Henrik Ramlau-Hansen og Peter Løchte Jørgensen, henholdsvis tidl. adm. direktør i Danica Pension og professor ved Aarhus Universitet, rettede for nylig en skarp kritik af Danske Invest, Nordea og Nykredits eksklusionslister, der ifølge Ramlau-Hansen og Jørgensen forhindrer danske investorer i at opnå det bedst mulige afkast. Budskabet er enkelt: Skrot eksklusionslisterne, de bygger på moralsk overdommeri af værste skuffe – sæt i stedet investorerne fri til at investere i de selskaber, de lyster. Det lyder umiddelbart befriende, men bygger desværre på en temmelig uspiselig moralfilosofisk antagelse, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
I en kronik i Berlingske retter Henrik Ramlau-Hansen, lektor ved CBS og forhenværende administrerede direktør i Danica Pension, og Peter Løchte Jørgensen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, en skarp kritik af danske investeringsforeninger med Danske Invest, Nordea og Nykredit i spidsen.
Investeringsforeningernes alenlange eksklusionslister, der blandt andet blokerer for investeringer i selskaber, der overtræder menneskerettigheder og ødelægger naturen, forhindrer ifølge Ramlau-Hansen og Jørgensen danske investorer i at opnå det bedst mulige afkast – og sortlistningen bygger på tyndest mulige grundlag: Ubegrundede subjektive holdninger.
Første ben i argumentet: At betydelige indskrænkninger af investeringsuniverset begrænser muligheden for at opnå det bedst mulige afkast – forekommer overbevisende.
I forlængelse heraf antager Ramlau-Hansen og Jørgensen, at en ansvarlig investeringsprofil er et luftkastel – der findes ingen gode grunde til at sortliste selskaber, ansvarlig adfærd er nemlig et spørgsmål om personlig smag og behag. Herfra er konklusion klar: Skrot eksklusionslisterne og lad den enkelte selv bestemme, hvad han vil investere i.
Umiddelbart dejligt befriende, farvel til moralsk overdommeri – den enkelte må selv afgøre, hvad der er rigtigt og forkert.
Der er bare et problem: Ansvarlig adfærd – og etik i det hele taget – er ikke et spørgsmål om personlig smag og behag. Sommetider er moralsk overdommeri helt på sin plads, eksempelvis: At anvende tvangsarbejde er ikke en ligeså ansvarlig måde at drive virksomhed på som at betale sine medarbejdere overenskomstmæssig løn.
Skåret ud i pap: Pædofili er ikke en ligeså god hobby som at spille tennis. Eller: Slaveri er forkert.
Men slaveri og voldtægt af børn er jo ulovligt, hvorimod det er helt inde for lovskiven at investere i selskaber, der ødelægger naturen, belaster klimaet og byder på ultraringe arbejdsforhold. Korrekt, men bemærk: Pædofili og slaveri er ikke forkert, fordi det er ulovligt – det er ulovligt, fordi det er forkert!
Men kunne ræsonnementet ikke være: Så længe en investering er lovlig, skal den ikke sortlistes, men hvis den er ulovlig, så skal den ud.
To ting: For det første findes der masser af lovlige handlinger, der er åbenlyst moralsk forkastelige. Eksempelvis er det lovligt at lyve – men en mand, der fylder sin kone og børn med ondsindede løgnehistorier fra morgen til aften, vil de fleste formentlig betragte som moralsk anløben.
For det andet er udsagnet ’kun ulovlige investeringer bør sortlistes’ jo også en moralsk dom. Derved ender Ramlau-Hansen og Jørgensen med at gøre det, som de vil have investeringsforeningerne til at holde op med: At fælde moralske domme.
Paradokset illustrerer, at der findes ikke noget værdineutralt rum, hvorfra man kan lange ud efter andres moralske overdommeri – at udpege andre som moralske overdommere er nemlig at fælde en moralsk dom.
Alt i alt: Sortlistning af selskaber kan bunde i mere eller mindre solide grunde og danske investeringsforeninger bør naturligvis søge at begrunde deres eksklusionspraksis bedst muligt.
I forbifarten nævner Ramlau-Hansen og Jørgensen dog en umiddelbart overordentlig tungtvejende grund til, at danske investeringsforeninger bør skrotte eksklusionslisterne: Eksklusion påvirker næppe selskaber i en mere grøn og ansvarlig retning – med andre ord, eksklusioner har ingen positiv effekt på verden.
Ramlau-Hansen og Jørgensen udfolder ikke argumentet i kronikken, men Peter Løchte Jørgensen har tidligere – her i Økonomisk Ugebrev – redegjort for, hvorfor sortlistning af selskaber ikke har nogen effekt på selskabernes adfærd.
Dengang sagde Peter Løchte Jørgensen blandt andet: ”Jeg har kigget litteraturen igennem for at se, om eksklusioner får fossile selskaber til at ændre kurs – det er der ikke meget, der tyder på. Jeg er heller ikke stødt på seriøse artikler, der viser, at eksklusioner skader selskaberne økonomisk.”
Hvis den eneste effekt ved, at danske investeringsforeninger ekskluderer selskaber fra investeringsuniverset, er, at danske investorer får forringet deres afkast, så forekommer eksklusionerne umiddelbart tossegode – ren virtue signalling.
Og dog: For måske skal investeringsforeningers eksklusion af uansvarlige selskaber ses som en del af et større ESG-tandhjul, der sigter mod at bevæge erhvervslivet i en mere bæredygtig retning. Det er muligt, at visse tandhjul isoleret set ikke har nogen målbar effekt, men sammenlagt har de mange ESG-tiltag bestemt en effekt – eller: Potentialet er i hvert fald til stede.
Hvis forsikringsselskaber, banker, investeringsforeninger og andre potentielle forretningspartnere i fællesskab boykotter et selskab, så vil det formentlig have en mærkbar effekt.
Lad os håbe, det er rigtigt. Lad os håbe, at sortlistning ikke er totalt meningsløs. For det er ærlig talt temmelig nedslående at skulle vælge mellem at være tossegod (fordi man sortlister) eller tjene penge på selskaber, der eksempelvis bruger tvangsarbejde.
NOTE: Ovenstående er ikke et forsvar for konkrete eksklusionspraksisser hos Danske Invest, Nordea, Nykredit eller andre danske investeringsforeninger. Indlæggets overordnede pointe er blot, at der kan være gode grunde til, at investeringsforeninger ekskluderer visse selskaber fra investeringsuniverset pga. ESG-hensyn.
