Traditionelle klimabenægtere, der afviser eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer, er efterhånden vanskelige at opstøve. Selv nede på den lokale bodega går man ofte forgæves, hvis man søger nogen til at tale klimavidenskaben midt imod. Det betyder dog ikke, at klimabenægtelse er et overstået kapitel. Først forvandlede den sig til en rolig stemme, der anerkender global opvarmning, men som bagatelliserer de alvorlige konsekvenser. Den fortælling er der imidlertid ikke længere mange, der tror på. Alligevel er klimabenægtelse ikke på retræte, den har blot endnu engang skiftet ham. Moderne klimabenægtelse version 3.0, som Regeringen praktiserer, tager tilsyneladende klimakrisen alvorligt, men lukker belejligt øjnene for væsentlige dele af vores CO2-aftryk.
Åh, om det blot var dovenskab som gør at jeg ingenting udretter. I guder, hvor ville jeg kunne respektere mig selv. Jeg ville respektere mig selv for i det mindste at være i stand til at rumme dovenskab. Så ville jeg dog være i besiddelse af noget der mindede om en positiv egenskab som jeg selv var overbevist om. På spørgsmålet: Hvad er han for et menneske? Ville svaret lyde: En dovenkrop. (FM Dostojevskij, Kældermennesket)
Når kommende generationer skal bedømme vores adfærd, er dovenskab formentlig det mest højagtede prædikat, vi kan håbe på. Betegnelsen hensynsløs vil nok være mere rammende. For hvordan kan vi egentlig forklare, at vi gør så lidt, når nu det er så vigtigt, det med klimaet?
I deklarationen fra FN-konferencen i Stockholm i 1972, også kaldet the First Earth Summit, advares verdens regeringer om konsekvenserne ved forsat at udlede drivhusgas i atmosfæren. Alligevel har vi på globalt plan år efter år udledt mere og mere. Undskyldninger? Dem har vi masser af.
I mange år var særlig en type respons populær: Afvis eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer. Den mest berømte klimabenægter er formentlig Donald Trump – i 2014 undrede han sig højlydt over, at videnskabsmænd kunne tale om global opvarmning samtidig med, at borgerne i Texas oplevede usædvanlige kuldegrader. Trump greb Twitter-tasterne: ”Global warming is an expensive hoax.”
Danske politikere kunne dog også være med. I 2015 udtalte Liberal Alliances klimaordfører, Villum Christensen, til Information: ”Der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet.” Og derfor var der ifølge Christensen ”ingen grund til at udfase kul, hvis det er billigt.”
Klimabenægtelse version 1.0 er efterhånden en sjældenhed. I kølvandet fulgte en ny version, der anerkender, at den globale opvarmning finder sted, samt at den hovedsageligt skyldes vores massive udledning af drivhusgas, men som bagatelliserer konsekvenserne.
Ifølge den danske forening Klimarealisme, hvis Advisory Board tæller navne som forretningsmanden Lars Tvede, klimadebattør Bjørn Lomborg og analysechef i Cepos Otto Brøns Petersen, er konsekvenserne ved global opvarmning yderst begrænsede: ”Vi har ingen klimakrise eller klimadommedag. Klimaændringerne kan dog medføre nogen begrænsede og overskuelige omkostningerne især til at bygge diger.”
De selvudråbte klimarealister, hvis udsagn fra tid til anden tenderer traditionel klimabenægtelse, har dog ingen nævneværdig gennemslagskraft. Ifølge referatet fra seneste generalforsamling har foreningen 60 medlemmer, 18 følgere på Twitter og udsender endvidere jævnligt pressemeddelelser til 140 medier ”indtil dato dog uden held, da ikke en eneste af vores (ellers kontante og væsentlige pressemeddelelser) endnu er blevet optaget i en avis!”
Det betyder dog ikke, at klimabenægtelse 2.0 er fraværende i mediebilledet. Eksempelvis bagatelliserer Jonas Herby, specialkonsulent i Cepos, totalt konsekvenserne ved en seks graders temperaturstigning i et indlæg i Altinget i 2019:
”Nobelprismodtager i økonomi William D. Nordhaus har estimeret, at omkostningerne i form af reduceret forbrug (inklusive forbrug af ikke-markedsgoder som for eksempel fritid, helbred og natur) vil være godt to procent af det globale BNP ved en tre-graders-opvarmning og over otte procent af BNP ved en seks-graders-opvarmning. Men man tager ikke klimaforandringerne og løsningerne på klimaforandringerne seriøst, hvis man overdriver konsekvenserne af klimaforandringerne.”
Et mere frisk eksempel stammer fra Økonomisk Ugebrevs egen lille andedam, hvor Sten Thorup Kristensen for nylig satte klimakrisen i citationstegn og derved signalerede, at der ikke er tale om en rigtig men nærmere en selvopfunden krise. Han skriver endvidere: ”Og så kan vi glæde os over, at flere af præmisserne for klimadagsordenen aldrig har været andet end mindre saglig retorik: Jorden er ikke ved at gå under, og der er allerede gjort rigtigt meget for at nedbringe udledningen af klimagasser.”
Det er korrekt, at Jorden ikke er ved at gå under. Den kan klare både atomkrig, meteornedslag og kraftige temperaturstigninger – hvorvidt menneskeheden kan, det er en anden sag. Den tilbagelænede klimabenægter, der afblæser klimakrisen og maner til besindighed, spiller dog en beskeden rolle og står næppe i vejen for andre end sig selv.
Moderne klimabenægtelse version 3.0 er ikke nær så skør som forgængerne. Til gengæld er den langt mere udbredt, hvilket gør den mere potent. Moderne klimabenægtelse handler hverken om at benægte global opvarmning eller dens alvorlige konsekvenser, men derimod om at benægte eksistensen af væsentlige udledningskilder for derved at kunne påberåbe sig et langt lavere klimaaftryk, end man rent faktisk har.
Moderne klimabenægtelse formidles fra øverste hylde. Den danske klimalov fra 2020 tilsiger, at Danmark skal være klimaneutral i 2050. Og i Regeringens nyligt udgivne pjece ’Et grønnere Danmark’ slutter klimaminister Dan Jørgensen forordet af med at understrege, at hvert ”et ton drivhusgasudledning tæller, og målet er et klimaneutralt samfund.”
Endvidere oplister pjecen resultater, som Danmark i samarbejde med ligesindede lande efter sigende har skabt i EU på klimaområdet, herunder at EU skal være klimaneutral i 2050. Umiddelbart virkelig godt arbejde – ikke blot Danmark, men hele EU skal være klimaneutral i 2050.
Problemet er bare, at det ikke passer. Selv hvis målet indfries, vil Danmark reelt ikke være et klimaneutralt samfund i 2050 – det samme gælder EU. Når Regeringen og EU taler om klimaneutralitet, omhandler det nemlig blot de såkaldt territoriale udledninger dvs. udledninger, der finder sted inden for vores grænser.
Elbiler, sofaer, tøj, vin, telefoner med mere importeret fra fjerne egne tæller ikke med. Eksempelvis påvirker kinesisk elektronik, produceret med energi fra kulkraftværker og transporteret til Danmark i store olieslugende containerskibe, ikke vores territoriale klimaregnskab (bortset fra produkternes eventuelle fossilbaserede energiforbrug i Danmark).
Ifølge Energistyrelsens rapport Klimastatus og fremskrivning 2022 udgjorde Danmarks territoriale udledninger 45 millioner ton drivhusgas i 2020 – det er det tal, der indgår i Regeringens officielle klimaplaner. Til sammenligning anslår Energistyrelsen i en anden rapport, at Danmarks såkaldte forbrugsbaserede klimaaftryk, der inkluderer udledninger fra al produktion i Danmark samt de tjenesteydelser og varer (inklusiv transport), vi importerer fra udlandet fratrukket udledningerne i vores eksport, var på 63 millioner ton drivhusgas i 2020.
Det forbrugsbaserede aftryk er ikke alene væsentligt højere end det territoriale, det er også mere retvisende. Når danske forbrugere køber sofaer til hjemmet, så skal klimaaftrykket fra produktionen og den efterfølgende transport tælles med i det danske klimaregnskab, uanset om sofaen er produceret i Hadsten eller Kina. Alt andet er volapyk.
At kalde et samfund klimaneutralt, hvis blot dets territoriale netto-udledninger er nul, udgør en farlig form for klimabenægtelse, fordi man derved italesætter klimakrisen som noget, der kan løses uden at tage fat på en af de allervæsentligste poster: Vores klimatunge forbrug. Og regeringen ved det faktisk godt – den står selv bag Energistyrelsens beregninger af det forbrugsbaserede aftryk. Alligevel fortsætter den med at tale om 70 procents reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050 – hertil er vist kun at sige: Så hold dog op!
