Oxfam-rapport: Hylder Cuba og revser det hvide Vesten

I rapporten ’Climate Equality: A Planet for the 99%’ udpeger Oxfam Vestens økonomiske elite som hovedskurk, når det gælder klima. Rapporten tager favntag med to særdeles væsentlige spørgsmål: Hvem er ansvarlig for klimakrisen, og hvordan løser vi den? Rapporten skæmmes dog af et unødigt fokus på hudfarve, en bizar hyldest til diktaturstaten Cuba samt en urimelig udskamning af velhavende investorer, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.     

I rapporten ’Climate Equality: A Planet for the 99%’ konkluderer ngo’en Oxfam, at det nuværende økonomiske system er ved at skubbe planeten ud over afgrunden. Systemet er ikke blot klimamæssigt ubæredygtigt, det er også sexistisk, racistisk og økonomisk uretfærdigt. Det såkaldt globale nord – forstået som Vesten plus en håndfuld velstående asiatiske lande – udpeges som hoveskurk, særlig midaldrende hvide investorer udskammes.*

Oxfam skriver: “It is rich white men, predominantly in the Global North, who have huge responsibility. They cause the highest emissions, and they have the greatest influence over our fossil fuel-driven world economy.”

Rapporten tillægger hudfarve stor betydning: “A study examining the lifestyle emissions of 20 billionaires (18 of them men, and all of them white) found that each produced an average of over 8,000 tonnes of CO₂ in one year. Private jet owners are overwhelmingly white, older (over 50) men who work in banking, finance and real estate.”

Fokus på hudfarve er Oxfams opfindelse. Ingen af de to studier betegner de velhavende individer som hvide, faktisk omtales hudfarve slet ikke. Dertil kommer, at Studiet vedrørende de 20 milliardærers livsstil eksplicit understreger, at ”this is not in any way a representative sample of billionaires.” Alligevel vælger Oxfam at betone, at der er tale om hvide mennesker, hvilket forekommer temmelig besynderligt.

Normalt er det kun racister og andre yderst forvildede sjæle, der tillægger hudfarve moralsk betydning. Oxfam tilhører formentlig sidstnævnte kategori. Det unødige hudfarvefokus er desværre ikke det eneste problematiske ved rapporten.

Gentagende gange udpeger Oxfam det nuværende globale økonomiske system som værende racistisk, sexistisk og et, hvor de stærkes ret hersker. Ifølge ngo’en hænger grøn omstilling og social retfærdighed sammen: ”Critically, this transformation must be just. It must be fair. It must be equal – not only economically, but also by confronting the patriarchy, sexism, racism and other inequalities that are being aggravated by our economic system.”

Hvis man tror, at Oxfams kritik er rettet mod undertrykkende regimer som Iran, Kina og Saudi Arabien, kan man godt tro om igen. I stedet for at rette blikket mod verdens virkelige slyngelstater, vælger ngo’en at udpege det såkaldte globale nord, der blandt andet tæller lande som Canada, Danmark og Tyskland, som hovedskurk.

”In many cases, the continued wealth of the Global North is rooted in a history of colonialism and is upheld by the current economic system, which ensures that most of the value added to goods and profits made remains in the Global North, while the human, social and environmental costs of production are felt mainly in the Global South. This system of unequal power is often described as neocolonial as it perpetuates a cycle of unequal exchange. (…) This exploitation is also racist and sexist.”

Konkret harcelerer Oxfam blandt andet over, at Tyskland formåede at mobilisere enorme ressourcer til at udbedre skader for de voldsomme oversvømmelser, der ramte landet i 2021 – da oversvømmelser ramte Pakistan året efter, var hjælpen fra Tyskland betydelig mindre.

Hykleri, mener Oxfam: “This example also illustrates a common double standard practised by many Global North countries: they rapidly find the funds needed when disasters hit within their borders, but fail to do so when they occur in the Global South.”

Medmindre man ønsker at opløse nationalstaten og udviske alle landegrænser, skal man ikke råbe op om hykleri, når lande fokuserer mere på egne borgere end på folk i andre lande. At alverdens syge ikke har ret til at blive behandlet på et dansk hospital, er helt inden for den moralske skive.

Er der tale om forskelsbehandling? Ja. Urimelig forskelsbehandling? Nej. Selv lande i det globale syd, som Oxfam sært nok har meget lidt at udsætte på, skelner også mellem statsborgere og udlændinge.

Taler vi humanisme, respekt for mindretal, kønsligestilling og den slags, så er det først og fremmest i det globale nord, at disse værdier trives. Plads til forbedring? Bestemt. Men i forhold til det globale syd er vi lysår foran. Det forekommer derfor som det rene Omvendtslev, når Oxfam konsekvent udpeger det globale nord som hovedskurk – undskyld, hvad med Iran, Kina, Saudi Arabien, Qatar, Venezuela osv.?

Galskaben stopper dog ikke her: Helt bizart bliver det, når den ludfattige og udemokratiske østat Cuba fremhæves som et land med en velfungerende og retfærdig samfundsmodel: “For example, Cuba, a country with sustained political commitment to equality and social justice, has played a key part in building the social and physical infrastructure to cope with regular hurricanes and in lessening the inequality of impact. Fundamental to this is the country’s socio-economic model, which reduces vulnerability and invests in social capital through universal access to government services and the promotion of social equity.”

Rapporten beskylder verdens rigeste én procent for at slå over en million mennesker ihjel: ”The emissions of the super-rich 1% in 2019 are enough to cause 1.3 million deaths due to heat.” Tallet 1,3 millioner dødfald fremhæves fem gange i rapporten, samt i pressemeddelelsen: “These outsized emissions of the richest 1 percent will cause 1.3 million heat-related excess deaths, roughly equivalent to the population of Dublin, Ireland.”

Ifølge Oxfam er det hovedsageligt de velhavende menneskers investeringer – og knap så meget deres privatforbrug – der forårsager de mange dødsfald. Kort fortalt lyder Oxfam-logikken: Mennesker med aktier i klimabelastende selskaber er medskyldige i massedød.

Det er jo himmelråbende useriøst. For det første er der tale om selektiv dataudvælgelse på steroider. Verdens velhavere har ikke kun aktier i ”dødbringende” selskaber, men også i ”livsforlængende” selskaber, herunder medicinalvirksomheder og fødevareproducenter. Hvis man absolut vil gøre menneskelivsregnebrættet op, skal det hele tælles med – alt andet er uhæderlig cherry-picking.

For det andet: Hvad med alle de menneskeliv, som fossil energi har reddet? Det gælder eksempelvis alle dem, der er blevet behandlet på et hospital, drevet af fossil energi – skal de ikke tælles med, på plussiden? Og hvad med dem, der overlevet en kold vinter på grund fossile varmekilder? Hvorfor indgår deres liv ikke i regnestykket?

I det hele taget udvikler den slags menneskelivsregnestykker sig hurtigt til en usaglig omgang lirumlarum. Hvor mange menneskeliv har aktionærer i Toyota Motor Corporation på samvittigheden? Trafikuheld trækker formentlig ned, hvorimod Toyota-ambulancer trækker op. Men hvad med alle de fødevarer, som Toyota-lastbiler transporterer, hvordan skal det tælles med? Klima, luftforurening, transport af medicin og sådan kan man blive ved og ved og ved – men det skal man lade være med.

Der er behov for en grøn omstilling, javel. Det skal gå stærkt, helt enig. Og den skal være socialt retfærdig, klart. Oxfam-rapporten tager fat på nogle helt centrale spørgsmål, men fejler totalt på analyse og fokus.

Oxfam skal holde op med at lægge vægt på hudfarve. Fejring af Cuba er også helt skæv – i det hele taget bør ngo’en skippe fortællingen om det onde globale nord og det gode globale syd, den stemmer ikke overens med virkeligheden. Og beskyldningen om investorers massedrab hører ingen steder hjemme, særligt ikke når  de fremlagte dødstal er fremskaffet med klap for det ene øje.

Svar fra Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, findes her

* Det globale nord er ikke en geografisk betegnelse men derimod en økonomisk-politisk kategorisering af lande. Der findes ikke en alment accepteret definition og rapporten veksler da også mellem forskellige definitioner. Eksempelvis anvendes (s.xii) en definition, der bruges i en forskningsartikel forfattet af antropologen Jason Hickel m.fl.: “As a proxy for the “global North,” we use the IMF’s “advanced economies” grouping (as of 2015), which includes the USA, Canada, Western and Northern Europe, Australia, New Zealand, Israel and Japan, plus South Korea, Taiwan, Singapore and Hong Kong, and a number of small island territories.” Andetsteds (s. 40) i Oxfam-rapporten anvendes en anden definition, der blandt andet inkluderer Rusland i det globale nord: ”The 11 largest economies in the Global North provided the equivalent of US$1.8 trillion in direct and indirect fossil fuel subsidies in 2020, with the highest average per-person subsidies being in Russia (US$3,560), the USA (US$2,006), Australia (US$1,729) and Canada (US$1,686).”