Boganmeldelse: Ifølge Sebastian Jon Holmen, ph.d. i filosofi og forsker ved Roskilde Universitet, bør milliardærer ikke eksistere – formuer over én mia. kr. skal beskattes med 100%. Dommen fældes på baggrund af en moralfilosofisk analyse, hvor Holmen afviser, at milliardærer fortjener deres rigdom. Selvom synspunktet umiddelbart forekommer radikalt, indeholder bogen flere interessante diskussioner. Helhedsindtrykket skæmmes dog af en studentikos virkelighedsopfattelse, hvor ejerskab af store virksomheder forveksles med rede penge, lige til at konfiskere, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I bogen ’Milliardærer bør slet ikke eksistere’ konkluderer Sebastian Jon Holmen, at formuer over én milliard kroner skal beskattes med 100 procent. Det kontroversielle forslag bygger på følgende antagelse: En milliardærskat vil øge den samlede sum af velfærd i verden.
Ifølge Holmen, der er ph.d. i filosofi og forsker ved Roskilde Universitet, vil de opkrævede midler fra en milliardærskat kunne bruges til at udrydde global fattigdom.
Regnestykket er enkelt: Verdens dollar-milliardærer* har samlet set formuer for omtrent 100 billioner danske kroner. Samtidig viser beregninger, at det koster ca. 1.200 milliarder kroner om året frem mod 2030 at udrydde fattigdom i verden. En global milliardærskat vil således umiddelbart – og med stor margin – kunne hjælpe de omkring 700 millioner mennesker, der for tiden lever under fattigdomsgrænsen.
Modsat de mange millioner mennesker, herunder alle verdens fattige, som vil kunne få gavn af en milliardærskat, vil verdens milliardærer ifølge Holmen ikke for alvor blive berørt: ”Denne gruppe mennesker har langt mere end de behøver for at leve det gode liv, selv hvis deres formue og indkomst ikke må overstige 1 milliard kroner.”
Her afslører Holmen en temmelig studentikos virkelighedsopfattelse, der forveksler virksomhedsaktiver med rede penge, lige til at putte i statskassen. Fejlen får Holmen til at overse en væsentlig pointe: En milliardærskat betyder, at rige mennesker vil miste ejerskab og kontrol med virksomheder, som de eller deres forfædre har skabt – mere om dette nederst i artiklen.
Ifølge Holmen vil milliardærskatten – udover at bidrage med penge i statskassen – også være en demokratisk gevinst, da den vil begrænse rige menneskers politiske indflydelse. Det er velkendt, at de rige særligt i USA fremmer egne interesser og synspunkter ved at poste store summer i neokonservative tænketanke, tage kontrol med medier som f.eks. Twitter og Washington Post eller ved at donere penge direkte til politikere.
Misundelse og fortjeneste
Sebastian Jon Holmen gennemgår en række argumenter mod indførelsen af en milliardærskat. Et typisk modsvar mod at beskatte de rige ekstra hårdt går på, at det bunder i misundelse.
Alex Vanopslagh fra LA afviser at øge skatterne for de rigeste i Danmark: ”Det lugter langt væk af misundelse. Den enlige mor, der arbejder som kassedame, får ikke et bedre liv af, at den rige betaler endnu mere i skat.”
Den slags udsagn er nemme at afvise. For det første kan de riges øgede skattebetalinger jo sagtens komme kassedamen til gode, eksempelvis hvis pengene bliver brugt på at forbedre sundhedsvæsnet eller den offentlige transport.
For det andet er det bagvedliggende motiv for politiske tiltag komplet ligegyldigt – det er konsekvenserne, der tæller. Hvis de gode konsekvenser overstiger de negative, bør tiltaget gennemføres, uanset om tiltaget er motiveret af misundelse, forgudelse af rige mennesker eller tro på julemanden.
Et andet argument mod en milliardærskat går på, at milliardærer har fortjent deres store formuer – de har arbejdet hårdt og skabt succesfulde virksomheder.
Problemerne står i kø. Først: Mere end hver tredje af verdens milliardærer har arvet enten hele eller store dele af deres formue. Dernæst, slagteriarbejdere arbejder også hårdt. Det samme gælder rengøringsassistenter, lagermedarbejdere og så videre. Har de virkelig fortjent en løn, der er tusind gange lavere end en dygtig aktiespekulant?
Her fristes nogen måske til at sige: Men sådan er verden jo. Og ja, helt enig. Det har bare ikke noget med fortjeneste at gøre.
I diskussionen om fortjeneste introducerer Holmen den berømte filosof John Rawls’ tanker om det naturlige og sociale lotteri, der understreger betydningen af medfødte talenter og familiebaggrund for vores livsmuligheder – det er altid er værd at huske på, inden man med alt for rund hånd uddeler fortjenestes-medaljer til de rige samtidig med, at man råber fjols og dovenkrop efter de fattige.
Studentikos virkelighedsopfattelse
Sebastian Jon Holmens bog indeholder mange interessante moralfilosofiske diskussioner om ekstrem rigdom – og man behøver bestemt ikke være enig hele vejen for at læse med.
Kæden hopper desværre alt for ofte af, når diskussionerne bevæger sig fra forsker-kammerets tænkte eksempler og ud i virkeligheden. Eksempelvis undgår Holmen fuldstændig at forholde sig til, at en milliardærskat vil indebære, at den danske stat vil blive majoritetsejer af store unoterede selskaber som eksempelvis LEGO og BESTSELLER samt overtage betydelige ejerandele i andre virksomheder.
Mange unoterede selskaber er nemlig mere værd end én milliard kroner, og i fremtiden vil meget store familievirksomheder som LEGO og BESTSELLER ikke opstå, fordi de bliver bremset i deres vækst af milliardærskatten.
Et andet eksempel er spørgsmålet om immigration. Hvis Danmark indfører en milliardærskat, vil mange milliardærer formentlig flytte – og de vil næppe vente til skatten er blevet vedtaget i Folketinget men forberede sig i god tid, så de kan undgå en eventuel exitskat.
Holmen er opmærksom på muligheden for udflytning, men påpeger, at det jo kun er et problem, hvis ikke alle lande i verden har indført en tilsvarende milliardærskat. Han tilføjer:
”Og selvom det uden tvivl vil være vanskeligt at få alle lande med på at indføre en milliardærskat, så kan de lande med de største økonomier og flest milliardærer (herunder USA, Kina, Indien og Tyskland) sandsynligvis presse lande, der fungerer som skatteparadis for milliardærer, til at indføre en sådan skat ved hjælp af sanktioner eller lignende.”
Men mon ikke det har uhyre lange udsigter at få lande som USA med på ideen? Og så falder den mulighed jo til gulvet.
Medmindre udenlandske milliardærer, efter indførelse af en dansk milliardærskat, forbydes at investere i danske selskaber, så vil loven få absurde konsekvenser: Elon Musk må gerne eje BESTSELLER, men Anders Holch Povlsen må ikke. Det virker ærlig talt vanvittigt.
Et tredje eksempel er spørgsmålet om vækst og innovation. Her afviser Holmen, at en milliardærskat vil have væsentlige negative konsekvenser for vækst og innovation.
Det forekommer imidlertid himmelråbende åbenlyst, at hvis Danmark alene eller som et af få lande i verden indfører en milliardærskat, så vil det have negativ indflydelse på innovative danskeres lyst til at starte eller videreudvikle deres virksomheder i Danmark.
* Sebastian Jon Holmen veksler mellem at tale om milliardærer i danske kroner og dollar-milliardærer. I praksis er forskellen ganske betydelig – pt. faktor 6,5 – hvilket Holmen dog ikke er tilstrækkelig opmærksom på. Han fastslår dog utvetydigt, at den milliardærskat, som han er fortaler for, omhandler danske kroner.
