Kampen om Harvard: Diversitywashing og woke-racisme

Boganmeldelse: I årtier har amerikanske eliteuniversiteter lagt vægt på ansøgernes hudfarve og etniske oprindelse, når studiepladserne skulle fordeles. Den racebevidste optagelsesprocedure har skabt institutioner, der på overfladen (læs: hudfarve) ligner den amerikanske befolkning, men som langt fra afspejlede den. Eliteuniversiteterne er nemlig stort set renset for studerende fra lavindkomstgrupper. Richard Kahlenberg, forskningsleder ved Progressive Policy Institute, udstiller i sin nye bog ’Class Matters’ Harvard og andre eliteuniversiteters enøjede syn på diversitet og inklusion, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.  

Harvard “looked like America” when one focused on skin color, but in no way did it reflect the country’s economic diversity. The university had in essence created a multiracial aristocracy, which was better than an all-white aristocracy but was still an aristocracy. (Richard Kahlenberg, Class Matters, 2025)

I juni 2023 påbød den amerikanske højesteret Harvard at holde op med at forskelsbehandle på baggrund af race i forbindelse med universitetets optagelsesproces. Derved forbød højesteret ikke blot en praksis, der var udbredt blandt amerikanske eliteuniversiteter, men også en racebaseret sorteringsmekanisme som de prestigefyldte uddannelsesinstitutioner havde kæmpet indædt for i årtier.*

Richard Kahlenberg, forskningsleder ved Progressive Policy Institute og underviser ved George Washington University, spillede en central rolle i sagen. Kahlenberg var indkaldt som ekspertvidne af foreningen Students for Fair Admission, som havde sagsøgt Harvard for uretmæssig forskelsbehandling.

Ifølge Kahlenbergs forskning behøver universiteter ikke at forskelsbehandle på baggrund af race og etnisk oprindelse for at opnå en mangfoldig elevsammensætning, der inkluderer ikke-hvide minoriteter.

Hvis universiteter lægger vægt på socialklasse og reserverer pladser til studerende fra mindrebemidlede hjem, vil det bidrage til en mangfoldig elevsammensætning – både i forhold til etnisk og økonomisk baggrund. Hvordan kan det være? Jo, sorte og latinoer er stærkt overrepræsenteret blandt borgere uden formue og lav indtægt.

Bogen er spækket med dokumentation. Særlig interessant er data fra universiteter beliggende i stater med forbud mod forskelsbehandling på grund af race. Det gælder eksempelvis Californien, der efter en folkeafstemning i 1996 forbød uddannelsesinstitutioner at lægge vægt på race og etnicitet i optagelsesprocessen.

Forbuddet fik UCLA og UC Berkeley til at lægge mere vægt på ansøgernes socioøkonomisk baggrund. Resultatet var dog ikke mindre etnisk mangfoldighed, tværtimod.

“Without employing racial preferences, UCLA achieved a 6 percent Black student representation in 2019, in a state with a high school population that was about 4 percent Black. UCLA’s Black share subsequently climbed to 7 percent in 2022, and the university ended up more racially diverse than it had been when affirmative action was allowed. (…) US Berkeley, likewise, reported in 2020 that it had “the most ethnically diverse freshman admitted class in more than 30 years.””

Ifølge Kahlenberg er der flere gevinster ved at lægge vægt på klassebaggrund frem for race i optagelsesprocessen. For det første vil elevsammensætningen i højere grad komme til at afspejle samfundet, frem for blot at se ud som befolkningen på hud-overfladen – altså, reel diversitet.

For det andet er racebaseret optag voldsomt upopulær i befolkning – to tredjedele bakkede op om højesteretsdommen, herunder et flertal af sorte. Afskaffelse af racebeviste optagelsesprocedurer bringer således eliteuniversiteterne i overensstemmelse med befolkningsflertallet.

Desuden har forskelsbehandling på grund af hudfarve ifølge Kahlenberg ført til splittelse i underklassen og drevet den hvide arbejderklasse i armene på republikanerne: ”Racial preferences encouraged white working-class voters to vote their race, not their class, which was exactly what conservatives wanted.”

Trods gevinsterne kæmpede de amerikanske eliteuniversiteter hårdnakket imod at bedømme ansøgere lige, uanset hudfarve og etnisk oprindelse. Kahlenberg beretter om en kamp, hvor det i årtier lykkedes eliteuniversiteterne at overbevise domstolene, herunder den amerikanske højesteret, om at tillade forskelsbehandling på grund af race.

Universiteternes motiv var ifølge Kahlenberg enkelt: Penge. Det er, ikke overraskende, en bedre forretning at optage velhavende sorte end mindrebemidlede elever, uanset hudfarve. Tallene fra Harvard taler da også for sig selv: ”At Harvard, 71,8 percent of underrepresented minority students hailed from the most advantaged one-fifth of the Black, Hispanic, and Native American population nationally. And the white and Asian Students were even more advantaged.”**

Ved at forskelsbehandle på grund af hudfarve kunne Harvard og andre eliteuniversiteter opnå en raceblandet elevsammensætning, som de brugte til at promovere sig selv som inkluderende og mangfoldig.

Men i virkeligheden var der tale om diversitywashing – hvad der på overfladen så mangfoldigt og tolerant ud var ved nærmere eftersyn ekstremt ekskluderende og ensporet.

I en periode gik Harvard endog så langt at stemple ansøgere med en bestemt etnisk baggrund som mindre empatiske og lederegnede end ansøger fra andre grupper.

Modsat andre minoritetsgrupper klarer amerikanere med asiatisk baggrund sig bedre end hvide på stort set alle væsentlige parametre, herunder uddannelse, velstand og levealder – og asiater er da også ”overrepræsenteret” på eliteuniversiteterne. I et forsøg på at nedbringe andelen af asiatiske studerende begyndte Harvard systematisk at tillægge ansøgere med asiatisk baggrund negative karaktertræk.

Asiater blev ligefrem advaret mod at fremstå ”for asiatiske” i deres ansøgninger: “Admissions counselors often advised Asian students applying to Harvard and other elite universities to downplay activities like playing the violin or piano, to avoid seeming too stereotypically Asian.”

Selvom den fordomsfulde adfærd kom til offentlighedens kendskab, førte det ikke til ramaskrig og masseprotester. Ifølge den progressive venstrefløj er den slags woke-racisme tilsyneladende ikke så slem

“One University of Pennsylvania professor observed: “Imagine if we learned that Hispanic candidates were discouraged from seeming too Hispanic, or Black students from seeming too Black. That would trigger huge protests on our campuses, followed by heartfelt mea culpas from our admissions offices. But the fact that Asian American students hide aspects of themselves – to avoid appearing too Asian – barely registers on our outrage meters.”

Richard Kahlenberg har skrevet en fremragende bog om amerikanske eliteuniversiteters mangeårige kamp for at kunne forskelsbehandle ansøgere på grund af hudfarve. En kamp, universiteterne endte med at tabe, heldigvis.

* Som Kahlenberg påpeger, kommer en stor del af den amerikanske magtelite fra de samme universiteter: “Research shows that 50 percent of America’s top government leaders and 49 percent of corporate leaders are graduates of just twelve wealthy colleges and universities, even though the undergraduates at those institutions represent just 0,7 percent of the national total.”

** Ifølge Kahlenberg er der tale om en generel tendens: “The data indicated that at prestige colleges, if you took a casual stroll around campus, you would be twenty times as likely to bump into a wealthy student as a student from a low-income background. The über-rich – students from families in the top 1 percent of income nationally – often took up more seats than students from the bottom 60 percent by income combined.