Sort stjerneforfatter: Den moderne antiracistiske bevægelse er dybt racistisk

Boganmeldelse: Coleman Hughes, politisk analytiker ved CNN og skribent ved flere prominente amerikanske medier, har skrevet en fremragende bog, hvor han udstiller den antiracistiske bevægelses hykleri. Ifølge Hughes er den moderne antiracistiske kamp i virkeligheden dybt racistisk – ligesom klassisk racisme, tildeler nutidens antiracister nemlig mennesker værdi og privilegier, alene på grund af hudfarve. Bogen gør op med en række antiracistiske myter, herunder myten om sort svaghed og myten om, at positiv særbehandling er et godt instrument til at rette op på tidligere tiders uretfærdigheder, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.       

I’ve always found race boring. Sure, it can be good source material for jokes at a comedy club. But in most real-life situations, a person’s race tells you next to nothing about them. It doesn’t tell whether they’re kind or selfish, whether their opinions are right or wrong, whether they’ll become your best friend or your worst enemy. Of all the qualities you could list about somebody – their personality, beliefs, sense of humor, and so forth – their race is just about the least interesting you could name. (Coleman Hughes, The End of Race Politics, 2024)

I bogen ’The End of Race Politics – Arguments for a Colorblind America’ retter den unge analytiske superstjerne – Coleman Hughes er blot 28 år – et hårdt angreb mod den moderne antiracistiske bevægelse.

Som undertitlen antyder, er Hughes fortaler for en farveblind politik, hvor mennesker ikke behandles forskelligt på grund af deres hudfarve. Han understreger, at støtte til farveblinde principper ikke implicerer benægtelse af, at vi ser farve – for det gør vi. Det handler om, at vores institutioner ikke skal tildele mennesker med en bestemt hudfarve særlige privilegier.

Derved ligger Hughes sig ud med den moderne antiracistiske bevægelse, der kæmper for særrettigheder og pådutter mennesker bestemte karaktertræk, alene på grund af deres hudfarve. Modsat traditionelle antiracister som Martin Luther King, der kæmpede for lige rettigheder, foragter moderne antiracister tanken om farveblindhed.

Selvom moderne antiracister i egen optik bekæmper racisme, deler de ifølge Hughes så mange tankemønstre med klassiske racister, at de ikke bør klarificeres som antiracister men derimod som neoracister. Som Hughes påpeger, gør den moderne antiracistiske bevægelses ledestjerner, herunder Robin DiAngelo og Ta-Nehisi Coates, flittigt brug af racistiske stereotyper, når de omtaler hvide mennesker.

I bestselleren ’Hvid Skrøbelighed’ karakteriserer DiAngelo hvide som skadefro racister, der glæder sig over sortes smerte: ”Hvides retfærdighedsfølelse ses tydeligt, når afrikanske amerikanere påføres smerte, den ses i den triumferende glæde, som det hvide kollektiv opnår gennem blackfacing og ved fremstillinger af sorte som aber og gorillaer. (…) For at sige det ligeud tror jeg, at det hvide kollektiv i bund og grund hader sorthed.”

Hughes gør op med en række antiracistiske myter, det gælder blandt andet myten om sort svaghed. Myten spiller en central rolle i den antiracistiske bevægelses største svindelnummer: Omskrivningen af racismebegrebet.

Traditionelt er racisme kendetegnet ved at tildele mennesker negative karaktertræk på grund af deres hudfarve eller etniske oprindelse. Definitionen indebærer, at man er racist, hvis man eksempelvis kalder hvide mennesker for svin eller menneskeligt affald. Men da den moderne antiracistiske bevægelse bruger meget energi på at stemple hvide som dårlige mennesker, har den opfundet et alternativt racismebegreb, hvor det at betegne hvide som menneskeligt affald ikke længere er racistisk.

Kort fortalt: Racisme er fordomme plus magt. Oveni lægges en empirisk påstand: Hvide har magt, sorte og farvede er magtesløse. Derfor: Hvide kan være – og er ofte – racister, men kan ikke være ofrer for racisme. Sorte og farvede er derimod ofte ofrer for racisme, men kan ikke udøve racisme mod hvide.

Men som Coleman Hughes påpeger, er det ekstremt problematisk at knytte magt – der er karakteriseret ved at kunne få andre til at gøre noget, som de ellers ikke ville have gjort – til individer på grund af deres hudfarve.

Der  findes jo masser af hvide mennesker uden magt til at trumfe deres meninger og præferencer igennem. Omvendt findes der mange magtfulde sorte og farvede mennesker. Var Barack Obama en magtesløs stakkel i sine otte år som præsident? Eller hvad med Eric Leroy Adams, borgmester i New York – også magtesløs?

Hughes får støtte fra uventet kant. Ibram X. Kendi, der er en af den moderne antiracistiske bevægelses største stjerner, går i rette med sine kampfæller og afviser det alternative racismebegreb. Ifølge Kendi er det racistisk at betragte sorte som magtesløse:

“The illusory, concealing, disempowering, and racist idea that Black individuals can’t be racist because they don’t have any power or agency.” (…) Like every other racist idea, the powerless defense underestimates Black people and overestimates White people. (…) The powerless defense strips Black policymakers and managers of all their power.”

En af de andre antiracistiske myter, som Coleman Hughes gør op med, er myten om positiv særbehandling. Ifølge Hughes er positiv særbehandling på grund af hudfarve et dårligt instrument til at rette op på nuværende eller tidligere tiders uretfærdigheder. Problemet er, at den slags programmer har det med at gavne individer, der i forvejen er godt stillet.

Huges konkluderer: “Race-based politics (as opposed to class-based politics) tend to benefit the people of that race who need them the least. Think of who benefitted from the race-politics implemented in the response to George Floyd’s murder. Overwhelmingly, they were relatively wealthy individuals who had little in common with Floyd – not income, not background, not position in society, not job description. The thing they had in common with George Floyd was skin color.”

Coleman Hughes har skrevet en kort og skarp bog, der udstiller den moderne antiracistiske bevægelses hykleri – de har travlt af at stemple andre som racister, men i virkeligheden peger pilen mod dem selv. Moderne antiracisme er racisme forklædt som godhed.