“Climate activists attack European and US politicians and company executives. They don’t dare take on Vladimir Putin, Xi Jinping and Mohammed bin Salman. Gluing yourself to the HQ of Shell or BP is easy; doing it in Moscow, Beijing or Riyadh is much tougher.” (Dieter Helm, Net Zero)
Mere end 90 procent af verdens fossile brændsler produceres af statsejede selskaber, ofte med diktatorer ved rattet – derfor løses klimakrisen næppe ved at banke løs på nogle få vestlige oliegiganter. Det samme gælder Vestens hovedløse fokus på nationale territoriale CO2-reduktioner, som på lange stræk skyldes udflytning af tung industri til andre lande, hvorefter CO2-aftrykket ikke længere indgår i den nationale opgørelse.
Net Zero er Dieter Helms tredje klimabog. Han troede, han var færdig, men nej – den totale mangel på fremskridt fik ham til tasterne endnu engang. Bogens første del bærer da også overskriften: 30 spildte år. Særligt FN-systemet og de mange frugtesløse klimatopmøder revses her. Dette tåkrummende klimaklovneris eneste bedrift har formentlig været at forsinke den grønne omstilling ved at signalere, at verdens ledere skam er på sagen.
Hvem husker ikke billederne fra Paris, hvor de delegerede bød fotograferne på glædestårer, jubelbrøl og taktfaste klapsalver – og resultatet? Højst bar røv i måneskin.
Heldigvis har Dieter Helm en plan. Og den er værd at lytte til. Hans bog Net Zero – How We Stop Causing Climate Change udkom første gang for to år siden. Men det stadig den bog, man bør anskaffe sig, hvis man ønsker at indtage en solid bunke grønne hjernekalorier.
Sir Dieter Helm er økonomiprofessor ved Oxford Universitet. Ved siden af sit akademiske virke har han ageret politikudvikler og rådgiver for skiftende regeringer, særligt på klima og energiområdet (han står blandt andet bag det såkaldte Helm Review). Sidste år blev han tildelt ridderordnen af dronning Elizabeth den 2.
Ifølge Dieter Helm forsøger FN at skabe et CO2-kartel, hvor alle verdens lande går med til at reducere deres udledninger. Men som alle andre karteller støder FN’s klimakartel på det klassiske free rider problem: Selvom alle aktører har interesse i, at aftalen overholdes, er det samtidig i alle aktørers interesse ikke at overholde aftalen, men tværtimod selv køre på frihjul og lade andre bære byrden.
Incitamentet til at køre på frihjul og derved undergrave kollektive aftale kan i mange situationer imødegås via kontrol og straf. Hvis du ikke betaler skat, så falder hammeren! Men FN har ingen hammer.
Helm skriver: Countries can make all sorts of pledges, and they could even be made ‘legally binding’, but what exactly is the UN going to do when (a) the pledge is not deemed adequate from one particular country; and (b) it is breached? Send the UN peacekeepers to Washington or Beijing or New Delhi? Invade the Philippines? Of Course not. That is obvious. And what is also obvious is that there are never going to be credible legally enforceable national carbon targets.
Jamen, heldigvis er det rent faktisk i Xi Jinping og Joe Bidens interesse at slutte op om og efterleve en seriøs klimaaftale, vil nogen måske sige. Jaså, men hvorfor har de så ikke for længst gjort lige netop dette? Er der noget stormagter plejer at være gode til, er det at handle i egen interesse.
Frem for at sætte vores lid til FN og store verdensomspændende klimaaftaler, forslår Dieter Helm en unilateral tilgang. EU – eller UK, som Helm ofte bruger som eksempel – skal gå selv.
How do we do this? How do we design a sustainable economy? There are three key principles: the polluter pays; the provision of public goods; and net environmental gain. They are all good 101 economics and a sustainable economy needs to implement all three of them.
Det første princip, at forureneren skal betale, er det mest centrale. Særligt to ting er værd at bemærke. Først, forureneren er dig og mig. Det er os, der flyver, kører bil, bygger om, køber tøj, spiser sandwich og drikker vin. Alt det skal produceres og transporteres – og det kræver energi, hvilket for nuværende ofte er sort. Det vil ramme vores købekraft, mange ting vil blive dyrere – vi må nøjes med mindre.
Tax business rather than individuals is a familiar cry. They will suffer, not us. This is just an illusion. Profits are the reward for the deployment of capital and labour. They are not a luxury. Remove the profits and the good or service just isn’t produced, unless by the State, in which case the taxpayer absorbs the risks. The profits come from producing stuff we want and are willing and able to pay for. It all comes back to us again.
For det andet: CO2-afgiften skal omfatte både lokalt producerede produkter samt importerede varer. Uanset om stolen og støvlen produceres herhjemme eller i Kina, skal klimaaftrykket indregnes i prisen. En afgift, der kun retter sig mod lokale virksomheder, er både konkurrenceforvridende og klimaineffektiv.
Dieter Helm afmonterer en række indvendinger mod grønne toldmure, herunder at det er praktisk umuligt at fastslå det præcise klimaaftryk for mange udenlandske varer. Indvendingen er sand, men irrelevant. Øvelsen handler nemlig ikke om nidkær præcision men blot om at ramme nogenlunde plet – hvilket er knap så vanskeligt. Et godt sted at starte er med klimaklassikere som petrokemikalier, stål, cement, gødning og aluminium.
For these big 5, once the country of origin has been declared (as it has to be anyway), some simple metrics can be applied. For example, take steel from China. We know that coal represents around 60-70 per cent of its electricity generation, and we know roughly how much coal is used in blast furnace. We could impose a schedule of carbon tariffs that reflects this.
En CO2-afgift rettet mod lokale såvel som importerede varer kræver ingen verdensomspændende klimaaftale, den kan indføres lokalt (bemærk, WTO tillader faktisk allerede i vist omfang lande at indføre miljøkrav). Desuden imødegår en sådan CO2-afgift free rider problemet – andre lande kan ikke længere sælge varer til os og samtidig køre på klimafrihjul. Måske vil den ligefrem opmuntre nogen til at nedbringe deres klimaaftryk for derved at slippe billigere i klimatold.
Afgiftsmidlerne skal bruges til at bringe Dieter Helms andet princip i spil: At sikre udvikling og udrulning af offentlig infrastruktur, der er nødvendige for den grønne omstilling, men som markedet ikke alene kan levere. Dertil kommer Dieter Helms tredje princip, der omhandler netto klima-gevinst, og blandt andet indebærer, at der skal rejses skov – masser af skov.
Net Zero emmer af indsigt og er rig på detaljer. Dieter Helm kender området, kender indvendingerne og udfordringerne. Han både revser og peger på løsninger. Anbefalingen herfra er klar: Glæd dig selv eller andre med en førsteklasses klimabog.
