Kommentar: Tidligere Cepos-chef Martin Ågerup har stiftet en ny forening, Skattebetalerne, som blandt andet skal jagte spild og frås i det offentlige. Umiddelbart en rigtig god ide: De fleste vil sikkert gerne slippe billigere i skat – særligt hvis besparelserne hentes på unødvendigt bureaukrati eller tossede offentlige projekter. Eksempelvis som Den Legesyge Bænk, der kostede de københavnske skatteydere over én million kroner. På den anden side af sundet har den svenske forening Skattebetalarna huseret i over 100 år, her er dog stadig rigelig plads til forbedring, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
I går lancerede en af Danmarks mest markante borgerlige stemmer, Martin Ågerup, en ny forening: Skattebetalerne. Gennem fem udvalgte mærkesager, herunder lavere skat og effektivitet i det offentlige, skal foreningen varetage skatteborgernes interesser.
Martin Ågerup forklarer til Joachim B. Olsen i podcasten Borgerligt Tabloid: ”Vi varetager skatteborgernes interesser – ligesom hvis du har bil, kan du melde dig ind i FDM. Hvis du er naturelsker, kan du melde dig ind i Danmarks Naturfredningsforening. Og hvis du er ældre, kan du melde dig ind i Ældresagen.”
Ambitionen er høj. Ifølge Martin Ågerup skal Skattebetalerne være en folkelig interesseorganisation. Han understreger vigtigheden af, at danskerne bakker op og melder sig ind i foreningen. Han meddeler samtidig, at målet er 20.000 medlemmer.
Tyve tusind, ud af seks millioner indbyggere – er det folkeligt? Til sammenligning har Danmarks Naturfredningsforening 137.000 medlemmer, FDM 284.000 mens Ældresagen har over én million medlemmer.
Umiddelbart skulle man tro, at potentialet for Skattebetalerne er langt større end både Naturfredningsforeningen og FDM. Skat vedrører jo alle. Samtidig er det et emne, der kan få mange af os op i det røde felt – som dengang københavnske politikere betalte en flok konsulenter 850.000 kroner for at udvikle en lysende bænk, der skulle invitere til leg.
Udover konsulentlønnen, blev der også brugt 110.000 kroner på en projektør. Konceptet virkede ikke og projektøren blev hurtigt pillet ned igen. På det tidspunkt var regningen dog allerede oppe på over én million kroner. Havde politikerne nøjedes med blot at indkøbe en helt almindelig bænk, var skatteborgerne sluppet med 3.000 kroner.
Et nyligt og mere kostbart eksempel er Folketingets gave til landets skolebørn: 540 millioner kroner til nye skolebøger. Berlingske kunne dog afsløre, at gaven hovedsageligt kommer djøferne til gavn – 313 millioner kroner, altså over halvdelen, er afsat til administration.
Ja, det er himmelråbende idioti! Den slags sager skriger nærmest på en forening, der kigger det offentlige forbrug ekstra grundigt efter i sømmene. Og faktisk har netop sådan en forening huseret i Sverige i over 100 år.
Siden 1921 har Skattebetalarna kæmpet for lavere skat og mindre sløseri. For nuværende har foreningen 35.000 medlemmer. På foreningens hjemmeside findes en hall of shame over det værste skattesløseri. Mange af sagerne forekommer da også umiddelbart tossede – som eksempelvis at bruge 12 millioner svenske kroner på et svømmebassin på et bosted for ældre mennesker, der er for syge til at bruge det.
Mange af sagerne omhandler dog små beløb: En kommune brugte 300.000 SEK på en visuel identitet, der ligner en malerklat. En fjollet kunstudstilling om vækst kostede 800.000 SEK. Og produktion af en tosset trafikfilm løb op i 650.000 SEK.
At sager som disse ligefrem fortjener plads i hall of fame er bekymrende. Man fristes til at spørge: Hvor meget ville en gennemsnitlig svensk skatteborger få ekstra udbetalt, hvis svømmebassinet, trafikfilmen og den slags projekter ikke var blevet gennemført og pengene i stedet var brugt på skattelettelser? Svaret er enkelt: Intet.
Den svenske forening peger også på sager, der omhandler væsentligt større beløb. Men det ville klæde foreningen at oplyse, hvor meget både hver enkelt sag samt sagerne lagt sammen, eksempelvis på årsbasis, rent faktisk koster hver enkelt skatteborger.
Det er nemt at hidse sig op over en fjollet bænk eller en talentløs kunstudstilling, men sommetider virker det lidt som wokeister, der flipper ud over visse ord og forlanger safe-spaces, selvom de befinder sig på nogle af de sikreste områder i verden, nemlig vestlige universitetscampusser. At undlade at sætte tingene i perspektiv fører sommetider dumme steder hen.
Forhåbentlig vil Martin Ågerups danske udgave være bedre til at sætte tingene i perspektiv og undlade at fokusere for meget på sager, der nok kan forarge, men som i det store billede er knap så væsentlige.
Pas også på alt-ikke-offentligt-er-godt-fælden. På Skattebetalernes hjemmeside citeres Ågerup for: “Politikerne bør kun opkræve de skattekroner, som de formår at bruge bedre, end borgerne selv ville have gjort – og med mindst lige så stor ansvarlighed og sparsommelighed.”
Vi er masser af borgere, der hverken er ansvarlige eller sparsommelige. Tværtimod foretager vi dumme impulskøb i tøjbutikker. Ryger, drikker og fester til den lyse morgen, på kredit. Køber grimme billeder, ubrugelige køkkenmaskiner og glas, til ingen verdens nytte.
Det betyder ikke, at det offentlige bare skal sløse løs. Nej, men at fremstille os, borgerne, som renskurede og rationelle forbrugsengle, er at løbe langt væk fra virkeligheden.
God vind til Ågerup, håber det bliver godt.
