Superriges dommedagsbunkere: Djævelsk sikkerhedsproblem skaber hovedbrud

Viserne på Dommedagsuret har de seneste år befundet sig alarmerende tæt på 12, som udtrykker en civilisationsødelæggende katastrofe, herunder omfattende atomkrig. Verdens superrige forbereder sig og opfører bunkere, der ikke blot skal kunne modstå kraftige bomber og miljøkatastrofer. Det pansrede bygningsværk skal også give ly, indtil ragnarok og strålingsfare er drevet over. Der er dog et problem: Hvordan opretholder man autoritet over sine sikkerhedsvagter, når statslige institutioner og pengesystemer ligger i ruiner?    

Siden 1947 har en gruppe af verdens mest fremtrædende forskere indenfor blandt andet kernefysik hvert år sat viserne på Dommedagsuret – hensigten er at anskueliggøre, hvor tæt menneskeheden vurderes at være på at udløse en civilisationsødelæggende katastrofe som eksempelvis omfattende atomkrig.

I 1991 blev uret sat til 17 minutter i tolv, siden er viserne jævnligt blevet rykket tættere på midnat, der symboliserer katastrofen. I 2023 blev viserne sat på halvandet minut i tolv, et tidspunkt forskerne fastholdt i 2024.

Dommedagsuret er ikke udtryk for en grundig risikovurdering. Forskerne forsøger således ikke at spå om fremtiden men nærmere at diagnosticere verdens tilstand og give et stemningsbillede. Her vil mange formentlig være enige i, at vi lever i urolige tider – og selvom risikoen er lille, lurer katastroferne i horisonten, både i form af mulig atomkrig eller klimakollaps.

En del af verdens superrige har allerede taget konsekvensen og opført bunkere, der skal beskytte dem mod forskellige katastrofescenarier. Blandt andet har Mark Zuckerberg iværksat opførelsen af en knap 500 kvadratmeter stor underjordisk bunker i forbindelse med sit gigantiske byggeprojekt i Hawaii  – et projekt, der ud over bunkeren også inkluderer to hovedbygninger på over 5.000 kvadratmeter, samlet set.

Ifølge det amerikanske magasin WIRED er projektet omgærdet af usædvanlig meget hemmelighedskræmmeri: “Almost anyone who passes compound security—from carpenters to electricians to painters to security guards—is bound by a strict non-disclosure agreement, according to several workers involved in the project. (…) “It’s fight club. We don’t talk about fight club,” says David, one former contract employee.”

Den slags dommedagsbunkere kommer dog med en indbygget sikkerhedsbrist, der er vanskelig at imødegå – og det handler ikke om byggetekniske besværligheder eller sikring af proviant. Den slags udfordringer kan kloge hoveder med rigelige ressourcer formentlig godt løse. Nej, det handler om mennesker.

Da Douglas Rushkoff, forfatter og professor ved University of New York University, for et par år siden var inviteret til at tale til en gruppe af superrige mænd, opdagede han, at der særligt var ét spørgsmål, hans publikum ønskede svar på: Hvordan opretholder man autoriteten over sine sikkerhedsstyrker, efter katastrofen er indtruffet?

Under normale omstændigheder er spørgsmålet let at besvare: Man sørger for at betale sine sikkerhedsfolk tilstrækkeligt til, at de er tilfredse – samtidig har staten ens ryg. Vagter, der vender våbnet mod dem, de skal beskytte, får staten på nakken. Men da dommedagsscenarier netop er kendetegnet ved, at både stater og pengesystemer ligger i ruiner, hvad skal så motivere sikkerhedsfolkene til ikke at tage magten?

Douglas Rushkoff, i The Guardian: “This single question occupied us for the rest of the hour. They knew armed guards would be required to protect their compounds from raiders as well as angry mobs. One had already secured a dozen Navy Seals to make their way to his compound, if he gave them the right cue. But how would he pay the guards once even his crypto was worthless? What would stop the guards from eventually choosing their own leader?”

Ifølge Rushkoff havde rigmændene flere løsningsforslag, herunder at få vagterne til at bære en slags disciplinære halsbånd som betaling for deres overlevelse. Eller at bruge særlige kombinationslåse til provianten, som kun de kendte koderne til. I den mere science fiction-agtige ende var forslag om at bygge robotter, der kunne fungere som vagter.

Alle disse forslag byder dog på nye problemer. Hvordan vil du overtale vagterne til at iføre sig halsbåndet? Og hvad stiller du op, når de truer med at gøre dig og din familie fortræd, hvis du ikke giver dem låsekoderne?

Og robotvagter? Den løsning forudsætter, at robotterne er bygget og klar, når katastrofen indtræffer – og at de kan bringe dig og din familie sikkert hen til bunkeren og passe på jer, mens I er derinde. Vi har i årevis drømt om flyvende biler og robottømresvende, uden held – så robotvagter er næppe heller ikke lige om hjørnet.

I en episode af The Glenn Show, der beværtes af Glenn Loury, professor i økonomi ved Brown University og forfatter til flere bøger, diskuterer panelet problemet. Også her, forekommer det uløseligt.

Ifølge Glenn Loury kan du godt indgå en aftale med et sikkerhedsteam om, at de skal være klar til at rykke ud og eskortere dig og din familie hen til bunkeren, såfremt katastrofen indtræffer. Men for at sikkerhedsteamet rent faktisk skal være villige til at gøre det, når katastrofen indtræffer, så skal adgang til bunkeren formentlig indgå som en del af aftalen.

Og så har vi jo balladen. Loury konkluderer: “They’re the ones with the guns, why isn’t it their bunker—how is it your bunker? (…) What is the currency in this new order? Bank accounts? I don’t think so, I think the currency of this new order is Mad Max-like brute force.”

De superriges dommedagsbunkere kan formentlig sagtens modstå kraftige eksplosioner, flodbølger og radioaktiv stråling, men om de kan sikre de superriges overlevelse, er mere tvivlsomt. Hvis institutionerne bryder sammen og jungleloven tager over, er det nemlig langt fra sikkert, at tech-milliardærer som Zuckerberg kan bevare deres trone.