Bill Gates’ klima-memo har skabt røre: Trump, Lomborg og Berlingske jubler, mens Information kaster med skældsord og klimaforskere raser. Balladen bunder i, at Gates advokerer for mindre fokus på temperaturstigninger og mere på at redde menneskeliv. Altså: Hvis politikere kan vælge mellem at bruge ressourcer på at begrænse udledningen af CO2 eller bekæmpe malaria, så bør de gøre det sidste. Gates’ dilemma: CO2-reduktion eller myggenet, bygger imidlertid på den forkerte antagelse, at kun ”grønne” penge kan bekæmpe sygdom og nød. Men der er ingen grund til at tage klimaet som gidsel, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Burning fossil fuels helps people now at the cost of making the climate worse for people in the future. But remember that climate change is not the biggest threat to the lives and livelihoods of people in poor countries, and it won’t be in the future. (Bill Gates, Three tough truths about climate – What I want everyone at COP30 to know, Oct 28, 2025)
Bill Gates’ klima-memo har skabt begejstring. Trump erklærer klimakampen for vundet. Bjørn Lomborg byder Gates velkommen i sund-fornuft-klubben, og på lederplads roser Berlingske Gates og kalder hans analyse grundig og nuanceret.
Det sidste, altså det med at være nuanceret, betyder ifølge Berlingskes lederskribent, at Gates følger i Lomborgs fodspor: ”Bjørn Lomborg har længe repræsenteret de nuancerede standpunkter i klimadebatten, som ikke mindst her i landet mere er blevet imødegået med skældsord som »klimabenægter« end med argumenter.”
Man skal dog ikke læse mange Lomborg-linjer, før det står klart, at Lomborg ikke er nuanceret. Han er derimod en bedrager med et ekstremt løsagtigt forhold til sandhed og fakta – min kritik af Lomborgs omfavnelse af Gates kan læses her.
Kort fortalt er Bill Gates’ budskab: Klimaforandringerne er et alvorligt problem. Men det er ikke så slemt, som klimaalarmisterne tror. Visse problemer er større, herunder malaria og andre sygdomme. Derfor bør vi ikke bruge vores yderst begrænsede ressourcer på klimaprojekter, i stedet bør vi bruge dem på at bekæmpe sygdom og nød.
Der er to grunde til, at Gates betragter klimaforandringerne som et alvorligt problem men ikke som et gigantisk problem. For det første er han teknologi-optimist: Vi allerede gjort store fremskridt, herunder udviklet bedre elbiler, billigere sol- og vindenergi samt bedre batterier til lagring af vedvarende energi.
Udviklingen kan ifølge Gates ses i tallene: For ti år siden forventede Det Internationale Energiagentur, at de globale CO2-udledninger i 2040 ville være omkring 50 milliarder ton om året. Det tal er dog netop blevet nedjusteret til en forventet CO2-udledning på 30 milliarder ton om året.
Den anden grund er, at Gates ikke er synderligt bekymret for, om vi når Parismålet. Under et interview med CNBC siger han, at den teknologiske udvikling ikke gør os i stand til at holde temperaturstigningen under 1,5° – ej heller under 2°.
Gates understreger, at den teknologiske udvikling vil gøre os i stand til at imødegå de allerværste konsekvenser af klimaforandringerne, underforstået at stigninger over 2° vil være til at leve med – ja, faktisk vil det være forkert at jagte Parismålet, da det er bedre at bruge ressourcerne på at bekæmpe sygdom og nød.
Og så er vi fremme ved sagens kerne. Gates opstiller et dilemma: Vi kan bruge ressourcer på enten klimaprojekter eller på at redde menneskeliv ved at bekæmpe sygdomme, her og nu. Ifølge Gates bør vi gøre det sidste.
Gates understreger gentagende gange, at hans analyse handler om udviklingsbistand, altså de midler lande som Danmark donerer til udviklingslande. Gates konklusion synes således at være, at bistandskroner skal gå til at bekæmpe sygdom og nød – og altså ikke til grønne projekter.*
Hvis det er budskabet, kan Gates ikke bruges af klimaskeptikerne som kampfælle. Gates taler jo ikke om at stoppe grønne projekter og investeringer generelt, men blot om at fokusere de yderst begrænsede globale bistandsmidler til at bekæmpe sygdom og nød, her og nu – og derved redde så mange menneskeliv som muligt.
Gates kaster dog selv uklarhed over budskabet, når han eksempelvis skriver: “Every effort in the world’s climate agenda should undergo a similar (data-based, red.) analysis and be prioritized by its ability to save and improve lives cost-effectively.”
Uanset om Gates budskab omhandler klima-bistand eller klimamidler mere generelt, så bygger hans dilemma på en forkert antagelse: Vi behøver nemlig ikke vælge mellem at bekæmpe klimaforandringer eller bekæmpe sygdom og nød.
Klimabistand: I COP15 dokumentet, altså den såkaldte Københavner-aftale, står der klart og tydeligt, at den lovede globale klimabistand på 30 milliarder UDS skal være nye og additionelle midler. Det løfte er siden blevet brudt, også af værtslandet Danmark, der ifølge ph.d.-studerende Magnus Eldrup bruger over en tredjedel af de klassiske bistandsmidler på klimabistand.
Bill Gates burde derfor lægge ud med at påtale, at verdens lande ikke lever op til det, de selv har lovet, nemlig at klimabistand skulle være additionel. Dilemmaet mellem klima og sygdomsbekæmpelse opstår jo kun, fordi regeringer som den danske snyder på vægtskålen og bruger klassiske bistandsmidler på klimaprojekter.
Jamen verden er jo, som den er – vi har de få midler, vi har, sådan er det. Vrøvl. Et eksempel: I Danmark har vi ikke et af naturen afgrænset og fastlagt beløb til krudt og kugler. Det er derfor, at vi er i stand til at donere store summer til Ukraines krigsmaskine samtidig med, at vi opruster kraftigt herhjemme. Begge dele med rette, hvis du spørger mig.
På samme måde kan verdens rige lande jo godt vælge at leve op til deres forpligtelser og donere den aftalte additionelle klimabistand. Verdens ledere kunne eksempelvis vælge at bruge nogle af de milliarder, de hvert år bruger på at understøtte fossil energi, på klimabistand – i 2022 løb direkte fossile subsidier op i 1,5 billioner USD.
Klimainvesteringer, generelt: Hvis Gates mener, vi kun bør investere og kanalisere penge til grønne projekter, hvis de forventes at forbedre livsvilkår for mennesker på kloden i mindst lige så høj grad som penge brugt på bekæmpelse af sygdom og nød, så har han et gevaldigt forklaringsproblem.
Gates skylder os en forklaring på, hvorfor det lige netop er klima, der skal undergå hans effektivitetstest (gør mest muligt godt, globalt set) og ikke eksempelvis ressourcer brugt på kultur, militær, infrastruktur, uddannelse, natur og ældrepleje.
Består det effektivitetstesten, at vi understøtter det Kongelige Teater og bygger ældreboliger og motorveje frem for at bruge pengene på at bekæmpe sygdom og nød i udviklingslandene? Næppe.
Mener Gates, at vi så skal holde op med at støtte kultur, ældrepleje med mere og i stedet kanalisere pengene derhen, hvor de gør mest mulig gavn i verden? Det gør han formentlig ikke, i hvert fald skriver han ikke en linje herom.
Og så er vi tilbage, hvorfor tage klimaet som gidsel? Det er der ingen god grund til.
Tænk hvis Gates havde fokuseret på demokrati frem for klima: “Every effort in the world’s democracy agenda should undergo a similar (data-based, red.) analysis and be prioritized by its ability to save and improve lives cost-effectively.”
Mon Trump, Lomborg og Berlingske havde klappet lige så højlydt af den bemærkning. Forhåbentlig ikke.
Alt i alt: Bill Gates er på klima-afveje. Han er dog næppe et verdensødelæggende dumt svin, som chefredaktør Rune Lykkeberg titulerer ham i Information. Heller ikke et ekko af Lomborg, som klimaprofessor ved DTU, Kirsten Halsnæs kalder Microsoft-stifteren. Gates er ikke klimabedrager som Lomborg, nok nærmere på afveje.
Klimaprofessor Michael Mann har aldrig haft fidus til Gates. I kritikken af Gates’ memo stiller Mann et interessant spørgsmål: Hvorfor er prominente medier mere interesserede i klima-analyser fra en pc-mogul end i velfunderede klima-vurderinger fra verdens førende klimaeksperter?
Joh, øh – er vist det bedste svar.
* NOTE: Bill Gates understreger gentagende gange, at han taler om udviklingsbistand, når han siger, at vi skal prioritere bekæmpelse af sygdom og nød højere end grønne projekter. Her nogle eksempler, de to første er fra memoet, de to næste er fra interviewet med CNBC (min markering):
“How do we make sure aid spending is delivering the greatest possible impact for the most vulnerable people? Is the money designated for climate being spent on the right things? I believe the answer is no.”
“COP30 is taking place at a time when it’s especially important to get the most value out of every dollar spent on helping the poorest. The pool of money available to help them—which was already less than 1 percent of rich countries’ budgets at its highest level—is shrinking as rich countries cut their aid budgets and low-income countries are burdened by debt.”
“If the aid budgets to poor countries were continuing to go up, the way they did over the last 25 years, then the trade-offs between climate action and saving children’s lives wouldn’t be as acute as it is now that these budgets are going down and going down quite a bit. And so, the plea here is to say, okay, let’s take that very limited money and not have some partitioned off for particular causes. Let’s measure it all in terms of the human welfare, how do, how do you help those countries?”
“Shouldn’t we, in our awareness of how little generosity there is to help measure, you know, should we get them a measles vaccine, or should we do some climate related activity? And if we could take, if we stop funding all vaccines and that, you know, saved you 0.1 degree, would that be a smart trade off? That’s the kind of question we have to ask. So, I’m a climate activist, but I’m also a child survival activist.”
