Kommentar: To professorer fra det anerkendte schweiziske universitet St. Gallen rettede for nylig en hård kritik af den udbredte tendens til at inkludere virksomheders skatteadfærd og skattetransparens i ESG-ratings og rapporteringsguides. Ifølge forskerne er det ud fra oplysninger om skattely og land-for-land rapportering særdeles vanskeligt at rangere virksomheders skatteadfærd. Forskerne stiller samtidig spørgsmålstegn ved, hvorvidt skattetransparens overhovedet bør betragtes som nævneværdigt positivt. De markante udmeldinger bygger dog på faldefærdige og ualmindeligt tyndbenede argumenter, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Peter Hongler og Thomas Berndt, henholdsvis professor i jura og regnskab ved University of St. Gallen i Schweiz, rettede for nylig i Taxnotes, et onlinemedie for skattespecialister, en krads kritik af ratingbureauer og internationale rapporteringsstandarder, der inkluderer målepunkter for ansvarlig skatteadfærd i deres ESG-ratings og rapporteringsguides.
Ifølge de to forskere er det særdeles vanskeligt at vurdere, hvorvidt selskabers skatteadfærd har en positiv effekt på samfundet – eller mere specifikt FN’s verdensmål:
”We argue that tax behavior is generally a difficult metric for assessing whether an enterprise has a positive effect on the environment, on society, and on the SDGs (FN’s verdensmål, red.) in general, mainly because paying taxes does not have a direct effect on the SDGs, only an indirect one through governmental spending.”
Påstanden om, at skattebetalinger ikke bidrager positivt til samfundet, fordi de ikke har direkte positiv effekt på miljøet eller andre samfundsforhold, optræder i flere forskellige varianter i artiklen.
Som her: “Of course, taxation can help to improve the well-being of people and the environment, but not necessarily. For instance, if a country does not fulfil its obligations under the Paris Accord, paying taxes to that government might even have a negative effect on the environment.”
Kort fortalt er forskernes ræsonnement: Hvis skat ikke nødvendigvis gavner samfundet (men sommetider ligefrem risikere at gøre skade), så kan forskellige typer skatteadfærd ikke betegnes som positive eller negative, hvorved det er misvisende at kategorisere selskaber som havende en god eller dårlig skatteadfærd baseret på målepunkter, der eksempelvis omhandler aktiviteter i skattely – derfor bør selskabers skatteadfærd og skattetransparens ikke indgå i ratings og ESG-rapportering.
Argumentet holder ikke en meter, nanometer faktisk. Forskerne begår nemlig en eklatant fejl: De antager, at en given adfærd kun med rette kan betegnes som ansvarlig og rosværdig, hvis den har en positiv effekt i alle tænkelige situationer. Men det er forkert: Langt de fleste ansvarlige og rosværdige former for adfærd har ikke nødvendigvis positive effekter.
Eksempel: Hvis man ser et fremmed menneske, der er ved at drukne i en sø, så bør man redde vedkommende, hvis man kan – det vil være det rigtige at gøre. Har det nødvendigvis en positiv effekt på verden? Nej, ikke hvis vedkommende, man har reddet, styrter hjem og slår sin familie ihjel.
For at en adfærd kan kategoriseres som ansvarlig og rosværdig skal den ”blot” generelt set have positive effekter, men ikke nødvendigvis i alle tænkelige situationer. I det lys forekommer det rimeligt at betegne visse former for skatteadfærd som bedre eller værre end andre, da de generelt set har en positiv eller negativ effekt på samfundet – eksempelvis er det generelt dårligt for samfundet, når selskaber flytter aktiviteter til skattely for at betale mindre i skat.
På samme vis fører det, at en mindre andel af de samlede skatteindtægter i et land ikke går til nyttige formål, men eksempelvis anvendes til kontraproduktivt bureaukrati – ikke til, at borgere og virksomheder med alle midler bør forsøge at undlade at betale skat i det pågældende land. Så længe skattekronerne generelt set bruges på samfundsnyttige formål som skoler, infrastruktur med mere, er skatteunddragelse ikke rosværdigt, tværtimod.
Men er det godt at betale selskabsskat og derved understøtte eksempelvis det kinesiske eller saudiarabiske regime? Spørgsmålet er for snævert. Det, selskaber og andre skal spørge sig selv om, er: Bør vi drive forretning i Kina, Saudi Arabien og andre diktaturstater og derved understøtte regimet? Hvis svaret er ja, så bør virksomheder også betale den skat, loven anviser.
Udover at så tvivl omkring, hvorvidt det bidrager positivt til samfundet, at virksomheder betaler skat, stiller forskerne også spørgsmålstegn ved, om skattetransparens bør betragtes som nævneværdigt positivt.
Forskerne langer ud efter den internationalt anerkendte ESG-rapporteringsstandard GRI, der blandt anbefaler virksomheder at rapportere om en række konkrete tax-målepunkter: “GRI 207 focuses on disclosures and reporting, not actions. For instance, it does not contain any specific regulations on whether companies should use certain tax practices (for example, using tax havens for tax planning). (…) It is not made transparent by GRI how these disclosure requirements affect the SDGs.”
Og videre: “Of course, disclosing the aforementioned information — like the CbC reporting (land-for-land rapportering, red.) under GRI 207-4 — can help stakeholders better understand how MNEs value the topic of tax. However, that does not necessarily have any connection to the SDGs.”
Flere ting. Først: Forskernes fokus på verdensmålene er irrelevant, dels fordi verdensmålene omfatter stort set alle de områder, der normalt betragtes som positive, herunder sundhed, uddannelse, miljø, klima med mere – og dels fordi skattetransparens kan betegnes som godt, hvis det har positiv effekt på samfundet, uafhængigt af den specifikke tilknytning til verdensmålene.
For det andet: Forskerne begår igen ”nødvendigvis-fejlen” og antager, at skattetransparens nødvendigvis skal have positiv effekt. Men igen: Hvis skattetransparens generelt er en god ting, så bør virksomheder med et solidt rapporteringsniveau alt andet lige betragtes som mere ansvarlige end virksomheder, med et lavt rapporteringsniveau.
Er skattetransparens en god ting, bidrager det til noget positivt? Forskerne peger ikke på undersøgelser, der viser det modsatte. Omvendt er det ikke vanskeligt at finde indikationer på, at åbenhed har en positiv effekt.
Eksempelvis konkluderer en undersøgelse publiceret af Tax Justice Network, der er en koalition af forskere og aktivister, som bekæmper skatteunddragelse og skattely, at: “Based on the most robust available estimates of the increased tax payments from multinationals that have been required to make themselves more accountable by publishing their country by country reporting, we conservatively estimate that cross-border corporate tax abuse could have been reduced by US$89 billion in the last year of available data.”
Et sidste pip: Forskerne henviser også til en gammel kending indenfor ESG og bæredygtighed, nemlig problemet med (umiddelbart) inkommensurable værdier – altså det, at man på ESG-området ikke opererer med en fælles valuta men derimod med en lang række forskelligartede værdier, herunder klimahensyn, arbejdssikkerhed osv.
Sammenblandingen betyder, at man i forbindelse med en overordnet bedømmelse af en virksomheds ansvarlighedsniveau skal vægte eksempelvis en forkølet klimaindsats overfor gode arbejdsforhold og et højt niveau af skattetransparens – hvilket selvsagt kan være vanskeligt.
Problematikken er dog ikke særegen for skatteområdet, så det er vanskeligt at se, hvordan det skulle være et argument, der retter sig særligt mod spørgsmålet om ansvarlig skatteadfærd. Tværtimod er det en generel diskussion om ESG-målinger, som forskerne dog ikke for alvor forholder sig til.
Alt i alt: Der er bestemt rigtig meget at kritisere diverse ratings og rapporteringsstandarder indenfor ESG og ansvarlig skat for, men Peter Hongler og Thomas Berndts kritik skyder helt forbi målet og bør føre til præcis nul ændringer af den nuværende ratings- og rapporteringspraksis.
