Et nyt memo fra Bill Gates har fået den berømte klima-debattør Bjørn Lomborg til at hylde Gates for at stille sig på fornuftens (læs: Lomborgs) side: Bekæmp fattigdom, ikke kul og olie. Lomborg benytter samtidig lejligheden til at lange ud efter klima-alarmister (læs: klimavidenskaben). Lomborgs hyldest til Gates’ nyvundne ”klimarealisme” er fyldt med grundløse antagelser og tyndbenede argumenter, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Bill Gates’ klima-memo, hvori han opfordrer politikere og andre beslutningstagere til at fokusere mere på at bekæmpe sygdom og nød end på temperaturstigninger, har fået enorm opmærksomhed, både herhjemme og i udlandet.
I en kommentar i New York Post glæder Bjørn Lomborg sig over, at Gates langt om længe har forstået, at politik handler om at gøre mest muligt godt med en begrænset mængde ressourcer.
“I have long argued that policymakers should always ask: What’s the smartest way to do the most good with limited resources? For billions of people in the developing world, tackling immediate challenges like poverty and disease outweighs chasing distant temperature goals.”
Her begår Lomborg sit første bedrag. Han siger: Politikere kan vælge enten at bruge penge på klima eller på at redde menneskeliv. Men det er løgn. Politikere kan vælge at bruge penge på klima, infrastruktur, militær, universiteter, kræftbehandling, børnehaver, kultur, bekæmpelse af fattigdom og så videre – ja, listen er uendelig lang.
At stille klima op mod bekæmpelse af fattigdom svarer til at sige, at politikere enten kan bruge penge på politi eller på domstole, ikke begge dele. Sandheden er, at politikere kan vælge at bruge penge på klima frem for (eller i tillæg til) landbrugsstøtte og rigtig mange andre ting.
Jeg diskuterer denne problematik indgående i Bill Gates del 1, som kan læses her.
Ifølge Lomborg bliver der brugt gigantiske beløb på forfejlet klimapolitik, mens de fattige dør i hobetal: ”Globally, we have spent over $14 trillion on climate policies. Last year alone, the cost exceeded $2 trillion. Again, it is money spent on climate policy that cannot be spent on basic education and maternal healthcare.”
Det er Lomborgs andet bedrag. Som kilde til de mange misbrugte klima-milliarder henviser Lomborg til en rapport fra Bloomberg. Rapporten handler dog ikke om klimastøtte eller forfejlede grønne projekter men om investeringer i grøn omstilling – det vil sige i elbiler, atomkraft, solceller, elnet med mere.
Lomborg vil altså tage de penge, som blandt andet private virksomheder investerer i eksempelvis solcelleindustrien og give til de fattige. Det glemmer Lomborg dog at fortælle – men det er sådan, det hænger sammen.
Man fristes til at spørge, hvorfor Lomborg ikke hellere vil give de enorme summer, som politikere verden over bruger på at understøtte fossil energi, til de fattige – i 2022 løb direkte fossile subsidier op i 1,5 billioner USD.
Lomborg bruger en del spalteplads på at skælde ud på såkaldte klima-alarmister, herunder klimaforsker Michael Mann, der anklages for at puste klimakrisen helt ud af proportion – faktisk er der slet ikke nogen krise, mener Lomborg:
“Climate change is a real problem, but it is not the end of the world. Unaddressed, climate economics shows that it might shave 2-3% off global GDP by 2100—meaning we’ll be 435% richer instead of 450%. Climate is one issue among many, not an apocalypse that eclipses everything else.”
Det er Lomborgs tredje bedrag. Kilden til Lomborgs vilde påstand om, at vi skal droppe grøn omstilling og helt undlade at adressere klimakrisen, er økonom og nobelpristager William Nordhaus.
Hvad Lomborg glemmer at fortælle er, at Nordhaus er en yderst kontroversiel skikkelse. Nordhaus er nemlig fortaler for markante temperaturstigninger – ifølge Nordhaus er stigninger omkring 3,5°-4° det optimale.
I en artikel om Nordhaus oplister gravermediet The Intercept en række prominente klimaforskere, der samstemmende konkluderer, at 4° temperaturstigning vil føre til ødelagte økosystemer og massedød.
Eksempelvis siger den svenske klimaprofessor Kevin Anderson: “Something like 10 percent of the planet’s population — around half a billion people — will survive if global temperatures rise by 4 C.”
Og det er ikke kun klimaforskere, der kritiserer Nordhaus. Flere prominente økonomer er også uenige i hans konklusioner, herunder nobelpristager Joseph Stiglitz.
Bjørn Lomborg har skabt en enestående karriere på at tale klimavidenskaben midt i mod. Og gid han har ret, gid klimakrisen slet ikke findes – gid den bare er en skør tanke i tusindvis af forskeres hoveder. Den slags ’gid, gid, gid’ er imidlertid en dum strategi. Sandheden er, at Lomborg er en bedrager. Færdig, slut.




