På få år har Science Based Targets initiative (SBTi) udviklet sig til erhvervslivets guldstandard på klimaområdet. Nærved femtusind selskaber på verdensplan, heraf omkring hundrede danske selskaber, har fået deres klimamål godkendt af SBTi – og mange flere er på vej. Succesen skyldes blandt andet en sproglig genistreg: SBTi-klimamål er ”videnskabeligt baseret”. Den dragende retorik er imidlertid misvisende. Virksomheders klimabudgetter er nemlig i høj grad et normativt spørgsmål, der involverer etiske og fordelingspolitiske overvejelser. Dertil kommer, at en uafhængig rapport konkluderer, at SBTi-certificeringer giver troværdighed til virksomheder, hvis mål er meget utilstrækkelige, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Virksomheder overalt i verden bryster sig af deres ”videnskabsbaserede” klimamål, som er blåstemplet af den Londonbaserede velgørenhedsorganisation Science Based Targets initiative (SBTi). Det gælder også danske selskaber.
Eksempelvis skriver Carlsberg: “Back in 2017, Carlsberg was one of the first ten companies – and the first brewer – in the world to have its carbon targets approved by the Science Based Targets initiative (SBTi), which is aligned with the 1.5°C goal within the Paris Agreement. The SBTi sets out emission reduction guidance for companies to adhere to, based on climate science, in order to mitigate global temperature increases to 1.5°C.”
Problemet er bare, at klimavidenskab er en nødvendig men ikke en tilstrækkelig betingelse for at sætte klimamål for virksomheder. Som Mark McElroy, stifter og leder af Center for Sustainable Organizations, påpeger i et indlæg: “More important is the fact that science-based thinking is by no means sufficient for purposes of setting goals or measuring performance in organizational sustainability — necessary, perhaps, but insufficient.”
Mark McElroys pointe er, at når det gælder individuelle virksomheders klimaansvar, så spiller etiske og fordelingspolitiske overvejelser en væsentlig rolle. Helt banalt kan man sige, at hvor videnskaben kan fastslå størrelsen af det globale CO2-budget for at overholde 1,5-graders målet, så er det en fordelingspolitisk øvelse at afgøre individuelle aktørers andel af det globale CO2-budget.
Samme pointe udtrykte forskerne Joachim Peter Tilsted og Anders Bjørn her i Økonomisk Ugebrev for over et år siden. Her fremhævede de to forskere, at virksomheders klimamål ikke blot afhænger af videnskabelige fakta men også af hvilken normativ fordelingsnøgle, der bruges.
”Hvis man mener, at alle virksomheder i verden bør reducere deres udledninger i præcist samme tempo og med samme procentsats, så tildeler man dem, som udleder mest i dag, flest udledninger i fremtiden. Hvis man mener, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, skal man tage hensyn til, hvem som har bedst mulighed for at reducere deres udledninger. Begge tilgange kan lede til det samme overordnede resultat, selvom de kan medføre meget forskellige reduktionsforpligtelser for den enkelte virksomhed og ikke er lige retfærdige,” fortalte Joachim Peter Tilsted til Økonomisk Ugebrev.
Ergo: Klimavidenskaben kan hjælpe med at vurdere hvor meget, der globalt skal reduceres i forhold til et bestemt temperaturmål. Men den siger ikke noget om den enkelte aktørs ansvar – det er et etisk spørgsmål.
Eller som jeg tidligere har påpeget i dette forum: ”Ligesom biologer og geologer ikke er i stand til at afgøre, hvordan Jordens naturressourcer bør fordeles, eller hvordan vi bør opføre os overfor vores medmennesker, er klimavidenskaben heller ikke i stand til at fastsætte lande og virksomheders reduktionsforpligtelser. Klimavidenskaben kan nemlig udelukkende sige noget om, hvor meget vi på globalt plan skal reducere vores udledninger for at nå Paris-målet – ikke hvem, der skal gøre hvad.”
SBTi bør derfor droppe blændværket og omdøbe sig til det mindre fængende men langt mere retvisende navn: Corporate Climate Targets initiativ (CCTi).
Økonomisk Ugebrev har spurgt SBTi, hvorfor organisationen markedsfører sin metode som værende videnskabeligt funderet, når de tilknyttede klimamål i høj grad bygger på etiske og fordelingspolitiske antagelser. Samtidig vil vi gerne vide, hvorvidt SBTi er enig i, at der ikke findes en videnskabelig værdineutral metode til at fastslå specifikke virksomheders klimaforpligtelser samt at klimavidenskaben udelukkende kan sige noget om, hvor meget vi på globalt plan skal reducere vores udledninger for at nå Paris-målet – ikke hvem, der skal gøre hvad.
Svaret fra SBTi-presseafdelingen var nedslående: De forstod ikke vores spørgsmål, men anbefalede os at læse om værdifundamentet for SBTi i følgende dokumenter (se særligt efter ’principled jugements’ lød rådet): Foundations for Science-Based Net Zero Target Setting in the Corporate Sector paper og the Pathways to Net Zero Technical Summary.
Da de pågældende dokumenter mildest talt ikke leverer klare svar på vores spørgsmål, valgte vi at sende spørgsmålene igen, denne gang ledsaget af en lille forklaring om forholdet mellem klimavidenskab og den normativt baserede fordeling af klimabudget mellem virksomheder. Manøvren hjalp dog ikke, SBTi mødte vores spørgsmål med tavshed.
SBTi nøjes dog ikke med at overspille videnskabens rolle i forbindelse med fastsættelse af virksomheders klimamål. Organisationen synes også at blåstemple klimamål, der forekommer temmelig tyndbenede.
I en omfattende rapport gransker og evaluerer non-profit organisationen New Climate Institute 24 af verdens største virksomheder klimamål, heraf 16 godkendt af SBTi. Konklusionen er klar: “SBTi certifications for short- and medium-term targets lend credibility to companies whose targets are highly insufficient.”*
Videre hedder det i rapporten: “Most of these companies highlight their SBTi certifications prominently in their climate-related communications to defend targets that are highly insufficient in the context of latest available science, and sometimes misleading.”
Ifølge New Climate Institute tæller virksomhederne med utilstrækkelige SBTi-klimamål blandt andet American Airlines, Deutsche Post DHL, H&M, Nestlé og Pepsi.
New Climate Institute står ikke alene med deres kritik. I et åbent brev stilet til SBTi retter otte forskere, herunder Jens Friis Lund, professor ved Københavns Universitet, en sønderlemmende kritik af SBTis metode: ”As the scientific community we, like you, believe that we must urgently increase ambition in the fight against climate change. (…) We believe that whilst SBTi aspires to fulfil this function, its current approach to target setting and validation is critically flawed.”
Forskerne kritiserer blandt andet SBTi for at anvende metoder, der fører til midlertidige overskridelse af temperaturmålene og som derved er afhængige af nettonegative emissioner i anden halvdel af århundredet: ”Such net-negative emissions look speculative at this point and there is no way to guarantee that companies would actually follow through on them, which means that this method is not compatible with achieving 1.5 or 2°C targets.”
* SBTi har for nylig fjernet godkendelsen for en lang række virksomheders klimamål. Det gælder også nogle af de selskaber, der i New Climate Institute-rapporten omtales som havende SBTi-godkendte klimamål, herunder Amazon og JBS.
