En rigmand, der løber fra regningen, føj for satan. Statsministeren er dybt forarget. Det samme er store dele af oppositionen, medie-Danmark og folkehavet. Torben Østergaard-Nielsen er en forbryder, om ikke juridisk så i hvert fald i moralsk forstand. Men i forhold til de moralske hegnspæle, vi normalt agerer ud fra, er forargelsen dog malplaceret, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
”Fjern dit lort, så fjerner vi vores,” skriver Ekstrabladet, der for nylig satte en trailer fyldt med hestepærer foran Torben Østergaard-Nielsens hjem i Middelfart. Og videre: ”Torben Østergaard-Nielsen (…) vær mand for din gerning. Eller lev i det mindste op til, hvad forældre forsøger at lære deres børn. Nemlig, at de skal rydde op efter sig.”
Statsminister Mette Frederiksen er enig og siger til DR, at vi hun ikke forstår, hvorfor Torben Øster-Nielsen ikke tager ansvar og betaler regningen for oprydningen. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt stemmer i og anklager Torben Øster-Nielsen for at have ”spillet moralsk fallit i en grad, man sjældent ser her til lands. Og jeg ville skamme mig over at vise mig nede i hovedgaden.”
Umiddelbart er sagen klar: En milliardær ejer en virksomhed, der er involveret i en miljøkatastrofe. I steder for at gribe i egen lomme og betale for oprydningen erklæres virksomheden konkurs og efterlader staten med regningen. En sådan opførsel konflikter med velkendte principper om at svare enhver sit og lade forureneren betale. Ergo: Torben Østergaard-Nielsen er moralsk anløben.
Men hov, der mangler noget. Når vi bortdømmer folk fra det gode selskab, skal de enten have slette intentioner eller agere hensynsløst – at komme galt afsted er normalt ikke nok til at blive slået hjem.
Eksempelvis: Hvis en terrorist sætter sig ind i en bil og med overlæg kører fem mennesker ned, så handler han åbenlyst moralsk forkasteligt. Det samme gælder en stofpåvirket vanvidsbilist, der ved meget høj fart mister kontrollen over bilen og rammer fem mennesker – selvom han modsat terroristen ikke har til hensigt at slå nogen ihjel, udløser den hensynsløse adfærd berettiget moralsk fordømmelse.
Til gengæld: Hvis en uheldig bilist har lejet en bil med defekte bremser og derfor kommer til at kører fem mennesker ned i et lyskryds, så er det formeligt de færreste af os, der vil pege fingre af bilisten.
Og hvad har det så lige med Torben Østergaard-Nielsen at gøre? Jo, medmindre man kan påvise, at Torben Østergaard-Nielsen enten har haft til hensigt at udløse en miljøkatastrofe eller har handlet hensynsløst ved eksempelvis at have givet ordre til at fortsætte jordstablingen, selvom han godt vidste, at det kunne udløse et alvorligt jordskred, så bør man sætte moralrevolveren tilbage i hylsteret.
I den forbindelse er det værd at huske på, at Torben Østergaard-Nielsen var hovedaktionær i Nordic Waste, hverken direktør eller bestyrelsesformand. I det lys, er der så noget, der tyder på, at Torben Østergaard-Nielsen har haft slette intentioner eller ageret hensynsløst? Nej. Og hvis der er, vil han formentlig kunne dømmes herfor, i en rigtig retssag.
Men selv hvis Torben Østergaard-Nielsen hverken har haft slette intentioner eller ageret hensynsløst, så kunne han jo godt betale regningen? Måske, men hvorfor skulle han dog det? Fordi det var hans selskab, hans jord og hans katastrofe.
Den leg kan vi godt lege, men så får vi godt nok travlt med høtyvene. Der er virksomheder, der går konkurs hver eneste dag og efterlader regningen hos både det offentlige og andre erhvervsdrivende. I mange tilfælde kunne ejerkredsen sagtens betale hele eller dele af konkursregningen ved at gøre indhug i deres private formue, men det forlanger vi normalvis ikke. Skal vi begynde at gøre det? Ja, men kun hvis vi ønsker at dræbe enhver form for initiativ og virkeløst.
Her vil nogen måske påpege, at samfundsansvar og grøn omstilling spiller en stor rolle i moderne virksomheder og at Torben Østergaard-Nielsens adfærd er afdanket og gammeldags. Måske, og så alligevel ikke. For selvom masser af selskaber arbejder seriøst med både klima, miljø og sociale forhold, så er det de færreste af dem, der er villig til at søsætte grønne og sociale tiltag, der gør massivt indhug i ejerkredsens midler.
Med andre ord: Samfundsansvar, bæredygtighed og ESG er normalt en gratis omgang for aktionærerne. Men hvorfor så forlange, at Torben Østergaard-Nielsen skal grave dybt i lommen? Hvis såkaldt ansvarlig virksomhedsdrift er kendetegnet ved ikke at koste ejerkredsen noget, så bør dette vel også gælde for Torben Østergaard-Nielsen?
Der er masser af gode grunde til at mene, at etik og profit ikke altid går hånd i hånd – samt at aktionærer og andre virksomhedsejere i visse tilfælde bør acceptere, ja ligefrem forlange, at virksomheder tager sociale eller grønne hensyn, selvom det koster på bundlinjen – men at udpege Torben Østergaard-Nielsen som en særlig aktionærtype, der modsat alle andre ikke er villig til at betale for grønne projekter, flugter ikke med virkeligheden.
Sidste skud i bøssen: Noblesse oblige (adel forpligter). Torben Østergaard-Nielsen er mangemilliardær og som mange andre milliardærer har han arbejdet hårdt. Men han har også fået stillet nogle rammer til rådighed, som han dygtigt og heldigt har udnyttet. Og når han ikke betaler for oprydningen, så bryder han den uskrevne samfundskontrakt om, at magtfulde og rige mennesker har et særligt ansvar, der rækker ud over det normale.
Og her har vi formentlig sagens kerne: Torben Østergaard-Nielsen er ikke bare rig, men svimlende rig. Hvis ejerkredsen i Nordic Waste havde bestået af en masse småaktionærer med gennemsnitlig økonomi, så havde ministre, meningsdannere og facebooksoldater næppe krævet, at ejerkredsen skulle betale oprydningsregningen af egen private lomme. Det er den enorme rigdom, der tænder bålet.
To ting er dog værd at bemærke: Først, Torben Østergaard-Nielsen har rent faktisk haft tegnebogen fremme og skudt 100 millioner kroner i en fond, der skal afhjælpe katastrofen. Helt utilstrækkeligt, hævder mange – hvilket leder os til næste punkt: Hvad er egentlig indholdet af den uskrevne samfundskontrakt? Indebærer den blot, at hvis du er milliardær og bliver involveret i noget a la Nordic Waste-sagen, så skal du betale hele regningen? Altså en slags Tvind-lov, designet til sagen? Næppe. At du skal hjælpe folk i nød? Fint, men hvor meget?
Måske bør befolkningen spørges. Ikke bare på Facebook, men sådan rigtigt. Og måske bør vi sløjfe den uskrevne samfundskontrakt, som ingen vist alligevel rigtig kender indholdet af, til fordel for rigtig lovgivning, vedtaget på ægte demokratisk vis. Men hov, har vi ikke allerede gjort det – altså besluttet demokratisk hvor meget, vi synes, at de rige skal bidrage? Nå, jo. Er der behov for justeringer? Måske, det har bare ikke så meget med Torben Østergaard-Nielsen at gøre. Derfor: læg høtyvene og gå hjem.
Foto: Frank Cilius/Ritza Scanpix
