Kommentar: Det er umiddelbart fristende at kategorisere rige mennesker, der skjuler formuer i skattely, som baryler. Ligesom alle ungkarle er ugifte, forekommer alle skattely-brugere uanstændige – som tarvelige og grådige mennesker. Men det passer ikke. At skjule formuer på udenlandske konti, langt væk fra myndigheders fangarme, kan under visse omstændigheder være moralsk forsvarligt, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Det at være skattesnyder, det er en farlig ting, fordi man løber nogle vældige risikoer for at få sig en ordentlig kølle oven i hovedet, men skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job. (Mogens Glistrup, DR, 1971)
Glistrups berømte udsagn, hvor han sammenligner skattesnydere med frihedskæmperne, er helt ude i skoven. I et land som Danmark er det bestemt legitimt at advokere for, at skatten skal sættes ned. Men at bryde demokratisk vedtagende regler, bare fordi man er uenig, er naturligvis uacceptabelt.
Der er således intet agtværdigt over de rige danskere – forhåbentligt et fåtal – der skjuler formuer på hemmelige konti i udlandet. Tarvelige-typer, mildest talt. Og hvis hele verden var som Danmark, ville det være lige så umuligt at finde en anstændig skattely-bruger som at støde på en gift ungkarl.*
Men hele verden er ikke som Danmark, langt fra. Ifølge den seneste opgørelse fra Freedom House lever blot 20 procent af verdens befolkning i lande, der som Danmark betegnes som frie – resten lever i ufrie lande som Rusland og Venezuela eller i delvist-frie lande som Indien og Ungarn.
At kategorisere velhavere, der skjuler dele af deres formue fra diktatorer som Putin og Nicolás Maduro, i samme pulje som danske skatteunddragere, er urimeligt. Der kan nemlig være særdeles gode grunde til, at rige eliter i lande som Rusland og Venezuela åbner hemmelige konti i udenlandske skattely. En oplagt grund er frygten for konfiskation.
Hvis man ved flid og talent har opbygget en formue i et land, hvor respekten for retsprincipper er nærved ikke-eksisterende – og hvor myndighederne konfiskerer borgeres formuer efter forgodtbefindende, er det helt inden for skiven at placere dele af formuen uden for myndigheders fangarme. Ja, faktisk forekommer det tudetosset ikke at gemme noget af vejen, hvis muligt.
Som sidegevinst undgår skatteunddrageren at bidrage til finansiering at diktatorens magtapparat, herunder hemmeligt politi, torturkamre og militært isenkram. I det lys fremstår hun jo nærmest som – for at bruge Glistrups ord – jernbanesabotøren under besættelsen. Altså en, der gør et farligt men også fædrelandsnyttigt job.
Og dog: Selvom mange diktatorer er mest optaget af at kanalisere midler til guldbelagte paladser og hårdhændede sikkerhedsfolk, går en vis andel af skatteindtægterne typisk også til formål, der kommer den almindelige borger til gode.
Det er således ikke kun torturkamre og hemmeligt politik men ofte også sundhed og uddannelse, som skatteunddrageren ikke bidrager til. Og det er vel ikke særlig rosværdigt?
Isoleret set bør man som hovedregel afholde sig fra handlinger, der forringer andre menneskers mulighed for hospitalsbehandling og uddannelse – men der er bestemt undtagelser. En af de undtagelser synes at være, hvis ens skattekroner ikke blot bidrager til eksempelvis skoler men i vid udstrækning også går til opretholdelsen af despoters undertrykkelses- og krigsapparat.
Præcist hvor grænsen går, er vanskeligt at sige. Men at undlade at betale skat til Putins despotiske statsapparat eller til de iranske mullahers rædselsregime er i orden.
I et nyligt offentliggjort studie om globale eliters brug af skattely, er forskerne ikke overraskede over, at korruption og manglende retsprincipper motiverer rige eliter til at placere formuer i skattely. Ifølge forskerne er det mere bemærkelsesværdigt, at god regeringsførelse også synes at motivere til skatteunddragelse ved hjælp af hemmelige udenlandske konti.
“Overall, our most counter-intuitive finding is that use of offshore finance by elites can be driven not only by poor governance in their home countries—like corruption and lack of civil liberties—but by good governance conditions, as well.”
Der er tale om et empirisk studie, der ikke fælder moralske domme. Alligevel er det værd at bemærke, at forskerne skelner mellem umiddelbart forståelige motiver som eksempelvis den venezuelanske forretningsmand, der gemmer dele af formuen på udenlandske konti – og mere overraskende motiver, som den skandinaviske rigmand, der flygter fra demokratisk vedtagende skatteregler.
Udover de tarvelige og de anstændige skattely-brugere, findes også en tredje kategori: De onde, forbryderne. Som en rapport fra Europol dokumenterer, er det ikke kun på film men også i den virkelige verden, at forbrydersyndikater, terrororganisationer og andre slyngler placerer formuer på hemmelige konti i skattely. Dem er der naturligvis intet godt at sige om. Det samme gælder de advokater, banker og skattelylande, der assisterer dem – rædderlige typer, hver og en.
* Skattely-bruger skal her forstås som et individ, der placerer penge i skattely med henblik på at undgå at betale den skat, vedkommende ellers er forpligtet til ifølge lovgivningen.
