Boganmeldelse: Engang vakte internettet håb og begejstring: Her kunne alverdens argumenter og ideer brydes, de bedste ville vinde. Farvel til tyranner og gatekeepere, alle fik pludselig en stemme. Drømmen er for længst knust. Frem for relevant fakta og respektfuld dialog fik vi kedsommelige råbekonkurrencer krydret med reklamer og kattevideoer. I den velskrevne og håbefulde bog ’Forstyrret – en nekrolog over internettet’ beretter den danske kommunikationsekspert Mikkel Boris om sit liv med internettet, som han spår snart vil uddø, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
Forleden hørte jeg en god bekendt fortælle, at hun ikke længere var i stand til at koncentrere sig om at se en hel spillefilm. Det bemærkelsesværdige var, at hun ikke engang skammede sig. Hun anså det ikke som en indrømmelse, at hun ikke evnede at holde fokus i halvanden time. Hun fniste bare. (Mikkel Boris, Forstyrret – en nekrolog over internettet, 2025)
Mikkel Boris har ikke meget til overs for internettet. Det er forstyrrende, udmattende og tilbyder stort set kun lavkvalitetsindhold, der gør os dummere og ude af stand til at koncentrere os om simple opgaver som at læse bøger og tænke os grundigt om.
Heldigvis vil internettet snart holde op med at plage os. I bogen ’Forstyrret – en nekrolog over internettet’ konkluderer Mikkel Boris, at internettet efterhånden er blevet så fladpandet og kedeligt, at det er døden nær og inden længe vil forsvinde ud af vores liv.
I bogen beretter Mikkel Boris om sit liv med internettet: Fra 90’erne, hvor en computer mest af alt var en spillemaskine/skrivemaskine samt leksikon, der skulle tilgås i separate rum som fars kontor eller skolens edb-lokale – til i dag, hvor alle har en lynhurtig computer i lommen.
00’erne udråbes til guldalder, med fri adgang til musik, aviser, kunst og samtale: ”Hele verden lå åben foran mig som en all-you-can-eat-buffet, der ikke kostede andet end den internetforbindelse, som min mor betalte for. (…) Dengang lod der vitterlig ikke til at være noget dårligt at sige om internettet.”
I dag er der intet godt at sige, tværtimod. Internettet er blevet hele verdens lokum, fyldt med amatører, der anmelder bøger, byer og mad eller synger og danser – dårligt. Læg oveni skingre debatter, der i bedste fald ender i intet, i værste fald i øget polarisering – samt den endeløse strøm af reklamer.
Mikkel Boris er ramt af techfatigue og han er ikke alene. Digitaliseringsminister Caroline Stage vil have folk til at droppe kattevideoerne, undervisningsminister Mathias Tesfaye vil have skærmene ud af skolen og forskere advarer mod, at de digitale teknologier gør os dumme og depressive.
Desuden kårede Oxfords universitetsforlag ’brain rot’ – der henviser til hjerneforrådnelse på grund af endeløs scrolling – til årets ord i 2024. I forlængelse heraf udråbte New York Times kampen mod smartphone-notifikationer til 2025’s største trend.
Ifølge Mikkel Boris overtog internettet hans liv: ”Det første, jeg gjorde om morgenen, var at stoppe vækkeuret på min telefon, tjekke nyhederne, vejret og om nogen ønskede min opmærksomhed på enten Messenger, Twitter, Instagram, WhatsApp, Gmail, Slack, sms eller Tinder. (…) Så mødte jeg ind på arbejde, slog computeren op, tjekkede nyhederne endnu en gang, scrollede Slack igennem for notifikationer og åbnede det uduelige skriveprogram, jeg var blevet sat til at skrive mine robottekster i.”
Efter arbejde fortsatte Boris med scrolling, aftenporno og måske en kedelig Netflix-serie. Næste dag, om igen. I det lys er der ikke noget at sige til, at han er digitalt udmattet.
Personligt deler jeg ikke den udmattelse. Det skyldes formentlig tech-analfabetisme, som bunder i dovenskab kombineret med manglende FOMO (Fear of Missing Out). Jeg har ikke meldt mig på Facebook, Twitter og den slags. De eneste forstyrrende notifikationer på min telefon er sms, mails og opkald – som jeg ikke får ret mange af, særligt ikke uden for arbejdstiden.
Men en bog kan sagtens være god, selvom man ikke deler livshistorie med fortælleren. Bogen er både underholdende og velskrevet. Paradoksalt nok spiller internettet ingen rolle i det bedste afsnit, der omhandler en ung Mikkel Boris, som blev lokket ind i en marxistisk celle. Iført skyklapper og argument-resistens endte han med at bruge fem år på at bekæmpe kapitalismen.
Mikkel Boris har forladt både kommunismen og internettet. Det sidste ikke helt, men næsten. Han har fjernet de fleste sociale medier på sin telefon og begrænset skærmtiden markant. Og han tror, at andre snart vil gøre det samme. Droppe nettet, mere eller mindre. Ikke fordi det er moralsk forkasteligt at være på, men fordi det er kedeligt.
”Internettet er ved at blive et shoppingcenter, til Kanal 5, NOVA FM eller bare et stort Facebook – en fesen ruin af en verden, der engang var vital. (…) Langsomt vil folk orientere sig andetsteds. Nogle er begyndt at bruge sms-tråde med deres nærmeste venner. Andre dyrker mere analoge beskæftigelser, hvem ved, får sig en rigtig hobby. Måske vil der snart åbne sig en verden, vi endnu ikke kender.”
Jeg håber, at Mikkel Boris får ret. Men jeg tvivler, desværre.
