterede principper inden for moralfilosofi, nemlig universaliserbarhedsprincippet (her i Richard Hares version): Hvis vi bedømmer en handling som værende moralsk acceptabel, så bør vi også bedømme en anden handling som værende moralsk acceptabel, medmindre vi kan pege på en moralsk relevant forskel mellem de to handlinger.**
Kunsten er her at påvise, at der ikke er en moralsk relevant forskel mellem A og Z. Denne type glidebaneargument synes ingen at anvende i den konkrete debat. Her synes alle nemlig at være enige om, at det trods alt er mere acceptabelt at forbyde folk at brænde Koranen end eksempelvis at fratage dem retten til at kritisere religion eller udtrykke deres politiske holdning.
Det andet logiske glidebaneargument går på, at hvis vi accepterer A, der forekommer moralsk acceptabel, så bør vi også acceptere Z, der er moralsk forkastelig. Grunden er, at selvom der forekommer at være en moralsk relevant forskel mellem A og Z, så er vi ikke i stand til at pege på et punkt mellem A og Z, hvor der klart er en moralsk relevant forskel mellem to givne led i kæde, eksempelvis mellem D og F.
Hvis dette argument skal være overbevisende, så skal afsender kunne opstille en kæde fra A til Z, hvor det er umuligt at påvise en moralsk relevant forskel mellem de forskellige led – hvilket i de fleste sammenhænge må siges at være en uhyre vanskelig opgave. Dertil kommer, at argumentet sommetider kan tilbagevise via udpegelse af en gråzone, hvori det er muligt at trække en linje mellem A og Z.
* Hvor stor sandsynligheden skal være, afhænger af, hvor afskyelig Z er samt i hvor høj grad, vi ønsker A.
** Hvad der tæller som moralsk relevant er langt fra ukontroversielt. Men eksempelvis vil de fleste være enige i, at det i forbindelse med jobansættelser er irrelevant, hvilken hudfarve eller køn jobkandidaten har.
Kilder samt yderligere introduktion til glidebaneargumenter
Frederiksen, C. S.: 2011, ‘Corporate Social Responsibility – A perspective from Moral Philosophy’, PhD thesis, University of Copenhagen.
Hartogh, G. D.: 1998, ‘The Slippery Slope Argument’, in H. Kuhse and P. Singer (eds.), A Companion to Bioethics (Blackwell Publishing, Oxford), pp. 280–290.
Holtug, N.: 1993, ‘Human Gene Therapy: Down the Slippery Slope?’, Bioethics 7(5), 402–419.