Ifølge Yascha Mounk, professor ved John Hopkins University i USA, skal virksomheder være på vagt overfor identitetspolitiske budskaber om antiracisme og kønsligestilling. Selvom de umiddelbart fremstår tillokkende, bygger de på klassisk racistisk og chauvinistisk tankegods, hvor mennesker bedømmes på baggrund af køn og hudfarve. I bogen ’The Identity Trap’ diskuterer Mounk en række af de mest centrale begreber og teorier, der driver den identitetspolitiske venstrefløj. Bogen leverer et solidt forsvar for, at universelle farve- og kønsblinde rettigheder er det bedste værn mod racisme og kvindeundertrykkelse, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
”Confronting Racism,” one of the trainings that Coca-Cola offered to its employers through the company’s training portal, for example, features a slide telling employees to “try to be less white.” For anybody who might be confused about what this exhortation might entail, or how they can possibly accomplish it, the training helpfully elaborates that being less white is to be “less oppressive,” “less arrogant,” “less certain,” “less defensive,” and “less ignorant.” (Yascha Mounk, The Identity Trap, 2023)
Hvordan kan åbenlyst racistisk træningsmateriale, der knytter negative karaktertræk som arrogant og ignorant til mennesker med en bestemt hudfarve, finde vej til en af verdens største virksomheder? Yascha Mounk, professor ved John Hopkins University, har et bud: Coca-Cola er faldet i den identitetspolitiske fælde.
I bogen ‘The Identity Trap’ advarer Mounk virksomheder og alle andre mod at lade sig lokke af den identitetspolitiske venstrefløjs umiddelbart sympatiske budskaber om antiracisme og kønsligestilling – hvem vil ikke gerne være med til at bekæmpe racisme og kvindeundertrykkelse?
Men man skal ikke lade sig narre. I stedet for at kæmpe for universelle rettigheder har den identitetspolitiske venstrefløj overtaget klassisk racistisk og chauvinistisk logik, hvor menneskers værdi afgøres på baggrund af køn og hudfarve – og hvor tolerance og diversitet paradoksalt nok er skiftet ud med ekkokamre og foragt for forskellighed.
Foragt for forskellighed kommer blandt andet til udtryk på de amerikanske universiteter, hvor hver tredje studerende, ifølge undersøgelser, finder det acceptabelt at blokere indgangen til et auditorium og derved forhindre andre i at komme ind og høre et oplæg, som ikke falder i deres smag. På de amerikanske eliteuniversiteter står det endnu værre til, her billiges den form for smagsdommeri af hver anden studerende.
At undertrykke holdninger og livsanskuelser, man ikke deler, frem for at byde ind med argumenter, afslører ikke blot en bekymrende ligegyldighed overfor grundlæggende liberale principper, men udstiller også bevægelsens enorme hykleri, hvor tolerance og lydhørhed kun strækker sig til meningsfæller.
Udover at vi alle skal trampe i takt, er den identitetspolitiske venstrefløj også kendetegnet ved at lægge overdreven vægt på køn og hudfarve. Selvom bevægelsen dybest set mener, at køn og race er udtryk for sociale konstruktioner, opfordrer dens tilhængere os alle sammen til at være mere bevidste om vores køn- og racetilhørsforhold.
Og vi skal ikke kun være bevidste om køn og hudfarve. Ligesom de klassiske racister og chauvinister mener den identitetspolitiske venstrefløj, at mennesker skal tildeles særlige privilegier på baggrund af køn og hudfarve – en tankegang, der har vundet genklang dybt inde i det Demokratiske Parti.
Mounk skriver: For example, the federal government at first distributed limited emergency funds for small businesses affected by the pandemic on the basis of the revenue loss they had suffered. When the Biden administration took office, the White House quickly changed the program’s eligibility criteria. Now businesses owned by women or ethnic minorities would jump to the front of the line.”
Som tidligere omtalt i Økonomisk Ugebrev er de amerikanske sundhedsmyndigheder tilsyneladende også faldet i den identitetspolitiske fælde. Under COVID-pandemien nikkede de amerikanske sundhedsmyndigheder således ja til en ”antiracistisk” vaccine-fordelingsmodel, som ville føre til flere dødsfald, end hvis man prioriterede vacciner til de ældre (uanset hudfarve). Læs mere her.
Den ”progressive” identitetspolitik har ifølge Mounk også infiltreret dele af erhvervslivet. Store selskaber som eksempelvis Amazon, Coca-Cola, Facebook og Goldman Sachs har udsat deres medarbejdere for programmer designet og afholdt af verdens formentlig mest berømte diversitetstræner, Robin DiAngelo.
Ifølge DiAngelo er alle hvide racister. Hendes træningsprogrammer sigter dels mod at få hvide til at erkende, at de er racister og derefter – som en anden eksorcist – at drive så meget af den racistiske djævelskab ud af os. I bestselleren ’Hvid Skrøbelighed’ konkluderer DiAngelo:
”En positiv hvid identitet er desværre umulig. Hvid identitet er uløseligt forbundet med racisme. Hvide mennesker eksisterer ikke udenfor det hvide overherredømmes system. (…) I stedet vil jeg stræbe efter at være ”mindre hvid”. At være mindre hvid er at være mindre racemæssigt undertrykkende.”*
Groft generaliserende? Ja, indrømmer DiAngelo. Hvilket hun dog ikke betragter som et problem: ”Jeg generaliserer. Jeg benytter en fremgangsmåde, hvor jeg siger noget om en person udelukkende på baggrund af, at personen er hvid. (…) Som sociolog generaliserer jeg med god samvittighed.”
Mounk opfordrer virksomheder og alle andre, der gerne vil bekæmpe racisme og kønsdiskrimination, til ikke at lade sig lokke af de identitetspolitiske slagord. I stedet skal vi holde fast i de liberale frihedsrettigheder, hvor alle – uanset køn, race og seksualitet – tildeles de samme rettigheder.
Der er forskel på at være raceblind og racismeblind – en distinktion, som den identitetspolitiske venstrefløj synes at overse. Ifølge Mounk skal vi være det første, men bestemt ikke det sidste. Og så skal vi huske på, at det er universelle rettigheder og ikke identitetspolitisk stammetænkning, der har skabt de største og mest mærkbare fremskridt i verden, også for minoriteter.
Mounk skriver: “Universal values and neutral rules have fueled the overthrow of deeply unjust institutions, like racial segregation or the exclusion of women from the professional world. Again and again, they have given those who suffered such injustices a powerful vocabulary that has proven capable of mobilizing the oppressed and stirring the conscience of the historically dominant.”
The Identity Trap er for alle, der ønsker et indblik i de begreber og teorier, der driver den identitetspolitiske venstrefløj, herunder standpunktteori, identitetssensitiv politik og kulturel appropriation. Bogen leverer et solidt forsvar for, at vi ikke bør falde i den identitetspolitiske fælde men tværtimod skal stå fast på race- og kønsblinde rettigheder.
En enkelt anke: Hvert kapitel afsluttes med 1-2 siders opsummerende bullet-points, hvilket forekommer helt unødvendigt. Tror redaktøren, at vi allerede har glemt det, vi netop har læst? At vi ikke har fattet det og derfor lige skal have skåret det ud i pap? Heldigvis kan man som læser vælge konsekvent at springe dette irriterende slide-show over.
* DiAngelo fremhæver gerne egne evner: ”Som tidligere underviser og nuværende facilitator og konsulent er jeg i en position, hvor jeg er i stand til at give hvide mennesker feedback på, hvordan deres utilsigtede racisme manifesterer sig.”
Ifølge DiAngelo kommer den utilsigtede racisme blandt andet til udtryk, når hvide kvinder bliver berørt af uretfærdigheder begået mod minoritetsgrupper: ”Da vi så sjældent har vedvarende, ægte relationer på tværs af race, kommer vores tårer ikke til udtryk som solidariske overfor sorte og brune, som vi ikke hidtil har vist støtte til. I stedet fungerer vores tårer som impotente reflekser, der ikke fører til konstruktive handlinger. (…) For sorte og brune er vores tårer en demonstration af vores racemæssige isolering og privilegier.” Man skal formentlig tilbage til 30’erne for at finde en mere ureflekteret og hadefuld bog end DiAngelos ’Hvid Skrøbelighed’.
