Når det viser sig, at regeringens nålestiksoperation mod koranafbrændinger ikke fører til forbud mod religionskritik eller til en talibanisering af Danmark, så falder kritikernes glidebaneargument til Jorden med et brag. Tilbage står kun forsvaret for selve bogafbrændingerne, som eksempelvis udlagt af Martin Krasnik i Weekendavisen – men her er tale om ren dogmatisme og nonsens på stylter, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Regeringen vil kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med religiøs betydning for trossamfund. Overtrædelse straffes med op til to års fængsel. Resultat: Tosser må ikke længere brænde Koranen på offentlige steder i Danmark.
Kritikerne af forbuddet har varslet bål, brænd og talibanisering, hvis regeringen med Løkke i spidsen indfører et forbud. Det er en glidebane hen mod retsstatens og demokratiets fald, hævder de i kor. Som beskrevet i et tidligere indspark til koranafbrændingsdebatten er glidebaneargumentet dog ikke særlig overbevisende – der er nemlig intet, der tilsiger, at fordi vi forbyder koranafbrænding, så vil vi i næste uge forbyde satiretegninger for så om et par år at ende i Talibanistan.
Jeg tør godt sætte både redaktørjob og god rødvin på spil og garantere: Der kommer ikke til at ske yderligere indskrænkninger af ytringsfriheden i form af eksempelvis forbud mod religionskritik eller deslige.
Nu venter jeg bare på, at kritikerne lægger sig fladt ned og tilstår: Vi tog fejl. Vores alarmistiske spådomme var helt ude i hampen, undskyld. Vores frygt for talibanisering var vildt overdreven. Løkke havde ret.
Kommer jeg til at vente længe? Formentlig. Foreløbig buldrer de videre og advarer løs om fremtidige ulykker. Men der kommer en dag, hvor deres alarmisme vil fremstå så hovedløs, at selv den mest trofaste Støjbergstøtte må bide til bolle og erkende: Der skete jo ikke noget, verden gik ikke under. Tværtimod fortsatte alt, som det plejede. Ingen nye indskrænkninger, ingen retsstat som forsvandt.
De modige af kritikerne kan allerede nu tage udfordringen op: Hvis det kommende forbud mod koranafbrændinger ikke fører os ud på den påståede glidebane, så pakker de sammen og takker af. Det vil være at vise mod og løvehjerte – alt andet er bare tom snak og vissevasse.
Glidebanen er ikke kritikernes eneste holdepunkt. I Weekendavisen skriver chefredaktør Martin Krasnik den 11. august: ”Utålelige ytringer og retten til at fremsætte dem – og her hører en nazists (Paludan, red.) bogafbrændinger til de mest utålelige – er netop det, der definerer ytringsfriheden.”
Han tilføjer: ”Det er præcis dem (afskyelige ytringer, red.), der viser, at ytringsfriheden findes – ikke som blindt princip, men som en faktisk rettighed. Det er derfor, at et de facto-forbud mod koranafbrændinger er et afgørende principielt knæfald.”
Kort sagt: Ingen ret til at brænde Koranen, ingen ytringsfrihed – i hvert fald ikke i ordets korrekte betydning.
To ting: Først, Krasnik synes her at overse, at vi faktisk allerede i dag forbyder en hel busfuld af afskyelige ytringer. Eksempelvis må pædofile ikke udtrykke deres foragt for dansk lovgivning ved at stille sig foran børnehaver og onanere og skide på Karnovs Lovsamling. Ligeledes må islamister og Nazister ikke stille sig foran jødiske skoler med skilte og bannere, der sidestiller jøder med rotter. Den slags er både afskyeligt og med rette forbudt.
For det andet ophøjer Krasnik her retten til at ytre afskyeligheder til en naturlig rettighed, der ikke fordrer yderligere begrundelse. Men den går ikke. Rettigheder, der udelukkende begrundes med henvisning til, at der her er tale om en naturlig eller basal rettighed, er – som den berømte filosof Jeremy Bentham tørt konstaterede – nonsens på stylter.*
Rettigheder skal altid kunne begrundes ud fra, at de bidrager til at skabe et bedre og mere retfærdigt samfund. Hvis en rettighed overordnet set ikke har værdifulde konsekvenser, så er den ikke værd at bevare. Eksempelvis er ejendomsretten hverken hellig eller naturgiven, men bestemt værd at bevare – hvis alle frit kunne tage for sig af andres indtjening ved hårdt arbejde, ville der formentlig være langt færre, der gad stå op om morgenen og tage på arbejde eller stifte nye virksomheder, hvilket utvivlsomt ville have store negative konsekvenser.
Det samme kan ikke siges om retten til at brænde Koranen. Her er intet vigtigt på spil, blot nogle få knaldperles trang til at udvise had og foragt. Og det er langt fra nok til, at retten bør bevares.
Kritikernes sidste skud: I anledning af regeringens lovforslag bringer Liberal Alliance en annonce, hvor partiet ønsker al-Qaeda tillykke med sejren. Velkommen til Omvendtslev. Islamistiske terrorister er ikke bedrøvede men derimod begejstrede over Paludan og hans bogafbrændinger, som de bruger flittigt i deres propaganda. Sandheden er, at det er en sort dag for Al-Qaeda, Paludan og andre ekstremister og en god dag for det liberale demokrati og fornuften.
* Her er det værd at bemærke, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 også indeholder begrænsninger i ytringsfriheden. I artikel 10 stk. 1 står: ”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.”
Retten er dog ikke uden forbehold. I stk. 2 står der, at begrænsninger af ytrings- og meningsfriheden kan være legitime i et demokratisk samfund: ”(…) af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”
