Boganmeldelse: I bogen ”Klima og Klasse” retter tre danske forskere en skarp kritik af klimaaktivisters blokade af motorveje og skænding af kendte kunstværker. Den frelste kulturelite, der bruger klimabevidst forbrug som identitetsmarkør til at distancere sig fra almindelige (læs: ukultiverede) mennesker, bliver også irettesat. Forskernes konklusion, at aktivister og kulturelite ender som nyttige idioter for klimanølere som Støjberg, er overbevisende. Bogen byder også på løsninger, men de er desværre mere tvivlsomme, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I bogen ’Klima og Klasse’ retter forskerne Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad et hårdt angreb på store dele af klimabevægelsen. I stedet for at forsøge at skabe en alliance med den brede befolkning har mange grønne forkæmpere travlt med at iscenesætte sig selv som særligt oplyste og ansvarsfulde – modsat almindelige mennesker har de forstået situations alvor, klar til at belære os andre.
Men det gavner ikke klimaet, når aktivister blokerer motorveje og derved forhindrer almindelige mennesker i at komme på arbejde, på hospitalet eller hvad de nu skal. Ifølge forfatterne afstedkommer den slags aktioner, at den brede befolkning sendes lige i armene på klimanølende politikere.
Politikere som Støjberg kan nemt stille sig på folkets side – i opposition til selvhøjtidelige og bedrevidende klimaaktivister, der åbenlyst er komplet ligeglade med almindelige menneskers liv og levned.
Den grønne kulturelites rynken på næsen af deres medborgeres forbrugsvalg har samme effekt: Klimanølerne gavnes. Politiken-segmentet betragter formentlig sig selv som forbilleder, når de skoser discountbutikker og spaghettikødsovs.
Men i stedet for at rykke deres knap så ”kvalitetsbevidste” landsmænd i en mere grøn retning, ender forbrugssnobberne med at gøre klimakampen til en kulturkamp – til gavn for Støjberg, der kan dele Danmark op i arrogante københavnere og alle os andre ordentlige mennesker.
Bogens forfattere appellerer til, at de grønne forkæmpere holder op med at bruge klima som identitetsmarkør, der muligvis giver anseelsen blandt ligesindede, men som intet godt gør for klimaet. Den banale men også vigtige pointe er, at hvis man er helt ude af trit med almindelige mennesker, er det umuligt at samle bred folkelig opbakning til en sag.
Bogen behandler desuden to udbredte klima-illusioner. Først: At klimakampen er apolitisk, den handler om videnskab, ikke holdninger. Alle fornuftige mennesker på tværs af politiske skel må kunne indse, at der skal gøres noget – det er bare med at komme i gang. Vrøvl, så det basker.
Som forfatterne konstaterer vil en seriøs grøn omstilling byde på store samfundsomvæltninger, til gavn for nogle grupper og ulempe for andre. Det er en politisk beslutning, hvem der skal betale regning og hvem, der skal høste gevinsterne.
Den anden illusion går på, at markedet og private initiativer nærmest alene kan drive den grønne omstilling, altså grøn kapitalisme.
Visse fortalere for grøn kapitalisme lever ganske rigtig i en fantasiverden, hvor CO2-reduktion går hånd-i-hånd med profitmaksimering, altså win-win. Det er åbenlyst forkert. Bare kig ud af vinduet, masser af virksomheder leverer store overskud, uden at kunne fremvise tilsvarende flotte grønne resultater – se bare Novo Nordisk, Mærsk og ja, store dele af den fossile sektor.
Men der findes også en anden og mindre verdensfjern form for grøn kapitalisme, hvor virksomheder er grønne, når det betaler sig. Her er sloganet ikke, at grøn omstilling er en god forretning, men at det skal være en god forretning – det er op til politikerne at skabe de rette incitamenter.
Den køber forfatterne ikke: ”Visionen om en markedsbaseret grøn omstilling, som har domineret klimaområdet igennem de sidste årtier, har hidtil ikke leveret tilstrækkelige resultater, og det er svært at se, hvorfor det skulle blive bedre i de kommende år.”
Det er korrekt, at den grønne kapitalisme ikke har leveret. Og det er også korrekt, at grøn kapitalisme har domineret klimaområdet i mange år. Men forfatterne overser, at vi her taler om den verdensfjerne win-win-version af grøn kapitalisme og ikke den mere realistiske version.
Grøn kapitalisme har fejlet, fordi politikerne ikke har leveret de rette incitamenter – de har nemlig ladet sig forblinde af de grønne erhvervslivsfantasters win-win fortælling og derved troet, at grøn omstilling er en gratis omgang. Den klarer markedet, bare rolig.
Forfatterne mener imidlertid, at der er tale om et mere grundlæggende problem: Den grønne kapitalisme ”er hverken i stand til at levere politiske argumenter eller økonomiske fordele til brede dele af befolkningen, og derfor har den grønne kapitalisme svært ved at samle den nødvendige opbakning fra såvel middel- som arbejderklassen.”
Det forekommer underligt, at forfatterne på den ene side konstaterer, at grøn kapitalisme har domineret klimaområdet de seneste årtier, samtidig med at de konkluderer, at grøn kapitalisme ikke kan samle opbakning i den brede befolkning.
Har verdens demokratier de seneste mange år været drevet af skyggeregeringer, der har udrullet grøn kapitalisme mod befolkningernes vilje og viden? Så langt vil forfatterne næppe gå, men hvad er så forklaringen? Det skylder de at svare på.
Desuden: Det er svært at samle opbakning til noget som helst, der handler om klima i disse dage. Og forfatterne har ret i, at selvretfærdige klimaaktivister og Politikens frelste klummeskribenter ikke hjælper, men tværtimod skader klimasagen.
Det store spørgsmål er imidlertid, om forfatterne har et bedre bud – der kan skaffe mere folkelig opbakning – end reel grøn kapitalisme, hvor politikerne bidrager med incitamenter og erhvervslivet med løsninger.
Svaret herfra: Nej.
Forfatterne præsenter et bud, som de bruger en stor del af bogen på at forklare og forsvare. Det skal de have ros for. Og det indeholder pointer, som bestemt er værd at tage med: Hvis man overlader klimaregningen til den brede befolkning og gevinster til de få, i toppen, er det umuligt at gennemføre en seriøs grøn omstilling – Støjberg og ligesindede vil vokse, klimastemmer dø.
Men derfra går det galt, eller rettere: Det bliver ualmindelig dyrt!
Ifølge forfatterne er der brug for voldsom opgradering af velfærdsstaten med en stribe sociale rettigheder, herunder en grøn jobgaranti: ”Garantien for et fremtidssikret job er en central del af et grønt projekt, der kan samle en vindende koalition. Hvis man kan garantere, at også folk i klimaudsatte brancher og hårdt ramte regioner kan være sikret beskæftigelse på overenskomstmæssige vilkår, kan det lægge et fundament under almindelige menneskers levevilkår.”
Dertil kommer etablering af et fintmasket sikkerhedsnet, eksempelvis skal alle borgere kunne ”regne med gratis og nem adgang til rekreation i naturen” og ”med mulighed for fleksibilitet i arbejdslivet og lavere arbejdstid.”
Regningen skal betales af de rige og statskassen – hvorved en stor del af regningen jo så alligevel ender hos almindelige mennesker. Og spørgsmålet er så, om det er muligt at samle bred folkelig opbakning til at slå et stort hul i statskassen for at bruge pengene på jobgaranti samt ret til naturoplevelser og lavere arbejdstid.
Forfatterne leverer ingen bud på, hvad deres klimaplan vil koste. Men hvis man vil skaffe bred folkelig opbakning til et så gigantisk projekt, skal man nok lige gøre sig den ulejlighed fremvise nogle beregninger – ellers søger folk et andet sted hen, Støjberg måske.
