Når republikanske politikere som Ron DeSantis beskylder ESG-glade direktører for at være på vildspor, står de på skuldrene af en af de mest indflydelsesrige tænkere i det tyvende århundrede: Økonom og nobelprismodtager Milton Friedman. I et berømt indlæg publiceret i New York Times for mere end 50 år siden argumenterer Friedman for, at virksomheders samfundsansvar udelukkende består i at maksimere profit. En ofte overset men vigtig detalje er dog, at Friedman fejlagtigt retter blikket mod virksomhedslederne frem for ejerne, skriver redaktør for ØU Samfundsansvar, Claus Strue Frederiksen, i denne analyse af Friedmans legendariske tekst.
I et opslag på X den 31. januar advarer Floridas Guvernør Ron DeSantis banker og andre finansielle intuitioner mod at inddrage ESG-hensyn i deres investeringspraksis – hvis de gør, risikerer de nemlig at komme i konflikt med Floridas anti-ESG lovgivning. I opslaget understreger DeSantis, at ESG-hensyn konflikter med aktionærernes interesser.*
DeSantis er ikke alene. Som tidligere beskrevet er republikanske politikere fra blandt andet Arizona og Texas ligeledes yderst kritiske overfor selskabers stigende fokus på ESG. Det samme er en række anti-ESG fonde, der markedsfører sig på ikke at inddrage ESG-hensyn i deres investeringspraksis.
Det grundlæggende element i anti-ESG bølgen er økonom og nobelpristager Milton Friedmans berømte mantra: Virksomheders samfundsansvar består i at maksimerer profit. Grunden er ifølge Friedman, at virksomhedsledere, der iværksætter sociale og grønne initiativer, uretmæssigt bruger andre folks penge.
Han skriver: “In each of these cases, the corporate executive would be spending someone else’s money for a general social interest. Insofar as his actions in accord with his “social responsibility” reduce returns to stock holders, he is spending their money. Insofar as his actions raise the price to customers, he is spending the customers’ money. Insofar as his actions lower the wages of some employes, he is spending their money.”
I Friedmans optik er ESG-initiativer identisk med uretmæssig skatteopkrævning. Ved at engagere virksomheden i sociale og grønne projekter tvinger CEO’en ejerne, kunderne og/eller medarbejderne til at bruge deres penge på sociale og miljømæssige formål, som lederen har udvalgt uden deres samtykke.
Derved knægter ESG-initiativer basale rettigheder. Som Friedman gør opmærksom på, var ”ingen beskatning uden repræsentation” et af kampråbene under den amerikanske revolution. Men det ser ESG-glade virksomhedsledere ifølge Friedman stort på og gør derved sig selv til lovgivende, udøvende og dømmende magt:
“Here the businessman—self‐selected or appointed directly or indirectly by stockholders—is to be simultaneously legislator, executive and jurist. He is to decide whom to tax by how much and for what purpose, and he is to spend the proceeds—all this guided only by general exhortations from on high to restrain inflation, improve the environment, fight poverty and so on and on.”
Hvis virksomhedslederen ønsker at hjælpe udsatte grupper eller gøre noget godt for miljøet, så er hun velkommen til at gøre det, blot det er for egen regning.
Friedmans argument bygger dog på en temmelig tvivlsom antagelse. Argumentet forudsætter nemlig, at ejerne, kunderne og medarbejderne er tvunget til at acceptere lederens dispositioner, uanset hvor uenige de er heri. Men det er forkert.
Hvis ejerne er utilfredse, kan de enten sælge deres aktiver eller skille sig af med lederen. Både kunder og medarbejdere har mulighed for at vælge virksomheden fra ved enten at købe deres produkter et andet sted eller ved at skifte arbejdsplads. Virksomhedslederen kan derfor ikke siges at tvinge nogen til at bruge deres penge på sociale og grønne initiativer, hvorved argumentet falder til jorden.
Friedman er faktisk selv opmærksom på, at både ejerne, kunderne og medarbejderne har en række effektive sanktionsmuligheder, som de kan gøre brug af over for en eventuel uregerlig samfundssindet leder. Friedman vælger dog at ignorere denne erkendelse.
Friedman fokuserer på virksomhedslederen og ikke på ejerne. Men som filosoffen Karsten Klint Jensen bemærker i bogen ’En god forretning’: ”Hvis virksomheden har et socialt ansvar, så burde det i sidste ende påhvile ejerne.”
I stedet for at diskutere lederens ansvar skal blikket rettes mod ejerne – og her står ikke mejslet i sten, at de ikke har en forpligtelse til at påtage sig et samfundsansvar selv i situationer, hvor det kolliderer med deres økonomiske interesser. At det sommetider kan være påkrævet at handle i modstrid med egne egoistiske interesser, synes at være det, som kendetegner ansvarlig adfærd.
Afslutningsvis er det værd at bemærke, at Friedman faktisk anerkender, at der kan være situationer, hvor sociale eller miljømæssige hensyn kan være til gavn for virksomhedens bundlinje. Han understreger dog, at korrelation mellem ESG og bundlinje bør betragtes som et sygdomstegn, da det vidner om et samfund, der peger fingre af det rene profitmotiv.
Det stiller Friedman i et dilemma: Hvis han opfordrer virksomhedslederen til ikke at indlade sig på sociale og grønne projekter, selvom sådanne tiltag forventes at gavne virksomhedens bundlinje, så opfordrer Friedman jo virksomhedslederen til at påtage sig et socialt ansvar. Hvis han derimod opfordrer virksomhedslederen til at give sig i kast med de sociale og grønne projekter, så opfordrer han jo lederen til at dreje samfundet i en mere socialistisk retning.
Friedman vælger modvilligt at acceptere ESG-hensyn, så længe de bunder i profithensyn: “It would be inconsistent of me to call on corporate executives to refrain from this hypocritical window dressing because it harms the foundations of a free society. That would be to call on them to exercise “social responsibility”! If our institutions, and the attitudes of the public make it in their self‐interest to cloak their actions in this way, cannot summon much indignation to denounce them.”**
* Store dele af ESG-miljøet er uenige med DeSantis i, at ESG-hensyn koster på bundlinjen. Tværtimod hævder mange selskaber og investorer, at ESG-hensyn og profitmaksimering går hånd i hånd. Det gælder eksempelvis MSCI, der er verdens suverænt største udbyder af ESG-data: “We are powered by the belief that ROI also means return on community, sustainability and the future that we all share.” Win-win fortælling har dog også været udsat for en del kritik, eksempelvis her og her.
** Friedman er yderst skeptisk overfor forretningsfolk, der taler om samfundsansvar. Han indleder artiklen med: “When I hear businessmen speak eloquently about (…) that business has a “social conscience” and takes seriously its responsibilities for providing employment, eliminating discrimination, avoiding pollution and whatever else may be the catchwords of the contemporary crop of reformers. In fact they are—or would be if they or any one else took them seriously— preaching pure and unadulterated socialism. Businessmen who talk this way are unwitting puppets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades.”
Milton Friedmans artikel blev publiceret i New York Times 13. september 1970, Artiklen findes her.
