Boganmeldelse: I bogen ’The Road to Freedom’ spidder den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz det neoliberale frihedssyn, der med rødder i Hayek og Friedman fokuserer på lave skatter og uregulerede markeder. Ifølge Stiglitz viser både økonomisk teori og de seneste årtiers neoliberale politik, at Hayek og Friedman tog fejl. Den største grad af frihed opnås ikke via neoliberalisme men via statslig indblanding og progressiv beskatning.
The Rights claim to be the defender of freedom, but I’ll show that the way they define the word and pursue it has led to the opposite result, vastly reducing the freedoms of most citizens. (Joseph Stiglitz, The Road to Freedom, 2024)
I bogen ’The Road to Freedom’ retter Joseph Stiglitz, professor ved Colombia University og nobelprisvindende økonom, en skarp kritik af den neoliberale opfattelse af frihed, som med rødder i de berømte økonomer Friedrich Hayek og Milton Friedman fokuserer på markedsfrihed og mindst mulig statslig indblanding.
Bogens titlen refererer direkte til Hayeks klassiker ’The Road to Serfdom’, som konkluderer, at statslig indblanding ender i tyranni og en slavebundet befolkning. Ifølge Stiglitz forholder det sig dog lige modsat: Statslig regulering og progressiv beskatning fører til den højeste grad af frihed, for hovedparten af befolkningen.
Stiglitz understreger gentagende gange, at frihed ikke kan være absolut – den indebærer altid trade-offs – hvilket højrefløjen ofte overser: “I view the failure of the Right to see that one person’s freedom is another’s unfreedom as the most fundamental philosophical flaw in the conservative and libertarian positions.”
Absolut frihed indebærer blandt andet, at staten ikke blander sig i mord og tyveri. Men selv neoliberale bakker i den slags sager op om forbud og statslig indblanding – frihed til ikke at blive myrdet og bestjålet vægtes simpelthen højere end frihed til at plyndre og dræbe.
Ifølge Stiglitz findes der masser af eksempler på, at statslig regulering, der begrænser visse typer adfærd, kan være frigørende for en stor del af befolkningen. Det gælder blandt andet våbenkontrol og progressiv beskatning, der utvivlsomt begrænser borgernes frihed, men omvendt også kan være med til at skabe samfund, hvor flere har frihed til at leve de liv, de ønsker.
Ifølge Stiglitz er befolkningerne i de skandinaviske velfærdsstater generelt mere frie end befolkningen i mere neoliberale samfund som USA.
Et andet eksempel er privat ejendomsret. Som Stiglitz korrekt påpeger, begrænser friheden til at eje et stykke jord andres frihed til at betræde det pågældende stykke jord: “If I own a piece of land, I can stop you from trespassing it. But that means that the property right restricts one person’s freedom as it expands the other’s (the right of the property owner to exclude others).
Pointen er ikke, at privat ejendomsret skal afskaffes, da det vil føre til et ekstremt uproduktivt samfund – hvem ville eksempelvis dyrke jorden, hvis alle andre frit kunne høste frugterne? Stiglitz’ pointe er i stedet, at selv de neoliberales hjertebarn – privat ejendomsret – indebærer trade-offs, hvor en slags frihed vægtes højere end en anden slags frihed.
Ifølge Stiglitz viser både historien og nyere økonomisk teori, at Friedman og Hayek tog fejl: Den form for ureguleret marked, de var fortalere for, er ineffektivt, ustabilt og fører til ekstrem ulighed, politisk polarisering samt ødelæggelse af natur og klima.
“How could such bright minds have gotten it so wrong? The answer is simple: Friedman and Hayek examinated the economy from an ideological perspective, not a dispassionate one. They attempted to defend unfettered markets and existing power relations, including as reflected in the distribution of income and wealth. They were not really attempting to understand how capitalism actually worked.”
Udover opgøret med Hayek og Friedmans enøjede opfattelse af frihed, hvor dele af kritikken dog har været præsenteret før, indeholder Stiglitz’ bog en række interessante overvejelser, herunder om ideernes frie markedsplads, økonomiske eksternaliteter og patentrettigheder.*
Selvom bogen bestemt er værd at læse, bør to knap så heldige træk dog nævnes: For det første er bogen ikke så rig på data, som man kunne forvente. Når man tænker på, at den er skrevet af en nobelprisvindende økonom, er der forbløffende få henvisninger til studier, der støtter op om forfatterens pointer.
For det andet har Stiglitz tendens til at kategorisere velhavende individer som moralsk anløbne. Som her: “Under capitalism, we tend to admire people who have made a lot of money without paying much attention to how they made it. Dig a little deeper, and you’ll see that many of America’s richest families acquired their wealth with more than a whiff of exploitation and bad behavior.”
Derved begår Stiglitz samme fejl som mange neoliberale, blot med omvendt fortegn. Neoliberale besynger rige mennesker som flittige og innovative, hvilket jo langt fra altid er tilfældet – arv, held og tyvagtig adfærd giver sommetider penge på lommen. Omvendt synes Stiglitz at overse, at rigdom ikke altid bunder i brutalitet og udbytning, men sommetider skyldes dygtighed kombineret med hårdt arbejde.
* Se eksempelvis kapitlet om libertarianisme i Will Kymlicas bestseller ’Contemporary Political Philosohy’.
