Carl Rhodes, professor ved University of Technology Sydney, langer i bogen ‘Woke Capitalism’ ud efter virksomheders arbejde med klima og diversitet. Rhodes præsenterer en fin historisk gennemgang, hvor han drager paralleller mellem efterkrigstidens tanker om stakeholderkapitalisme og nutidens arbejde med ESG. Bogen skæmmes dog af en forvrøvlet kapitalismekritik, der grænser til det konspiratoriske: Kyniske forretningsfolk bruger ESG som trædesten til at styrke erhvervslivets magt – målet er at omstyrte demokratiet og erstatte det med CEO-styre. Redaktør Claus Strue Frederiksen anmelder her bogen.
Det trak overskrifter verden over, da The Business Roundtable – en af USA’s tungeste erhvervsforeninger – i sommeren 2019 præsenterede et nyt formål for virksomheder. I en erklæring underskrevet af 181 topchefer fra blandt andet Amazon, JPMorgan Chase og Walmart gjorde foreningen op med mantraet om, at virksomheders eneste opgave er at tjene aktionærernes interesser.
Slut med det ensidige fokus på profitmaksimering, nu handler det om at udvikle bæredygtige forretningsmodeller og skabe værdi for alle interessenter, herunder medarbejdere, kunder og lokalsamfund.
Ifølge Financial Times var der tale om et markant skift væk fra tanken om, at virksomheder alene bør tjene ejernes interesser. Og herhjemme meldte Børsen ud på lederplads, at ”topchefer for USA’s største virksomheder har forpligtet sig til at lede deres virksomheder efter et nyt livssyn.”*
Men som Carl Rhodes, professor i organisationsstudier ved University of Technology Sydney, gør opmærksom på i bogen ’Woke Capitalism – how corporate morality is sabotaging democracy’, er det langt fra en ny idé, at selskaber skal tage hensyn til andre interessenter end blot aktionærerne.
Ifølge Rhodes er der mange paralleller mellem den nuværende woke-kapitalisme – som Rhodes lidt kluntet definerer som alle sociale og grønne erhvervsprojekter – og de CSR-strømninger, der med svingende styrke har præget forretningsverdenen siden midten af det 21. århundrede. Dengang, som nu, handlede det om, at virksomheder skulle fokusere på andet og mere end profit.**
Rhodes historiske gennemgang, der også behandler nobelpristageren Milton Friedmans enorme indflydelse på anti-ESG bevægelsen, giver et udmærket indblik i brydningsfladerne mellem ensidige aktionærhensyn og samfundssind – samtidig understreges det gentagende gange, at woke-kapitalisme på lange stræk er gammel vin på nye flasker.
To konfliktende forsvar for profitmaksimering præsenteres: På den ene side står de konservative ESG-modstandere, der bekender sig til Friedmans credo: Virksomheder skal udelukkende koncentrere sig om profit. Her betragtes ESG som venstresnoet dårskab, der undergraver kapitalismen indefra. På den anden side står ESG-tilhænger, der fremturer med fortællinger om win-win og fælles værdiskabelse. I denne lejr opfattes bæredygtig forretningsdrift som fuldt forenelig med klassiske profithensyn mens konflikter mellem eksempelvis ordentlig skatteadfærd og ejerkredsens egeninteresse underspilles.
Rhodes affejer med rette begge disse positioner, som tidligere er blevet kritiseret i dette medie. Jeg har skrevet om henholdsvis Milton Friedman og win-win fortællingen her og her.
Et alternativ introduceres: Vi skal tage virksomhederne på ordet og forlange, at de for alvor begynder at tage hensyn til mennesker og miljø – også selvom det i visse tilfælde koster på bundlinjen. Denne position tillægges blandt andet den amerikanske senator Elizabeth Warren.
Rhodes afviser imidlertid også denne tilgang: ”Real change comes from democratic action, not from corporations pulling themselves up by their boot straps. It is time to let go of the idea that as primarily economic actors business organizations will somehow lead the way politically to a more just, equitable and sustainable world.”
Det lyder umiddelbart fornuftigt: Selvfølgelig skal det være demokratisk valgte politikere, der fører taktstokken – ikke virksomheder. Men vi kan vel sagtens opfordre virksomheder til at tage ansvar og rose fornuftige ESG-tiltag uden at overlade serveretten til erhvervslivet og derved underløbe demokratiet?
Nej, mener Rhodes: “Corporate engagement with progressive politics is harming democracy and preventing actual progress. (…) The real effects of woke capitalism (…) are about ensuring that there is no fundamental reform of the dominant neoliberal world order that has exacerbated inequality, fueled fascist populism, and stood by as the climate crisis escalates.”
Ifølge Rhodes bruger virksomheder ikke blot ESG-dagsordenen til at pynte sig med grønne og regnbuefarvede fjer, uden for alvor at bidrage til at gøre verden til et bedre sted. De symbolske ESG-tiltag tjener i virkeligheden som redskab til at tiltuske sig politisk magt og underminere demokratiet.
Konsekvensen synes at være, at woke-kapitalisme, hvilket i Rhodes optik er identisk med alle ESG-projekter, skal mødes af en kold skulder.
Men det er dumt. Ja, der er masser af eksempler på selskaber, der har travlt med at pudse glorien samtidig med, at de bedriver aggressiv skatteplanlægning, byder på kritisable arbejdsforhold eller har tårnhøje miljøaftryk. Rhodes nævner selv en håndfuld, herunder Nike og Amazon. Men i stedet for at hælde alle ESG-tiltag ned af brættet og skyde erhvervslivet konspiratoriske motiver i skoen, bør vi bevare roen.
Først, et ESG-tiltag kan isoleret set godt være rosværdigt, selvom ophavsmanden fortjener stryg. En indbrudstyv, der hjælper en ældre dame over gaden, skal roses for assistancen, men dog stadig bures inde for at stjæle. På samme måde kan vi godt rose en virksomheds klimatiltag samtidig med, at vi kritiserer dens skattepolitik.
Dernæst: Rhodes præsenterer ingen beviser for en verdensomspændende konspiration, hvor ESG-projekter bruges som trædesten i en skummel plan om at undergrave demokratiet til fordel for CEO-styre. I lyset af anklagens voldsomhed er solid dokumentation ellers ikke for meget at forlange – det er derfor temmelig utilfredsstillende, at Rhodes ikke leverer skyggen af bevis.
På lange stræk virker det faktisk til, at det ikke er ESG men derimod kapitalisme i bred forstand, som Rhodes har et problem med. Blandt andet præsenteres en række vrede aktivist- og akademikerstemmer, som sammenkæder kapitalisme med racisme.
”Capitalism was and still is yoked to the imperial history of racism as realized in slave ownership, racial violence and even genocide. By this account, racism is not limited to being a political issue of human rights and equality, but is built into the very structure of the economy.”
Det er altså ikke kun ESG, der er ondt, men hele det kapitalistiske system. Måske skulle Rhodes have skrevet en bog om dette i stedet, om end den formentlig var blevet endnu værre – en kvart stjerne herfra, ud af seks.
* I slutningen af 2019 fulgte World Economic Forum op på udmeldingen fra The Business Roundtable og præsenterede et manifest for en ny og bedre form for kapitalisme. Af manifestet fremgår det, at virksomheder bør tilgodese alle interessenters interesser – ikke blot aktionærernes. Lignende toner hørtes efterfølgende fra fremtrædende erhvervsfolk, herunder Larry Fink, topchef hos verdens største kapitalforvalter, BlackRock.
** Rhodes anvender slet ikke udtrykket ESG i sin bog. Derimod omtales alle sociale og grønne erhvervsprojekter som woke-kapitalisme. Derved synes Rhodes at have overtaget terminologien fra den yderste amerikanske højrefløj, der de seneste år næsten konsekvent har betegnet alle ESG-projekter som værende venstresnoet woke-aktivisme.
