Boganmeldelse: Ifølge den tyske professor Jens Beckert er menneskeheden ikke i stand til at løse klimaudfordringerne. Vi bør derfor forberede os på naturnedbrud. Årsagen er enkel: Klima trumfes altid af andre hensyn. Virksomheder vil gerne være grønne, men kun hvis det ikke koster på bundlinjen. Regeringer vil gerne udrulle grøn politik, men ikke hvis det koster vælgere. Samtidig vil vi borgere kun stemme grønt og købe klimavenlige varer, hvis det ikke koster ekstra. Jens Beckerts bog om den tabte klimakamp er både dyster og tankevækkende, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
We come to Rio with an extensive program of technology cooperation. We stand ready – Government and private sector – to help spread green technology and launch a new generation of clean growth. (George Bush, Rio-topmødet i 1992).
Klima har været på dagsordenen i årtier, alligevel fortsætter det globale CO2-aftryk med at stige. Hvorfor har vi ikke formået at sænke udledningen af drivhusgas – vi ved jo udmærket godt, at global opvarmning vil have massive negative konsekvenser?
Det spørgsmål adresserer Jens Beckert, professor i sociologi og prisvindende forfatter, i sin seneste bog ’How We Sold Our Future – The Failure to Fight Climate Change’.
Beckerts svar er nedslående: Vi kommer ikke til at reducere det globale CO2-aftryk markant og må derfor indrette os på en varmere klode med alle de negative konsekvenser, det indebærer.
Overordnet set er problemet: For den enkelte aktør overstiger gevinsterne ved ikke at gøre noget klart det positive udbytte ved klimahandling. Selvom naturnedbrud og klimakaos er skidt for alle, er det irrationelt (her forstået som egoistisk uklogt) for den enkelte at være rigtig grøn – det gælder både som borger, virksomhed og regeringsduelig politiker.
På individniveau er det enkelt: Hvis jeg sænker mit forbrug til et absolut klima-minimum, vil det have massiv negativ indvirkning på min livskvalitet – omvendt er de positive konsekvenser ved mit klimamådehold nærved umulige at få øje på.
Som Beckert bemærker, spiller forbrug både en central rolle for vores identitet og for vores følelse af frihed:
“Individual identity and social status are to a large extent determined by the consumption of goods. Social recognition accrues to those who can keep up with the Joneses or, preferably, get ahead in a world where consumption can be increased indefinitely. Consumer choice becomes the realm where freedom can be exercised in a world that for most people is otherwise characterized by considerable constraints.”
Selvom de fleste formentlig vil benægte, at ikke-livsnødvendige forbrugsgoder spiller en stor rolle i deres tilværelse, bekræfter vores adfærd dog ofte Beckerts fortælling. En bil er jo ikke bare et transportmiddel. Vores hus er heller ikke bare ét tag med mursten omkring og tilfældige ting indeni.
Utallige studier har også vist, at der er kæmpe forskel på vores faktiske forbrugsmønstre og de svar, vi leverer i spørgeundersøgelser. Adspurgt rangerer klima og miljø højt, men i den virkelige verden har det grønne nærmest ingen indflydelse på vores forbrugsvalg.
Det samme gælder i erhvervslivet. Klima er godt, bare det ikke koster noget. Topdirektører, der prioriterer klima over profit, findes end ikke i eventyrerne – de er simpelthen for radikale, selv til fiktionens verden.
Politikerne taler også om klima. Men aldrig som en udgift, i hvert fald ikke af de store. For mens de fleste vælgere godt vil bruge skattekroner på skoler, militær og sygehuse, er det politisk selvmord at afsætte store summer til at reducere det nationale klimaaftryk.
Rationalet lyder: Hvorfor skal vi bruge milliarder af skattekroner på at reducere vores udledninger, mens andre lande kører på frihjul?
Alle vil således gerne gøre noget, men ingen vil betale. Tilbage står fortællingen om grøn vækst, hvor vi kan fortsætte forbrugsfesten – bare i grøn udgave. Men grøn vækst er desværre en illusion.
En elbil er jo ikke grøn, den er bare mindre klimabelastende end sin fossile tvilling. Og som citatet med tidligere præsident Bush ovenfor illustrerer, har grøn vækst været på dagsorden i årtier – mens udledningerne bare er gået op.
I slutningen af bogen forsøger Beckert at slå en mere optimistisk tone an, det lykkedes ham dog ikke at bevare troen.
“The consequences of climate change might at least be cushioned a little further, and a social transformation that slows the change and helps societies adapt to the new climatic conditions could gather a little more momentum than it has now. None of this is simple, and none of this is likely, because all of it has to prevail over structures that resists and oppose such changes.”
Det er befriende at læse en bog om klima, der siger det, som det er: Vi er på røven!
