Ifølge den amerikanske filosof Susan Neiman er woke-bevægelsen hverken progressiv eller retfærdighedssøgende, men snarere reaktionær og tribalistisk: Det teoretiske grundlag er jammerligt og har i visse tilfælde nazistiske rødder. I sin korte bog ’Left Is Not Woke’ udstiller Neiman på fornem vis woke-bevægelsens ledestjerner som en samling argumentløse charlataner, der ikke kan skelne magt fra ret. Bogen kan med fordel læses sammen med den franske forfatter og venstrefløjsaktivist Caroline Fourests ’Generation Krænket’, der udkom for et par år siden.
Diversity is good. It just isn’t the only one. I’m not the first to point out that diversifying power structures without asking what the power is used for can simply lead to stronger systems of oppression. (Susan Nieman, Left Is Not Woke, Policy, 2023)
I bogen ’Left Is Not Woke’ langer den amerikanske filosof Susan Neiman ud efter woke-bevægelsen og dens forsimplede menneskesyn, der reducerer individer til to udvalgte identitetsmarkører – køn og etnicitet. I stedet for at bakke op om universelle rettigheder, der tildeles uanset køn, seksualitet og hudfarve, kæmper woke-aktivisterne for at lade stammetilhørsforhold afgøre menneskers værdi og ret til at blive hørt. Det smager af tribalisme, racerenhed og gamle dage – og det er faktisk lige, hvad det er.
Woke-aktivisternes ledestjerner står da også for det stik modsatte af, hvad venstreliberale og progressive bevægelser traditionelt kæmper for. Et eksempel på en ledestjerne er den tyske juraprofessor og politiske teoretiker, Carl Schmitt, der ikke blot var et loyalt medlem af nazistpartiet under krigen, men som efterfølgende nægtede at tage klart afstand fra nazisternes ideologi og overgreb.
“He [Schmitt] called denazification ”terror” and demanded an amnesty in which Nazi crimes would not only be forgiven but forgotten. He wrote an essay called “The Tyranny of Values,” which argued that values are entirely constructed, citing Heidegger, who dismissed values as “positivistic ersatz for the metaphysical.””
Selvom woke-aktivisterne hævder at være anti-racister, omfavner de Schmitts foragt for universalisme og lige rettigheder. Neiman skriver: ”But they [woke-aktivisterne] fail to see that the theories they embrace subvert their own goals. Without universalism there is no argument against racism, merely a bunch of tribes jockeying for power.”
Men da det er ikke ægte anti-racisme – hvor ingen bortdømmes på grund af hudfarve – woke-aktivisterne kæmper for, har de ikke noget problem med at følge i Schmitts fodspor og fnyse af universalisme. Stolt inddeler de mennesker efter køn og oprindelse og lader forstå, at har man den forkerte hudfarve (hvid), så er der ting, man ikke må sige og gøre.
Inspireret af den franske idehistoriker Michel Foucault formår woke-bevægelsen ikke at skelne magt fra ret – det er ellers ret simpelt: At en diktator har magt til at slagte politiske modstandere, giver ikke ret hertil. Men ifølge Foucault giver det ikke mening at tale om retfærdighed – alt handler om magt.
Og det har woke-aktivisterne taget til sig. Det gælder om at udpege skjulte magtstrukturer men aldrig pege på løsninger, i hvert fald ikke på rigtige problemer. Og hvorfor skulle man da også forsøge at løse noget? Ifølge Foucault er fremskridt en illusion. Hvad der umiddelbart ligner fremskridt, er blot mere sofistikerede former for undertrykkelse.*
Det kan umiddelbart godt overraske, at den slags vrøvl kan vække genklang nogen som helst steder. Kig ud ad vinduet, for dælen da – og du vil finde masser af fremskridt.
Som Neiman bemærker, har særligt de grupper, som woke-aktivisterne hævder at kæmpe for, tilkæmpet sig langt bedre forhold. Vi er ikke i mål, men er dog kommet et stykke. For ikke så forfærdelig længe siden, risikerede homoseksuelle at få tæsk af politiet – i dag kan de blive gift. Og selvom der stadig findes racisme, er vi milevidt fra dengang sorte blev solgt som slaver.
Ifølge Neiman indebærer den manglende tro på, at fremtiden kan blive bedre – og at man kan bidrage til at løse reelle problemer, at woke-aktivisterne hyler op om småting: “Changing your pronouns may feel like radical change, but the vehemence of woke arguments about the importance of pronouns is the expression of people who fear they have little power to change anything else.”
Neimans bog er et forfriskende opgør med både woke-bevægelsen og nogle af de tænkere, der fungerer som bevægelsens intellektuelle ledestjerner. Som læser kan man dog godt savne konkrete eksempler på woke-aktivister i aktion.
Caroline Fourests bog ’Generation Krænket’ er spækket med eksempler på bizar og urimelig woke-adfærd. Eksempelvis forlangte en nyansat rektor på et amerikansk universitet, at underviserne skulle præsentere deres ”race” og foran alle erkende og undskylde deres privilegier. Ved en anden lejlighed blev den hvide del af lærerstaben bedt om at afsværge deres hvidhed. Universitet gik endog så vidt at invitere selveste Robin DiAngelo til at komme og levere sit dehumaniserende budskab: Alle hvide er racister!**
På et andet universitet, det prestigefyldte Yale, blev to undervisere afskediget, fordi de satte spørgsmålstegn ved universitetets retningslinjer for ikke-krænkende udklædning til Halloween. Lærerne mente, at de studerende godt selv kunne finde ud af det.
Eksemplerne fortsætter i en lind strøm – teaterstykker bliver aflyst, fordi instruktøren eller skuespillerne har den ”forkerte” hudfarve. Kunstværker forlanges fjernet på grund af kunstnerens etnicitet. Fourest konkluderer: ”Her taler vi ikke om nazisternes ”ensartede Kunst”, men om censur af kunsten i genetikkens navn. En racistisk censur. Der gives ikke andre ord for at ville forbyde et værk på grund af kunstnerens hudfarve.”
Filmstjerner er også et yndet mål for woke-vreden. Takker en skuespiller ja til en rolle, der ikke flugter med vedkommendes seksualitet eller kulturelle baggrund, vanker der udskamning. Vreden har blandt andet ramt Scarlett Johansson, der da også endte med at trække sig fra rollen som Dante Hill, en transkønnet alfons. Ifølge ngo’en Transgender Europe var det ligefrem transfobisk at tilbyde Johansson rollen – skuespillere skal ikke spille noget, de ikke er, må vi forstå. Hvor dumt er det lige?
Fourest: ”Prøv at tænke på, hvor mange mesterværker, vi havde måttet undvære, hvis den mentalitet var slået igennem noget før. (…) Marlon Brando – som ellers ville kunne indgå i et utal af sammenhænge, eftersom han havde franske, tyske, hollandske, irske og engelske rødder – ville ikke have været italiensk nok til at spille Godfather!”
Der er brug for, at flere følger Madonnas eksempel. Da poppens dronning blev anklaget for kulturel appropriation, fordi hun havde flettet sit hår på en måde, som woke-aktivister mener er forbeholdt sorte, svarerede hun: Oh, they can kiss my ass!***
* Michel Foucaults skriverier omhandler blandt andet straffesystemet, hvor vi er gået fra tortur og halshugning til at spærre folk inde. Ifølge Neiman betragtede Foucault imidlertid den slags påståede forbedringer som en ny og mere sofistikeret form for undertrykkelse. Foucault havde da også kun foragt til overs for forslag til konkrete forbedringer af fangernes forhold, som eksempelvis længere besøg, bedre toiletforhold, adgang til bøger, mere plads og bedre mad – mon ikke de indsatte er af en anden mening.
** Robert DiAngelo er så rabiat, at hendes bestseller ’Hvid Skrøbelighed’, kun blev tildelt et hjerte ud af seks mulige i Politiken. Anmelderen konkluderer: ”Hvid skrøbelighed’ er en af den slags bøger, som lugter langt væk af at have fået positiv særbehandling af de redaktører og kritikere, der befolker ekkokamrene i woke-miljøerne på forlag og aviser i New York. Den er fuld af absurde påstande og generaliseringer og udviser en totalt manglende sans for de fremskridt, der har fundet sted socialt, politisk og kulturelt.”
*** Begrebet kulturel appropriation er i sig selv helt på månen og får både Neiman og Fourest op af stolen. Neiman: “Of course cultural appropriation should not be confused with cultural exploitation. (…) But woke insistence on a tribal understanding of culture is not far enough from a Nazi insistence that German music should only be played by Aryans.” Fourest stemmer i: ”I sidste ende må man spørge sig selv, om ikke de folk, der er besatte af at anklage andre for kulturel appropriation, ikke drømmer om en monokulturel verden, hvor alle udelukkende klæder sig, har frisurer og spiser mad, der modsvarer deres baggrund.”
