Boganmeldelse: Er grøn vækst en realistisk mulighed? Ifølge Joachim Peter Tilsted, økonom og forsker ved Københavns Universitet, er svaret både ja og nej. Ja, hvis man holder sig til en populær forståelse, der betegner grøn vækst som stigende BNP kombineret med faldende CO2-udledning. Men nej, hvis man som Tilsted og andre økologiske økonomer mener, at vækst kun skal betegnes som grøn, hvis stigningen i BNP suppleres af et tilstrækkeligt fald i CO2-udledning. Bogen byder på mange interessante betragtninger, enkelte konklusioner er dog knap så overbevisende, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I bogen ’For lidt for sent for hvem – Introduktion til socioøkologisk Økonomi’ leverer Joachim Peter Tilsted, der forsker i klima og økonomi ved Københavns Universitet, et forsvar for økologisk økonomi.
Økologisk økonomi er kendetegnet ved at stille langt skrappere krav til, hvad grøn vækst og bæredygtighed reelt indebærer – set i forhold til mere traditionelle klimaøkonomiske positioner. Joachim Peter Tilsted kritiserer blandt andet en udbredt forståelse af grøn vækst, som blot fordrer stigende BNP kombineret med CO2-reduktion.
Den forståelse af grøn vækst udtrykkes blandt andet af John Burn-Murdoch, chefanalytiker ved Financial Times: “In 2016, 70 countries — more than one in three worldwide — had a run of at least five years in which carbon emissions declined while GDP grew. Green growth is already here.”
Joachim Peter Tilsted kritiserer med rette Burn-Murdochs definition. Problemet er, at der jo sagtens kan være en afkobling mellem udviklingen i BNP og CO2-udledning – samtidig med at CO2-reduktionerne er for beskedne til, at udviklingen bør kaldes grøn.
Ifølge Tilsted og andre økologiske økonomer skal vækst kun betegnes som grøn, hvis stigningen i BNP suppleres af et tilstrækkeligt fald i CO2-udledning. På globalt plan indebærer det, at vækst i det globale BNP suppleres af CO2-reduktioner, der flugter med Parisaftalens målsætninger.
I det lys mener Joachim Peter Tilsted ikke, at grøn vækst er en realistisk mulighed. Han fremhæver den berømte IPAT-ligning:
CO2 (impact) = antal indbyggere (population) x BNP per indbygger (affluence) x CO2-aftryk per kr. (technology)
Da fortalere for grøn vækst hverken vil reducere antallet af indbyggere eller BNP per indbygger, er der kun et led i ligningen tilbage til at levere de nødvendige CO2-reduktioner, nemlig ved drastisk at sænke CO2-aftrykket per krone. Løsning: Gigantiske teknologiske fremskridt, der vil gøre vores forbrug næsten CO2-neutralt.
Den tror Joachim Peter Tilsted dog ikke på og fremhæver en række udfordringer. Han påpeger blandt andet, at der er grænser for, hvor cirkulær en økonomi kan være – alle produktionsprocesser, herunder processer relateret til genbrug, medfører nemlig et tab, der umuliggør fuldstændig cirkularitet.
Bogen indeholder mange gode pointer og interessante betragtninger, herunder om energihistorie. Energi spiller en central rolle i økologisk økonomi, hvor der er stort fokus på energiafkastet på investeringen, ikke blot i forhold til vedvarende vs. fossil energi men også i forhold til eksempelvis fødevarer.
Joachim Peter Tilsted bemærker her, at Dansk landbrugs kødproduktion, som kræver betydelige mængder importeret plantefoder, betyder, at Danmark samlet set har underskud på fødevarekontoen svarende til 7 millioner mennesker proteinbehov.
Bogen indeholder desuden en rigtig god diskussion af forskellige bæredygtighedsbegreber, absolut vs. relativ og stærk vs. svag. Det sagt, er bogen ikke helt fri for tidsler. Enkelte konklusioner fremstår temmelig vakkelvorne.
Eksempelvis: I en diskussion af prioritering mellem klimahensyn og forbrugsmuligheder affejer Joachim Peter Tilsted muligheden for cost-benefit-analyser med henvisning til, at der i mange tilfælde er tale om inkommensurable værdier – sat på spidsen: Det kan være vanskeligt at sammenligne et rigt fugleliv med glæden ved at få et nyt køkken.
Joachim Peter Tilsted anerkender dog, at selvom forskellige værdier kan være vanskelige at sammenligne, så er vi nødt til at prioritere mellem klimahensyn og menneskers forbrugsmuligheder. Men i stedet for traditionelle cost-benefit-analyser slår Tilsted til lyd for såkaldt multikriterie-kortlægninger. Han citerer i den forbindelse andre forskere, der forklarer forskellen på følgende måde:
”I stedet for at prioritere direkte og gennemsigtigt formidler reelle eller modellerede pengeværdier implicitte afvejninger. I multikriterie-kortlægninger bliver deltagerne derimod hele tiden udfordret kvalitativt til at retfærdiggøre deres input, men de kan selv vælge, definere, måle og prioritere deres kriterier, som de vil.”
Uklart eller uheldigt: Hvis det vitterligt er op til den enkelte kortlægnings-deltager selv at definere kriterier med mere for kortlægningen, så ender vi imidlertid hurtigt i et relativistisk helvede, hvor alle vurderinger er lige gode. Med andre ord, hvis det ikke skal ende i total lirumlarum, så skal vi have klare kriterier for, hvornår en vurdering er bedre end en anden – således at vi er i stand til at tilvælge de gode analyser og fravælge de dårlige.*
Og det er desværre ikke bogens eneste tidsel. Visse passager i bogen vækker mindelser om dunkel fransk filosofi. Det gælder eksempelvis her: ”I politisk økonomi er der blik for de modsætninger, som vores samfund navigerer i, og de begrænsninger og muligheder, modsætningerne indebærer. Modsætninger henviser her til en form for systemmodsigelser eller konflikter, der er iboende. De opstår som et resultat af systemet selv, men underminerer samtidig selve systemets stabilitet over tid.”
Ikke dybsindigt, blot klodset. På visse stræk burde forfatter og redaktør have skelet mere til det gammelkendte skriveråd: Skriv ikke så det kan forstås, skriv så det ikke kan misforstås.**
Det ændrer dog ikke ved, at bogen rummer en række interessante diskussioner og pointer, som gør den læseværdig for alle, der interesserer sig for klima og grøn omstilling.
* Blot at henvise til, at deltagerne hele tiden bliver udfordret kvalitativt til at retfærdiggøre deres input, er ikke tilstrækkelig klart – for hvad vil det helt præcis sige at blive udfordret kvalitativt til at retfærdiggøre input? Svaret synes at blæse i vinden.
** Rådet tilskrives den romerske retoriker Quintilian, som levede for knap 2.000 år siden, og bør tjene som ledestjerne for skribenter, der oprigtigt ønsker at oplyse læsere om dette eller hint – og som ikke forveksler dunkelhed med dybde, men som i stedet betragter snørkleri med næserynk.
