Danske storinvestorer inkluderer i stor stil CO2-aftrykket fra investeringer og udlån i deres offentlige klimaregnskaber. Eksempelvis præsenterer Danske Bank klimadata for udlåns- og investeringsporteføljen, og det er i sig selv et kæmpestort fremskridt i rapporteringskvaliteten. Men der er desværre også malurt i bægeret: Alt for ofte efterlader finansvirksomhedernes klimarapportering læseren med en række ubesvarede spørgsmål, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar, hvor han også kommer med konkrete bud på, hvordan finanssektoren kan rydde uklarhederne af vejen.
Skriv ikke således at teksten er mulig at forstå, skriv således at teksten er umulig at misforstå.
Læresætningen tilskrives den romerske retoriker Quintilian, der levede for knap 2.000 år siden. Indrømmet: Budskabet er uhyre vanskeligt at efterleve i praksis. Selv de mest velskrevne og tilbundsgående tekster indeholder passager, der kan føre læseren på afveje.
Quintilians maksime bør da heller ikke anvendes som en pertentlig skolemester, der dræber ethvert flow med røde streger, hver gang et begreb kan forklares en anelse bedre. I stedet bør maksimen tjene som ledestjerne for skribenter, der oprigtigt ønsker at oplyse læsere om dette eller hint. Og som modsat visse intellektuelle tågehornstyper nægter at forveksle dunkelhed med dybde, men i stedet med rette betragter uklarhed som svaghed.
Et oplagt sted at bringe Quintilian i spil er i udarbejdelsen af de mange bæredygtighedsrapporter, som selskaber publicerer i disse år. Her er det jo helt essentielt, at læseren ikke efterlades med en hullet og omtåget forståelse af virksomhedernes indsats. Og særligt finanssektoren, der via investeringer og udlån spiller en nøglerolle i erhvervslivets grønne omstilling, bør gøre sig ekstra umage med at levere klar og forståelig klimarapportering.
For nuværende er situationen desværre en anden: Dunkelhed har lagt sig som en tyk dyne over den danske finanssektors klimaopgørelser. Paradoksalt nok udspringer den uldne rapporteringspraksis af, at mange danske banker, forsikringsselskaber og pensionskasser de seneste år er begyndt at inkludere mere relevant klimadata i deres klimaregnskaber.
Det gælder blandt andet Danske Bank, der i selskabets seneste bæredygtighedsrapport præsenterer klimadata for bankens udlåns- og investeringsaktiviteter. CO2-aftrykket for disse finansieringsaktiviteter lander samlet set på 41 millioner ton og udgør 99,9 procent af Danske Banks klimaaftryk. I det lys er det næppe en overdrivelse at hævde, at klimaregnskaber fra finansielle virksomheder, der undlader at inkludere aftrykket fra finansieringsaktiviteterne, i bedste fald bør betegnes som ligegyldige.
Inklusion af klimaaftryk fra finansieringsaktiviteter i danske finansselskabers klimarapportering er således et gigantisk fremskridt, helt indiskutabelt. Men da beregning af eksempelvis CO2-aftrykket fra investeringsporteføljen er en kompliceret sag, der kan gøres på utallige måder, er det ekstremt vigtigt at ledsage aftryksdata med en knivskarp og tilpas udførlig forklaring af, hvordan beregningen er tilvejebragt.
Og her dumper mange af de danske finansielle aktører med et brag.
Danske Bank kan fungere som et illustrativt eksempel, med understregning af, at storbanken langt fra er ene om at efterlade læseren af selskabets klimaregnskab væsentlig mindre velinformeret end nødvendigt. Alm. Brand, Danica Pension, Jyske Bank, Nykredit, PFA, Topdanmark, Tryg med flere kunne lige så vel havde været anvendt som eksempel på en unødig dunkel klimarapportering.
I den seneste bæredygtighedsrapport præsenterer Danske Bank klimaaftrykket fra udlåns- og investeringsporteføljen via en figur, hvori aftryksdata ledsages af korte tekststykker. I forbindelse med CO2-aftrykket fra bankens investeringer meddeles følgende: “Financed emissions from the investments we facilitate or place on behalf of our customers within asset management (2020 – coverage 68% of AuM).”
Det er det! Mere får vi ikke at vide – ingen yderligere forklaring om, hvordan det samlede CO2-aftryk fra bankens investeringer er tilvejebragt. Det samme gælder i forhold til udlånsaftrykket, der ledsages af følgende ordknappe forklaring: ”Financed emissions, from lending money to our customers (2020 – coverage 92% of on-balance exposure).”*
Hvad mangler vi? Først og fremmest at få oplyst, hvorvidt CO2-opgørelsen af bankens finansielle aktiviteter blot inkluderer porteføljeselskabernes scope 1 og 2 aftryk, eller om selskabernes samlede scope 1, 2 og 3 aftryk indgår i beregningen. Dette er meget væsentligt, da scope 3 udgør langt den største post i mange virksomheders klimaregnskab.
Dernæst: Hvis kun scope 1 og 2 indgår, så skylder Danske Bank en forklaring på, hvorfor det er tilfældet, hvad udfordringer er ved at inkludere porteføljeselskabernes scope 3 aftryk, samt hvornår banken har planer om at inddrage dette. Hvis derimod porteføljeselskabernes scope 3 aftryk indgår i beregningen, så bør banken redegøre for, hvordan den håndterer data fra selskaber, der endnu ikke rapporterer fyldestgørende om scope 3, samt hvordan banken forholder sig til den velkendte problematik vedrørende dobbelttælling.**
I lyset af emnets væsentlighed samt de mange ressourcer finansselskaber bruger på klimarapportering, er det på ingen måde for meget at forlange et udførligt og velskrevet ’Sådan har vi gjort’ afsnit. Udover svar på ovenstående spørgsmål bør et sådan afsnit tage læseren i hånden og via et eksempel trin for trin vise, hvordan et givent investeringsobjekts (f.eks. A. P. Møller – Mærsk) CO2-aftryk indgår i det samlede klimaaftryk for udlåns- eller investeringsporteføljen.
Dertil kommer, at det vil være interessant for den klimainteresserede læser at have adgang til en oversigt, der identificerer klimaaftrykket for de specifikke udlån og investeringer. AkademikerPension har allerede offentliggjort sådan en oversigt over sine investeringer, som kan findes på pensionskassens hjemmeside – andre bør overveje at gøre noget tilsvarende.
For at kunne vurdere og sammenligne finansielle virksomheders klimaresultater er det nødvendigt, at beregningsmetoderne lægges åbent frem og præsenteres på en måde, som rent faktisk er til at forstå. Det er ingen kunst at forvirre og mørklægge, den vanskelige øvelse består i at skabe klarhed. Men i lyset af, hvor mange skarpe hjerner, den finansielle sektor råder over, er der ingen tvivl om, at det sagtens kan lade sig gøre – hvis blot viljen er til stede.
* I bæredygtighedsrapporten henviser Danske Bank til, at man kan læse mere om bankens arbejde med klima i den nyligt udkomne klimahandlingsplan. Handlingsplanen indeholder dog (heller) ingen solid forklaring af, hvordan klimaaftrykket fra udlåns- og investeringsporteføljen er blevet tilvejebragt. I årsrapporten for Danske Invest præsenteres aftryksdata for Danske Invests fonde, her oplyses blandt andet om ”Anvendelsesområde 3-drivhusgasemissioner,” som synes at dække over porteføljeselskabernes scope 3 udledninger – men igen udebliver forklaringen.
** Problematikken vedrørende dobbelttælling udspringer af, at virksomheders klimaaftryk er viklet ind i hinanden. Hvis virksomhed A leverer til virksomhed B, så indgår dele af A’s samlede CO2-aftryk i B’s scope 2 eller 3 aftryk – og hvis man investerer i både A og B, så risikerer man dobbelttælling i det store CO2-regnestykke. Denne form for dobbelttælling er langt mere udbredt når scope 3 inkluderes end når blot når porteføljeaftrykket blot scope inddrager selskabernes scope 1 og 2 udledninger.
