Svend Brinkmanns bog ’Oplevelsessamfundet’ blev flået ned af hylderne, da den ramte butikkerne i efteråret. Anmelderkorpset var begejstret. Eminent, skrev Altinget mens Kristelig Dagblad gav fem stjerner. Desværre skuffer bogen fælt, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen. Han mener, at bogen byder på vindskæve analyser og uigennemtænkte eksempler, der udstiller og underminerer forfatterens papirstynde pointer. 2023 bød dog på et sandt mesterværk: Louis-Ferdinand Célines ’Krig’ er ubetinget årets bedste bog.
Svend Brinkmanns seneste samfundsdiagnose er dybt bekymrende: Vi lever ikke længere i en fælles virkelighed, men i individuelle og adskilte oplevelsesverdner. Det vigtige er ikke, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, men hvordan de opleves. Det gælder eksempelvis krænkelsessager. Her lægges der udelukkende vægt på parternes oplevelser, hvorimod virkeligheden hældes ud med badevandet.
Brinkmann skriver: ”Enhver i oplevelsessamfundet kan påkalde sig rettigheder med udgangspunkt i oplevelser. Hvis man oplever, at man er udsat for mobning, så er man udsat for mobning. Hvis man oplever, at man er krænket, ja, så er er man krænket.”
Den dystre pointe bakkes op af en omdiskuteret passage i Københavns Universitets tidligere retningslinjer, hvoraf det fremgik, at hvis en person føler sig krænket, så var der som udgangspunkt tale om en krænkelse. Eksemplet er langt fra velvalgt: Københavns Universitet har, som Brinkmann selv bemærker, for længst skrottet det kluntede ordvalg. Og når end ikke Danmarks woke-højborg nummer ét mener, at krænkelsessager alene bør vurderes ud fra, hvorvidt en person føler sig krænket, så er det næppe en særlig udbredt praksis.
Brinkmann henviser også til fagforeningen Business Danmark, der på sin hjemmeside skriver (eller rettere: skrev), at hvis en person oplever sig udsat for krænkende eller sårende adfærd, så er der tale om mobning. Dette eksempel er dog også forældet. Business Danmark lancerede nemlig en helt ny hjemmeside i august, 2023. I den opdaterede version holder fagforeningen for marketingsmedarbejdere sig til Arbejdstilsynets definition af krænkelser – og her er der ingen slinger i valsen: ”Arbejdstilsynet har i høj grad fokus på det faktuelle: Hvad er der konkret sket, og hvor tit?”
Desuden skulle Brinkmann, der jo ellers hævder at holde meget af virkeligheden, prøve at åbne vinduet og stikke hovedet ud. Hvis han gjorde sig den ulejlighed, ville han hurtigt opdage, at vi ikke lever i et oplevelsessamfund, hvor indre forestillinger agerer øverste autoritet.
Det betyder ikke, at vi altid er enige om, hvad der kendetegner ordentlig opførsel. Når visse ord og fraser får universitetsstuderende til at forlade forelæsningen og forlange underviseren bortvist, ruller de fleste af os formentlig med øjnene og tænker, at det nærmere er de ømfindtlige unge, der bør smides på porten.
Men bemærk, de studerendes barnagtige adfærd udspringer ikke af indre oplevelser, der er totalt afkoblet virkeligheden. De faktiske forhold er vi sådan set enige om. Det er den normative dom om de faktiske forhold, der skaber ståhej. De mener, at visse ord under ingen omstændigheder bør anvendes i en undervisningssammenhæng, vi er uenige.
Ifølge Brinkmann er vi dog ikke længere i stand til at diskutere normative spørgsmål på en rationel og faktabaseret måde. I oplevelsessamfundet er etiske vurderinger nemlig blevet reduceret til subjektive smagsdomme: ”Det gode er godt, fordi jeg oplever, at det er sådan. Det onde er ondt, fordi jeg oplever, at det er sådan.”
Som teoretisk grundlag hentes Ayers emotivisme og Sartres eksistentialisme frem fra filosofigemmerne: ”Man hører godt nok ikke ret meget om emotivisme og eksistentialisme længere, men det skyldes ikke, at de blev uaktuelle i løbet af det 20. århundrede. Snarere tværtimod. De blev så banale og selvfølgelige, at det slet ikke var nødvendigt at navngive dem. De blev til en slags folkefilosofier – hver mands moralfilosofi – i det oplevelsessamfund, der voksede frem,” skriver Brinkmann.
Igen slår han en kæmpe skævert. Hvis Ayer og Sartre vitterlig var blevet hvermandseje, så ville diskussioner om politik og etik for længst være forstummet. Hvorfor diskutere koranafbrænding, dyrevelfærd, klimaansvar, topskat, kønsdiversitet og så videre, hvis ret og vrang udelukkende er et spørgsmål om indre smagsoplevelser?
Hvis vi befandt os i Brinkmanns oplevelsessamfund, så ville vi bare stå og råbe buh og hurra af hinanden, men det gør vi jo ikke. Tværtimod forsøger vi i debatter at begrunde vores etiske ståsted med mere og andet end blot private mavefornemmelser. Eksempelvis henviser vi til, at vores standpunkt flugter med universelle principper om lighed, frihed eller nytteværdi.
Findes der fora, hvor råberiet har taget overhånd? Ja, men ligesom det er hovedløst at rende på lossepladsen efter hvide skjorter, bør man ikke gå på Twitter efter solide analyser og skarpsindig indsigt. Det samme gælder i øvrigt Brinkmann, her er ikke meget visdom at hente – vrøvleriet står i kø. Her endnu et klodset eksempel:
”Stort set alle ejendomme i Danmark er varme, sikre og med alle nødvendige fornødenheder, ligesom stort set alle biler muliggør, at man kan transportere sig rundt. Så hvorfor ikke bo et billigt sted, selv hvis man har midlerne til mere? Fordi der er en afgørende forskel i den oplevelse, det giver at eje det ene frem for det andet; fordi vi – meget forenklet sagt – er, hvad vi oplever. Der er forskel på oplevelsen af at eje et hus i Rungsted og et i Thy. Også selv om de to huse er lige store og med samme materielle fornødenheder.”
Igen synes Brinkmann at lade sig lede af egne indre forestillinger frem for at tage bestik af virkeligheden. Vores bolig er ikke bare et sted, hvor vi spiser, skider og sover. Den er en del af et lokalområde, med eget særpræg. Desuden er boliger ikke fuldstændig ens murstenskasser, med identisk indretning og udseende – nej, variationen er stor.
Dertil kommer, at selvom Danmark er et lille land, kan det godt blive temmelig ensomt at bosætte sig flere hundrede kilometer væk fra familie og venner – det samme gælder i forhold til arbejde, hvor afstand også spiller en rolle. Så valg af bolig handler ikke om postnummeroplevelser, men om reelt vigtige sager.
Anbefalingen herfra er klar: Læg Brinkmann på hylden og drag på afveje med Céline. Selvom det er over tres år siden, at den franske stjerneforfatter Louis-Ferdinand Céline døde, er han pt. aktuel med romanen Krig.
Den litterære verdenssensation udspringer af en sær historie: For femten år siden dukkede en hemmelighedsfuld person op hos en fransk journalist med to kufferter med hidtil ukendte Céline-manuskripter, der dog først måtte udgives efter Célines enkes død – hun døde i 2019, 107 år gammel, og nu er den første af flere ”nye” Céline bøger udkommet.
Krig er en kort roman på halvanden hundrede sider og handler om soldaten Ferdinand, der såres under første Verdenskrig og herefter slæber sig hen til et felthospital. Sygeplejersken forgriber sig på soldaterne, levende såvel som døde, sidesengemanden prostituerer sin kone og Ferdinand modtager en medalje, han bestemt ikke skulle have haft.
”Min mor måbede lidt over alle de ophøjede ting, han sagde, præsten. Han havde tydeligvis øvelse, og han fortsatte med at sige ophøjede ting, mens min mor sad hengiven, jeg buldrede videre, og min far fortsatte med at være redelig. Så skålede vi igen i cognac, en af de gode, for at fejre min medalje.”
Nærved hele bogen er en litterær magtdemonstration: Få kan skrive som Céline. Vi er oppe på allerøverste hylde, sammen med Dostojevskij og Melville. Da bogen udkom på fransk skrev Le Monde: ”Det er et mirakel. Ordet er ikke engang stærkt nok. (…) Krig er en kortfattet, levende, tragisk og liderlig tekst, som bør stå side om side med forfatterens hovedværker.” Helt enig.
Som menneske var Céline et dumt svin, glødende antisemit og nazi-kollaboratør. Men som romanforfatter er han gudsbenådet. Her bogens sidste linje: ”Det er trods alt enormt, livet. Man farer vild overalt.”
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
