Når det gælder om at ændre sit forbrug i en mere grøn og ansvarlig retning, er der en indvending, der næsten altid dukker op: Det betyder ikke noget! I det store billede spiller mine forbrugsvaner ingen rolle. Om jeg giver forbrugspedalen fuld gas eller ej, så har min adfærd ingen indflydelse på klimaet eller noget andet – ærligt talt, mit aftryk er jo blot en dråbe i havet. ØU samfundsansvars redaktør Claus Strue Frederiksen overvejer i denne kommentar konsekvenserne af klimavenligt privatforbrug.
Vores individuelle forbrugsaftryk kan forekomme så ubetydeligt, at det nærmest ikke er umagen værd at forsøge at dreje det i en mere bæredygtig retning – vi vil godt tage ansvar, men gider heller ikke være til grin. Vores engagement skal betyde noget. Men gør det overhovedet det?
Lad os begynde med at tage en tur i supermarkedet. Ribeye eller linsesuppe? Hvis vi udelukkende lader smagsløgene bestemme, er valget nemt. Men da vi ikke er dumpet ned på denne klode i forgårs, har vi bemærket, at oksekød har et langt højere klimaaftryk end grøntsager. Derfor: linsesuppe.
På vej hjem kan vi dog blive ramt af ærgrelse over vores valg. Koen er jo allerede død! Om butikken sælger en pakke bøffer fra eller til, har ingen betydning for udledningen af drivhusgasser. Men holder dette ræsonnement?
Da butikschefen i det lokale supermarked gerne vil drive en rentabel forretning, forsøger hun jævnligt at tilpasse ordren af oksebøffer, så den nogenlunde stemmer overens med det daglige salg.* Meget forsimplet foregår det sådan her: Kødgrossisten tilbyder kasser med ti bøfpakker i hver. Hver gang der er solgt ti pakker, bestiller butikschefen en ny kasse. Kunde nummer ti, tyve, tredive osv. udløser altså en ekstra ordre hos kødgrossisten.
Hver kunde har således umiddelbart en tiendedels chance for at udløse en ny ordre med ti bøfpakker. Og denne mekanisme – at et givet antal køb udløser en ny ordre – gælder hele vejen i systemet, fra butikken til kødgrossisten og fra kødgrossisten til slagteriet og fra slagteriet til kvægopdrætterne. Alle er i et eller andet omfang opmærksomme på, hvor mange enheder der sælges og indretter sig herefter.
Vi deltager således alle i et lotteri, hvor nogle køb udløser slagtningen af endnu en ko, og andre ikke gør. Men da vi ikke ved, hvorvidt det lige netop er vores køb, der udløser slagtningen af endnu en ko, så forekommer det rimeligt at se på den forventede og ikke den faktiske forskel. Når vi har købt ti kødpakker, har vi forventeligt udløst en ordre på en ny kødkasse, og på et tidspunkt har vi forventeligt udløst slagtningen af endnu en ko. Men hvad så? Selv hvis vi antager, at lige netop vores køb betyder, at en kvægopdrætter udvider sin besætning, så har en ko fra eller til jo ingen mærkbar effekt på klimaet.
Hvis en enkelt ko – og den medfølgende udledning af drivhusgas – ikke har nogen mærkbar effekt, hvorfor i alverden skal vi så ændre vores indkøbsvaner i en mere klimavenlig retning? I lyset af den manglende mærkbare effekt kan hverdagsagtig klimaaktivisme forekomme mere tossegod end fornuftig. Hvis det føles rart, så gør det – hvis ikke, så lad være. Effekten er under alle omstændigheder nærved umålelig. Umiddelbart en fantastisk nyhed for alle, der elsker klimatunge forbrugsgoder: Bare brug løs!
Argumentet holder dog ikke en meter. Tag tilbage til supermarkedet og se hvorfor. Denne gang som medarbejder og en kedelig en af slagsen. Ligesom de andre deltager du også i mobberiet af Anders. Ikke meget, blot små stikpiller i ny og næ. Da det er en stor arbejdsplads med flere hundrede ansatte, som alle mobber Anders, har dine dumsmarte bemærkninger ingen mærkbar effekt i forhold til den samlede psykiske skade, som Anders lider. Alligevel er det åbenlyst, at din adfærd er uacceptabel, på samme måde som skattesnyd er forkert, selv om den enkeltes snyd ikke har nogen mærkbar effekt på statsbudgettet.
Når vi ser os selv over for store grupper, finder der hurtigt en proportionsforvrængning sted. Der er nærved 8 milliarder mennesker i verden, så hvorfor skulle man tro eller forvente, at effekten af ét menneskes reduktion af drivhusgasser skulle være andet end mikroskopisk?
I et globalt perspektiv er effekten af vores indsats selvfølgelig yderst begrænset, men det er vores ansvar jo også. Vi skal ikke redde hele verden – bare gøre vores del. Når det er sagt, er der først og fremmest brug for, at de store aktører, herunder virksomheder og regeringer, træder i karakter. Men virksomhedernes produktudbud og politikernes genvalg hænger jo i høj grad på os. Jo mere, vi viser virksomhederne og politikerne, at vi er villige til at ændre adfærd, des lettere bliver det for dem at skabe strukturelle ændringer, som har mærkbar effekt.
Ansvarligt forbrug er ikke tossegodt – at fortsætte som hidtil ud fra en betragtning om, at ens adfærd er ubetydelig i det store billede, er derimod bekvemmeligt selvbedrag.
*Eksemplet er inspireret af et eksempel præsenteret af den amerikanske filosof Shelly Kagan i hans artikel ”Do I Make a Difference” fra 2011. Det er værd at bemærke, at selvom ovenstående eksempel handler om oksekød, kan pointen snildt overføres til andre klimatunge forbrugsgoder, herunder flyrejser.
Denne artikel er et redigeret uddrag fra bogen ’Vinduespynt og Samfundssind – når virksomheder (ikke) tager ansvar’ (Frederiksen & Andersen, 2020, Forlaget Turbine).
