Erhvervslivets guldstandard på klimaområdet – Science Based Targets initiative (SBTi) – bygger på et fatamorgana om klimapolitisk neutralitet. I stedet for åbent at erkende, at virksomheders klimaforpligtelser er et fordelingspolitisk spørgsmål, skjuler SBTi problematiske værdidomme bag et bjerg af embedsmandslingo. Det omfattende orienteringsmateriale fra SBTi signalerer umiddelbart stor transparens. Men centrale informationer om medlemsvirksomheders konkrete klimaplaner holdes bag lås og slå, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
I am not against more jaw-jaw at the jamborees that the annual Conference of the Parties (COP) have become. But I am against placing much faith in them producing results quickly enough to head off what is likely to happen, or even any meaningful results at all. (Dieter Helm, Net Zero)
På fredag slutter COP27. I bedste fald har de delegerede nydt deres ophold og flyver hjem med fulde maver og hyggelige minder. Det kunne være anderledes, helt bestemt – men det er det aldrig. Antal klimatopmøder som har bragt verden på ret kurs: Nul.
Lad os alligevel forestille os følgende scenarie: En gruppe af hovedsageligt vestlige lande lader sig inspirere af erhvervslivets mest prestigefyldte klimastandard, Science Based Targets initiative (SBTi). Landegruppen giver håndslag på at reducere deres udledninger med mindst 4,2 procent om året for til sidst at ende som CO2-neutrale i 2050, hvorved deres klimaløfter jvf. SBTi-beregninger bringes i overensstemmelse med 1,5 graders målet fra Paris.*
Selvom mange lande vælger at stå udenfor aftalen, er det ikke en lukket fest – alle lande er velkomne, så længe de lover at efterleve den videnskabeligt funderede målsætning om mindst at reducere deres årlige udledninger med 4,2 procent og ende som CO2-neutrale i 2050.
Lyder det ikke som et fantastisk initiativ – ud med politisk fnidder, ind med videnskaben? Umiddelbart, ganske tiltalende. Men ved nærmere eftersyn, temmelig problematisk og forvrøvlet.
For det første frikender SBT-tilgangen historisk store udledere for deres klimaansvar – alle lande skal reducere i samme takt, alle skal være CO2-neutrale i 2050, uanset fortidige udledninger. Det forekommer åbenlyst urimeligt. For det andet ignorerer SBT-tilgangen, at nogle lande er bedre rustet til den grønne omstilling end andre – ifølge SBT-tilgangen skal de bredeste skuldre nemlig ikke bære mest.
Derved er SBT-tilgangen i direkte konflikt med artikel 3 i FN’s klimakonvention: “The Parties should protect the climate system for the benefit of present and future generations of humankind, on the basis of equity and in accordance with their common but differentiated responsibilities and respective capabilities. Accordingly, the developed country Parties should take the lead in combating climate change and the adverse effects thereof.”
Men hov, SBTi er jo ikke politisk – initiativet bygger ene og alene på videnskab. Nej, ligesom biologer og geologer ikke er i stand til at afgøre, hvordan Jordens naturressourcer bør fordeles, eller hvordan vi bør opføre os overfor vores medmennesker, er klimavidenskaben heller ikke i stand til at fastsætte lande og virksomheders reduktionsforpligtelser. Klimavidenskaben kan nemlig udelukkende sige noget om, hvor meget vi på globalt plan skal reducere vores udledninger for at nå Paris-målet – ikke hvem, der skal gøre hvad.
Fastsættelse af lande og virksomheders klimaforpligtelser bygger altid på politiske beslutninger og værdidomme, der fordeler klimaansvaret mellem aktørerne. Men i stedet for at være åben herom gemmer SBTi sig for mestendels bag en politisk neutral retorik med formuleringer som: “The Science Based Targets initiative (SBTi) is a global body enabling businesses to set ambitious emissions reduction targets in line with the latest climate science.”
Og den vildledende veltalenhed samles op af virksomhederne. Eksempelvis skriver smykkeproducenten Pandora i sin seneste bæredygtighedsrapport: ”We have taken important new steps in 2021 by announcing climate targets, approved by the Science Based Targets initiative, providing a guarantee that our objectives match our share of the reductions needed to keep global warming below 1.5°C.”
Det lyder godt, men passer ikke. At et klimamål er godkendt af SBTi er ingen garanti for, at virksomhedens målsætninger stemmer overens med dens grønne forpligtelser – der findes ingen videnskabelig værdineutral måde, hvorpå specifikke aktører kan fastlægge deres klimaforpligtelser. Dertil kommer, at SBTi’s mest anvendte målsætningsmetode bygger på et yderst problematisk fordelingspolitisk værdigrundlag, der tildeler alle virksomheder identiske reduktionsforpligtelser.**
Men ligesom lande har virksomheder forskellig styrke og udledningshistorik, hvilket bør afspejles i deres klimaforpligtelser – eksempelvis bør virksomheder med historisk høje udledning alt andet lige tildeles større klimaforpligtelser end selskaber med beskedne aftryk.
SBTi understreger gentagende gange i sit orienteringsmateriale vigtigheden af transparens og bliver også anerkendt for sin ”åbne” tilgang af prominente stemmer i CSR-miljøet – eksempelvis udtalte Frances Lu, chef for PwC’s rådgivningsservice for bæredygtighed, for nylig til Børsen, at SBTi ”bringer den nødvendige gennemsigtighed, pålidelighed og sammenlignelighed for at sikre, at vi når Paris-aftalens mål i 2050.”
Men er der vitterlig grund til at rose SBTi for at være åben og transparent? Svaret er nej. Materialet på hjemmesiden er enormt og ville formentlig have gjort både John von Neuman og Grace Hopper ør i hovedet – men det væsentligste mangler: Virksomhedernes klimaplaner.
SBTi undskylder sig med, at klassificering af klimaplaner som fortroligt materiale giver mulighed for at indhente flere detaljer fra medlemsvirksomhederne. Medmindre man straks tager hovedet under armen og spurter ind i nærmeste mur, fremstår forklaringen nærmest omgående ualmindelig tyndbenet.
For det første må eventuelle følsomme oplysninger kunne klippes ud af klimaplanerne, der herefter kan frigives. For det andet er man ikke transparent, hvis man tilbageholder den for offentligheden mest væsentlige information, uanset bevæggrunden.
Eksempelvis er Forsvarets Efterretningstjeneste ikke åben omkring sin gøren og laden – og skal heller ikke være det, der er nemlig god grund til, at efterretningstjenester opererer i det skjulte. Det vil dog være helt plim at betegne FE som en åben og transparent organisation. Og så længe SBTi holder virksomhedernes klimaplaner bag lås og slå, bør vi afholde os fra at kalde initiativet transparent – for det er det ikke.
* I sin seneste Progress Report hævder SBTi, at en gennemsnitlig reduktion af klimagas på 4,2 procent om året er i overensstemmelse med 1,5-graders målet. I lyset af FN’s seneste Gap Emission Report tyder det dog på, at det globale årlige reduktionsbehov er større end 4,2 procent. Se FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, kommentar til Emission Gap rapporten her.
I skrivende stund samarbejder 4016 virksomheder med SBTi, heraf har 1926 fået godkendt deres klimamål. Ifølge Global Compact, der sammen med World Ressource Institute, CDP og WWF står bag SBTi, er 112 danske virksomheder med i initiativet, heraf 19 C25 selskaber (for sidstnævntes vedkommende har 12 fået godkendt deres klimamål).
** Som Anders Bjørn, post.doc ved DTU og forfatter til flere kritiske forskningsartikler om SBTi, tidligere har fortalt til Økonomisk Ugebrev, opererer SBTi med to forskellige metoder til at sætte reduktionsmål. Om den klart mest anvendte metode, Absolute Contraction Approach (ACA), siger Anders Bjørn:
”ACA går ud på, at alle virksomheder, uanset branche og operationslokation, skal reducere i overensstemmelse med den reduktionssats, som det globale klimaregnskab tilsiger er nødvendig for at nå 1,5-graders målet. Eksempelvis, hvis der ifølge det globale klimaregnskab er behov for, at vi hvert år reducerer vores globale udledninger med 4 procent frem mod 2030, så skal virksomheder sætte mål for at reducere udledninger med 4 procent om året frem mod 2030. SBTi åbner dog op for, at virksomheder godt kan reducere mindre i nogle år og mere i andre.”
